Venstres afgående indenrigsminister Sophie Løhde var allerede i en offensiv forsvarskamp på det kommunale udligningsområde, da hun sammen med de øvrige forhandlere fra V og K tirsdag eftermiddag var på høflighedsvisit på Marienborg for at drøfte det nye regeringsgrundlag med de fire regeringsledere fra den nye regering.

Efter Sophie Løhde havde opsummeret aftalerne om retningen og kommissoriet for Finansieringsudvalgets arbejde og dermed den kommende udligningsreform, sagde hun ifølge den nye økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr:

"Det er aftalt, og det håber jeg selvfølgelig, du følger op på."

Det er næppe tilfældigt, at Sophie Løhde - der nok er den mest drevne forhandler af kommunal udligning på Christiansborg - allerede nu går i offensiven.

For selvom Pia Olsen Dyhr ved ministeroverdragelsen udtrykte sit ønske om brede aftaler om kommuneøkonomien, så må Løhde frygte, at den nye indenrigsminister kan true med at lave en reform sammen med Enhedslisten, der jo har en åbenlys fællesinteresse med SF om at beskytte København, Vestegnen og de store universitetsbyer.

Spillet i 2028 bliver mere sofistikeret end i 2020-reformen - men resultatet kan blive det samme.

Den kommunale udligning omfordeler i øjeblikket cirka 24 milliarder kroner om året mellem kommunerne, og for mange kommuner er det helt afgørende, hvordan systemet virker.

Ideelt set skulle systemet være ret upolitisk og blot fastlægge de kriterier, som mest korrekt sikrer kommunerne mulighed for at have et nogenlunde ensartet serviceniveau og skatteniveau. Praksis har vist, at systemet siden indførelsen midt i halvfemserne er blevet stadig mere politisk på bekostning af fagligheden.

Der er i dag bred enighed blandt embedsmænd og eksperter om, at 2020-reformen nåede et uhørt bundniveau for faglighed og et nyt topmål af rene politiske studehandler, hvor politikerne primært forsøgte at redde egne kommuner.

Resultatet blev en reform, hvor der stort set ikke blev taget fat om de grundlæggende problemer i systemet, og hvor der blev uddelt rent politisk fastsatte tilskud til bestemte kommuner. Som noget hidtil uhørt står kommunerne med adgang til bestemte tilskud med navns nævnelse i loven.

Ingen - heller ikke den nye regering - ønsker en gentagelse af forløbet omkring 2020-reformen, som allerede efter 3-4 år var kørt af sporet med nye uacceptable skævheder. Men det betyder ikke, at især de to borgerlige borgmesterpartier, Venstre og Konservative, kan føle sig sikre på, at de ikke endnu engang ender i en situation, hvor de de facto får valget mellem at skulle redde deres kommuner ved at lægge navn til en for dem dårlig reform, eller at blive sat helt uden for indflydelse og få pelset mange af deres kommuner.

Venstre valgte at gå med ind i en reform i 2020, mens De Konservative forlod forhandlingerne og overlod deres kommuner til deres egen skæbne.

Skjult skærpelse af udligning vil ramme Nordsjælland

For at forstå spillet om udligningsreformen i 2029 (skal forhandles i foråret 2028), så er det vigtigt at bemærke, at alle partier er enige om, at de fattigste kommuner skal have flere penge, men også uenige om, hvor pengene skal komme fra.

Der er grundlæggende to kilder til finansiering. Pengene kan enten komme fra kommuner med meget beskatningsgrundlag pr. indbygger eller fra kommuner, som i dag har en utilsigtet fordel i det nuværende udligningssystem. Sophie Løhde satsede klart på, at den sidste gruppe af kommuner skulle levere pengene, og hun fik derfor vedtaget et kommissorium, som fokuserede på analyser af kriterierne i udligningssystemet.

De fleste tilgængelige analyser peger på, at København, Vestegnen og til dels de store byer bliver favoriseret i udligningssystemet og derfor stod til at blive tabere. Modsat viser data også, at det især er de nordsjællandske kommuner, der har et højt beskatningsgrundlag.

Reformen i 2020 gik til grænsen af, hvor hårdt man rent teknisk kan udligne de rigeste kommuner, uden at der opstår en række skævvridninger, ganske enkelt fordi kommunerne i nogle tilfælde ville opleve, at de ville tabe penge på stigende beskatningsgrundlag.

Men den udfordring har den nye regering fundet en løsning på ved simpelthen at flytte en del af finansieringen af kommunerne fra kommuneskat til den statslige bundskat. Finessen er, at når finansieringen flyttes til statsskatten og deles ud til kommunerne som bloktilskud pr. indbygger, så svarer det til 100 procent udligning.

Så ved at flytte finansieringen af kommunerne fra kommuneskat til statsskat kan man i realiteten øge udligningsgraden fra de nuværende maksimalt 93 procent tættere på 100 procent.

Foreløbig har regeringen blot meddelt i regeringsgrundlaget, at den mulighed skal indgå i den analyse fra Finansieringsudvalget, som politikerne skal forhandle på baggrund af i foråret 2028. Men det vil formentlig være en kraftig undervurdering af de politisk taktiske evner hos regeringen ikke at se det som et greb, der kan bane vejen for en mere sofistikeret udgave af 2020-forløbet.

Ved at flytte en relativt stor del af kommunernes finansiering fra kommuneskat til statslig bundskat kan regeringen fremlægge et udligningsforslag ved de politiske forhandlinger i 2028, som vil skaffe et pænt milliardbeløb fra de rige nordsjællandske kommuner, og dermed kan regeringen reducere omlægningen af kriterierne i udligningssystemet, som særligt gavner V- og K-kommuner.

Den politiske realitet vil være, at de to borgerlige partier - præcis som i 2020 - vil stå i dilemmaet mellem at forlade forhandlingerne og overlade deres kommuner til deres egen skæbne, eller komme til at stå bag en udligningsreform, som de ikke er særligt tilfredse med.