Statsminister Mette Frederiksen (S), økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr (SF), udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og erhvervs- og konkurrencekraftsminister Martin Lidegaard (R) holder pressemøde om regeringens arbejdsprogram for den kommende sæson i Spejlsalen i Statsministeriet på Christiansborg i København, onsdag d. 19. august 2026.

Statsminister Mette Frederiksen (S), økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr (SF), udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og erhvervs- og konkurrencekraftsminister Martin Lidegaard (R) holder pressemøde om regeringens arbejdsprogram for den kommende sæson i Spejlsalen i Statsministeriet på Christiansborg i København, onsdag d. 19. august 2026. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Pia Olsen Dyhr peger bagud: Kommuners økonomiske problemer var værre før 2020-reformen

Pia Olsen Dyhr erkender, at udligningssystemet ikke har løst alle skævheder mellem kommunerne. Men hun afviser, at 2020-reformen er årsagen til yderkommunernes voksende problemer – uden reformen havde det set endnu værre ud.

Udgivet: 19/08/2026

Christian Brandt Pedersen

Redaktør

Del artiklen:

Økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr (SF) afviser, at den nuværende udligningsreform fra 2020 er årsagen til de voksende økonomiske problemer i en række yderkommuner. Tværtimod mener hun, at reformen rettede op på problemer fra det tidligere system (der var reform eller væsentlige ændringer i 2007 og 2012 -red.).

Men hun erkender samtidig, at 2020-reformen ikke løste alle skævheder, og varsler både større særtilskud og en ny udligningsreform.

Regeringen gør den voksende økonomiske forskel mellem land og by til et centralt tema i sit arbejdsprogram for resten af 2026.

På regeringens pressemøde i dag fremhævede økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr (SF) direkte udviklingen i velfærden uden for de største byer som en af de ubalancer, der bekymrer hende.

"Det gør mig lidt forstemt, når jeg ser på nogle af de vigtige balancer mellem land og by, og hvordan det forskubber sig," sagde hun.

"Jeg er rigtig bekymret for de områder i landet, hvor man oplever, at velfærden har trukket sig så langt tilbage, at man mister troen på, at velfærden også er tæt på for én selv."

Ministerens eksempler spændte fra ambulancer og dagtilbud til skoler og uddannelser.

"At man rent faktisk kan blive hentet i tide, når man akut skal på sygehuset. At det er muligt at få ens barn i dagpleje eller vuggestue der, hvor man bor. At der er en god, tryg skole med tilstrækkelig faglighed i nærområdet."

"At man som ung kan komme ind på en uddannelse uden at skulle op klokken 4 om morgenen, og man kan komme hjem igen, også i de mørke måneder, når man har passet sit fritidsjob."

Og ifølge Pia Olsen Dyhr er der dele af landet, hvor debatten i de store byer kan opleves som meget fjern.

"Jeg kan godt forstå, når man nogle steder i landet sidder og ser på de diskussioner, der kører i storbyerne, og lidt sidder med følelsen af, at det er en helt ukendt verden, der diskuteres."

Regeringen vil blandt andet hæve særtilskuddene til de økonomisk hårdest pressede kommuner.

"Derfor vil regeringen allerede i år styrke befordringsfradraget. Vi vil styrke den kollektive trafik – det er allerede godt i gang. Vi forhøjer særtilskudspuljen til de kommuner, som er allermest udfordret af socioøkonomi. Det gør vi allerede i år."

Derudover varslede hun en samlet plan for balancen mellem land og by.

"Og vi vil komme med en helhedsplan med balance mellem land og by, og lægge sporene til et Danmark, hvor man også i fremtiden kan bosætte sig, uddanne sig, arbejde og transportere sig over hele Danmark – ikke kun i og omkring de store byer."

"En stor ambition, den er ikke nem, for der er mange dynamikker, tendenser og rammevilkår, som ikke altid arbejder i samme retning. Men jeg og regeringen synes, den er værd at kæmpe for. Vi skal hænge bedre sammen som land."

Afviser at 2020-reformen skabte problemerne

Men netop Pia Olsen Dyhr var selv med til at indgå aftalen om udligningsreformen fra 2020.

Dengang fremhævede hun blandt andet, at kommuner med mange førtidspensionister skulle kompenseres bedre, så udgifterne ikke pressede den øvrige kommunale velfærd.

Pia Olsen Dyhr sagde tilbage i 2020:

"Nogle kommuner har mange førtidspensionister. Det er en stor udgift for kommunekassen. Vi har fået med i aftalen(2020 udligningsreformen -red.), at vi lader førtidspensionisterne tælle mere i udligningen. Det betyder, at kommunerne får penge til også at sikre velfærd på andre områder som ældre og børn.

På pressemødet spurgte NB-Økonomi derfor ministeren, hvor den ambition står i dag, når flere af de kommuner, som regeringen nu vil hjælpe med særtilskud, fortsat er økonomisk pressede.

