- Foto: Christian Brandt /NB-Økonomi

Kommentar

Har Olsen Dyhr forstået fadæsen med 2020 udligningsreformen?

Indenrigsministeren vil ikke afskrive sig muligheden for politisk indblanding i motoren bag udligningssystemet. Udtalelsen skaber tvivl om, hvorvidt ministeren har forstået, at uhørt pleje af partipolitiske interesser er hovedårsagen til 2020-reformens fallit.

Udgivet: 19/08/2026

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Brændt barn skyr ilden, og det er måske derfor, at man bliver bekymret af at lytte til indenrigsminister Pia Olsen Dyhrs (S) udtalelser om politisk indblanding i den kommende kommunale udligningsreform på regeringens pressemøde onsdag.

"Jeg synes, det er interessant det der med at tro, at det bliver meget bedre, hvis politikere ikke er inde over. Altså, vi er jo folkevalgte. Vi er jo valgt af danskerne til at varetage de bekymringer, de har. Og det skal vi selvfølgelig også bringe ind i en aftale om udligning."

Det bekymrende er, at ministeren er så upræcis på, hvad der er embedsmændenes domæne, og hvad der er politikernes. Og det er lidt ærgerligt, fordi det burde være knivskarpt, særligt i forhold til udligning.

Det kræver nok en forklaring.

Et udligningssystem bygger på en opgørelse af de enkelte kommuners skatteindtægter og udgiftsbehov.

Indtægterne er i et land som Danmark relativt simple, fordi vi har meget pålidelige skattedata, og fordi det sorte arbejde trods alt er begrænset.

Det er helt anderledes med udgiftsbehovet.

Der er almindelig enighed om, at udgiftsbehovet skal svare til det beløb, som en kommune skal bruge for at levere landsgennemsnitlig service under forudsætning af en landsgennemsnitlig effektivitet.

Der er også bred enighed om, at udgiftsbehovet pr. borger afhænger af demografi (børn og ældre kræver mere offentlig service end eksempelvis 20-64-årige). Der er også bred enighed om, at befolkningens socioøkonomi har stor betydning. Borgere med lav uddannelse, store sundhedsproblemer og lav tilknytning til arbejdsmarkedet er dyrere end den højtuddannede borger med et jernhelbred, som kommunen meget sjældent ser på job- eller socialcenteret. Derudover er der også bred enighed om, at der kan være geografiske forhold, som påvirker udgiftsbehovet. Det gælder eksempelvis, at det er meget dyrere at servicere en geografisk meget spredt befolkning.

Hele ideen i et udligningssystem er, at eksperterne finder de kriterier, som giver det mest præcise udgiftsbehov for kommunerne. Og her er det ekstremt skadeligt, hvis politikerne begynder at fifle med kriterierne, fordi der så kommer en ubalance i systemet, og risikoen for, at systemet bliver dårligere til at opfange kommende ændringer, bliver meget stor.

Hvis nogen er i tvivl om det, så kig bare på udligningsreformen fra 2020, hvor man ikke havde bedt eksperterne om at lave et gennemarbejdet og testet sæt af kriterier. Her sad politikerne og opfandt nye kriterier, og det endte med et system, som allerede efter et par år begyndte at køre meget skævt.

Hvad skal politikerne blande sig i?

Mens politikerne altså skal holde sig langt væk fra den del af udligningssystemet, som opgør udgiftsbehovet, så er det til gengæld en ren politisk opgave at beslutte, hvor store eller små forskelle der skal være mellem rige og fattige kommuner.

Det handler først og fremmest om udligningsgraden og grænser for progressivitet i systemet. Hvis man eksempelvis vil give de rigeste kommuner en lavere betaling til udligningssystemet, så skal man bare sætte den nuværende marginale øvre udligningsgrad på skat ned fra 93 eller sænke udligningsgraden på udgifter tilsvarende.

Det er også en politisk opgave at holde eksperterne i ørerne, når det gælder skæve incitamenter i udligningssystemet. Normalt vil eksperterne selv være meget opmærksomme på at undgå uheldige incitamenter. Men overser embedsmændene noget, så er det en helt legitim politisk opgave at bede embedsmændene om at finde en løsning på, at kommunerne eksempelvis i dag bliver straffet for at få borgere på kanten af arbejdsmarkedet i småjob. Men hvordan man rent teknisk gør det, bør løses af eksperterne og ikke ved et forhandlingsbord.

Det er også en politisk opgave at forholde sig til skæve incitamenter i skatteudligningen. I dagens udligningssystem er der eksempelvis kun 50 procent udligning på selskabsskat, mens udgifterne til erhvervsområder ikke regnes ind i udgiftsbehovet. Derfor er der faktisk et negativt incitament til at give plads til lavprofitable produktionsvirksomheder med relativt lave lønninger.

Derfor kan politikerne ikke nære sig

Årsagen til, at politikerne historisk og i helt ekstrem grad ved 2020-reformen ikke kunne nære sig, var et stort ønske om at varetage partipolitiske interesser – altså at favorisere de kommuner, hvor eksempelvis deres partifæller havde borgmesterposten.

Ved 2020-reformen var ønsket om at pleje partiinteresser så stort, at der blev indført en hel stribe ordninger, som skulle tilgodese navngivne kommuner. Eksempelvis blev kriterier og kriteriegrænser for et tilskud til udsatte hovedstadskommuner meget præcist fastsat sådan, at kommunerne i den daværende indenrigsministers valgkreds fik i alt 70 mio. kroner ekstra. Faktisk var kriterierne så kreative, at man ganske uhørt har skrevet kommunenavne på modtagere af udligning ind i loven.

Da man til sidst sad med en navngiven liste af kommuner, som af rent partipolitiske grunde skulle have ekstra penge, så endte man med et tilskud til grænsenære kommuner, hvor kriteriet blev fastsat på en absurd kreativ måde. Lolland har som bekendt en stor grænsestation mod Tyskland, men hokus pokus var kommunen alligevel ikke en grænsenær kommune, mens Glostrup, som af gode grunde ikke har så meget som en lille pult til en grænsebetjent, blev grænsenær.

Når politikerne laver alle den slags håndholdte indgreb, så forurener de et udligningssystem. Det betyder, at systemet bliver meget dårligt til at fange de demografiske og socioøkonomiske ændringer, som der helt naturligt kommer. Det betyder, at der i løbet af overraskende kort tid opstår skævheder, som ingen har ønsket. Og så ser vi behovet for, at politikerne skal hælde flere og flere penge i særtilskudspuljer.

Det store spørgsmål er derfor, om Pia Olsen Dyhr har forstået den helt afgørende forskel på legitime politiske interesser og skadelige partipolitiske interesser.

Svaret svæver foreløbigt i vinden, og derfor må man håbe, at alle 98 kommuner står vagt om de ni principper om blandt andet objektivitet og faglighed, som et samlet KL har vedtaget.

Sidst opdateret: 20/08/2026 - 09:16

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]