
Se NB-Kommunes liste over relevante debatter på årets folkemøde på Bornholm. (Arkivfoto fra Folkemødet 2025). - Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Guide til Folkemødet: Her er relevante debatter om kommunerne
I dag begynder Folkemødet på Bornholm. Her er vores bud på relevante debatter for kommunale aktører - om alt fra dagtilbud, unge i lokalpolitik og kommuneøkonomi.
Udgivet: 11/06/2026
I dag skydes den årlige demokratifest Folkemødet i gang, og der er et langt program med et enormt udvalg af debatter, oplæg og underholdning.
Vi har nedenfor her samlet en række debatter, som vi mener, er særligt relevante at holde øje med i løbet af de tre dage.
Torsdag:
1. Er der monopol på velfærden i Danmark?
KL.13:00-13:30 ved G7 - Dansk Erhverv Talk Scenen. Arrangør: Dansk Erhverv
Det danske velfærdssamfund er under pres fra stigende efterspørgsel, flere komplekse behov og mangel på arbejdskraft. Skal vi lykkes med at udvikle fremtidens velfærd, kræver det nytænkning og et stærkere samspil mellem offentlige og ikke-offentlige aktører. Men hvordan sikrer vi, at samarbejdet styrker kvaliteten uden at skabe uklarhed om ansvar og styring? I denne debat sætter vi fokus på muligheder og dilemmaer i samarbejdet på tværs af sektorer.
2. Genvej til Borgmesterkontoret
KL.16:30-17:15 ved K12 - FRIDAY PÅ FABERS. Arrangør: FRIDAY P/S//Demokrativærnet
Vejen ind i politik starter sjældent på Christiansborg, men ofte i klasseværelset eller elevrådet. Hvordan giver vi unge de rette muligheder for at engagere sig og sørger for, at demokratiet er noget, man gerne vil deltage i? Lyt med, når en gammel politiker-ræv deler ud af gode råd og kneb.
Fredag:
3. Bag de lukkede døre: Når fonde og politikere blander blod
KL.11:00-11:45 ved K4 - Den Medlemsdemokratiske Scene. Arrangør: Tænketanken Demokratisk Erhverv // TryghedsGruppen
To borgmestre, to fondsdirektører og en forsker går i debat om, hvordan det står til med samarbejdet mellem det offentlige og de medlemsdemokratiske virksomheder og fonde. Hvor går grænserne for, hvad fonde må blande sig i og øve indflydelse på? Hvad siger borgmestrene om samarbejdet med de pengestærke fonde og foreninger? Har det tilstrækkeligt med legitimitet og transparens?
4. Kan vi styre dagtilbud uden koncepter?
KL.12:00-12:45 ved J21 - Velfærdsteltet. Arrangør: FOBU // Børnevennerne
I de seneste år har der været en markant vækst i kommunernes brug af pædagogiske koncepter og metoder. Ifølge lektor og ph.d. Christian Martin Aabro fra Københavns Professionshøjskole anvender de fleste kommuner nu et tocifret antal koncepter i deres dagtilbud. Men selvom koncepterne skal hjælpe med at ensrette og skabe kvalitet, oplever ledere og pædagoger, at det faglige råderum skrumper ind. Og så er vejen banet for både stress og udbrændthed hos pædagogerne, der i stigende grad forlader deres job, fordi de ikke vil være med længere. Men: Kan vi afskaffe koncepterne i en tid, hvor kvaliteten i vores dagtilbud halter? Og kan vi lære af de selvejende og private dagtilbuds større metode-frihed?
Lørdag:
5. De unge får ordet: Sådan får I os med i lokalpolitik
KL.11:00-11:40 ved F9 - Kommunernes Telt. Arrangør: KL // Komponent
Alt for mange unge vender ryggen til lokalpolitik. Halvdelen af de 21-29-årige stemte ikke ved seneste kommunalvalg – og gennemsnitsalderen i byrådene er over 50 år. Men hvorfor oplever unge, at lokalpolitik ikke angår dem? Og hvad skal der til for at ændre det? I denne debat giver vi ordet til unge selv.
6. Har fattighjælp til kommunerne spillet fallit?
KL.12:15-13:00 ved G11 - Dansk Erhverv Scenen. Arrangør: Dansk Erhverv
Hvert år flytter staten 24 mia. kr. mellem danske kommuner. Det lyder som noget, kun økonomichefer kan elske, men konsekvenserne rammer skoler, ældrepleje, skatter, bosætning og lokalpolitisk selvforståelse. Arne Ullum fra NB Medier og Morten Jung fra Dansk Erhverv gør sammen med panelet kommunal udligning til Folkemøde-stof med tempo, kant og den slags forklaringer, man faktisk kan tage med hjem. Systemet skal reformeres i 2029, og spørgsmålet er, om den nuværende model stadig hjælper de rigtige – eller om den har skabt nye skævheder undervejs.
Du kan gå på opdagelse i det fulde program for Folkemødet her.
Sidst opdateret: 11/06/2026 - 02:40









