Pia Olsen Dyhr fastholdt, at ændringen fra 2020 gjorde en reel forskel.

"Det er sådan set rigtigt. Dengang vi lavede udligningsaftalen tilbage i 2020, der havde vi et særligt fokus på, at førtidspensionisterne betyder meget i kommunekassen, blandt andet fordi nogle af dem skal have udvidet pleje og har brug for ofte besøg af for eksempel en sosu-assistent. Det fik vi til at tælle anderledes i udligningen"

Men samtidig erkendte hun, at systemet fortsat ikke rammer alle kommunernes økonomiske udfordringer godt nok.

"Fordi vi kan jo se, at der er nogle ting, der har forskudt sig, og det er derfor, vi hele tiden er nødt til at lave den her særtilskudspulje. Nu har vi øget den igen. Fordi jeg ved, at der er nogle af de kommuner, der er derude, som virkelig er hårdt spændt for."

"Og det er jo noget, der betyder noget, når man bliver nødt til at lukke skoler, fordi man ikke kan få kommunekassen til at stemme. At man har færre, der for eksempel er i arbejde, flere, der er pensionister, det kan også mærkes i kommunekassen."

Det er blandt de problemer, som den kommende reform af udligningssystemet skal håndtere.

"Så det er jo noget af det, vi kigger ind i udligningsreformen. Der sidder en arbejdsgruppe, der lige nu sidder og arbejder med det. Vi kommer tilbage med det i 2028."

"Jeg tror, det bliver vigtigt, fordi vi er meget optaget af et land i balance. Men der kommer noget allerede meget snart, senere på måneden, hvor vi kigger ind i særtilskudspuljen, og hvor der er et meget skarpt øje på nogle af de kommuner, der er ramt".

NB-Økonomi spurgte herefter direkte, om det i praksis betyder, at en stadig større særtilskudspulje skal holde de udsatte kommuner oven vande frem til en ny udligningsreform fra 2029.

Spørgsmålet tog blandt andet udgangspunkt i kommuner som Lolland og Bornholm, hvor udviklingen i blandt andet førtidspensionister kan betyde stigende udgifter, uden at indtægterne nødvendigvis følger med.

Her afviste Pia Olsen Dyhr præmissen om, at 2020-reformen er årsagen til problemerne.

"Hele pointen er jo, at hvis vi ikke havde lavet udligningsreformen i 2020, så havde det set meget værre ud derude. Fordi det var jo netop der, vi prøvede at rette op på noget."

Dermed placerer ministeren i stedet årsagen til en del af problemerne i de skævheder, som allerede eksisterede før reformen i 2020, mens hun samtidig erkender, at den nuværende reform ikke har været i stand til at løse dem fuldt ud. Og så blev der i øvrig henvist til det arbejde finansieringsudvalget laver i forhold til den kommende udligningsreform.

"Har vi rettet op på alt? Nej, det har vi tydeligvis ikke. Og derfor sidder der jo også nogen, der faktisk prøver at kigge på flere vinkler ind i det lige nu, som er eksperter på det her, som kommer med en afrapportering, og så laver vi en ny udligningsreform."

Hun advarede samtidig mod forventningen om, at den kommende reform kan gøre alle kommuner tilfredse.

"Men der vil jeg også sige, at jeg er ikke sikker på, at alle i Danmark nødvendigvis bliver lykkelige, når vi laver en udligningsreform. Det må vi erkende herinde på Christiansborg."

"Hver gang vi prøver at lave en udligningsreform, så lykkes vi måske ikke med alle de problemer, der er derude."

Politikken skal fortsat ind i udligningen

Ministerens ambition er ifølge hende, at økonomien ikke skal afgøre, om kommunerne kan levere grundlæggende velfærd.

"Det er den her regerings ambition, at man skal have adgang til god velfærd, også selv om man bor i Lolland Kommune, eller om man bor i Vordingborg. Det har man krav på."

"Og de balancer vil vi kigge ind i i forhold til udligningsreformen. Og så vil vi jo selvfølgelig også gøre det i forhold til særtilskudsordningen."

NB-Økonomi spurgte også, om regeringen vil forsøge at holde politiske særinteresser ude af den næste udligningsreform. Flere tidligere reformer er endt med politisk fastsatte kriterier og særordninger oven på de faglige beregninger.

Det er imidlertid ikke Pia Olsen Dyhrs ambition at gøre den kommende reform til en rent teknisk øvelse.

"Jeg synes, det er interessant det der med at tro, at det bliver meget bedre, hvis politikere ikke er inde over. Altså, vi er jo folkevalgte. Vi er jo valgt af danskerne til at varetage de bekymringer, de har."

"Og det skal vi selvfølgelig også bringe ind i en aftale (om udligning -red.)"

Sidst opdateret: 20/08/2026 - 10:34

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]