
- Foto: Køge kommune.
ØDF: Flerårige økonomiaftaler vil påvirke relationen mellem kommuner og regering
I følge Økonomidirektørforeningen så kan regeringens planer om flerårige økonomiaftaler og budgetter få indflydelse på hvordan regering og kommuner skal samarbejde fremover.
Udgivet: 04/06/2026
Det er en kæmpe nyhed, at regeringen på sigt vil "overgå til flerårige økonomiaftaler og derved flerårige budgetter".
Og den ændring har man selvfølgelig, har bidt mærke i hos Økonomidirektørforeningen, ØDF. Men for ØDF's formand, Stine Lentz Basballe, der også er økonomidirektør i Køge Kommune, er klarhed om en økonomiaftale for 2027 mere presserende:
"Vi ser i ØDF frem til, at regeringen indleder forhandlinger om økonomiaftalen for 2027. Vi er opmærksomme på, at forløbet bliver tidsmæssigt presset, og håber, at ministeren kan prioritere en grundig drøftelse af både de overordnede linjer og de væsentlige detaljer, som KL bringer til forhandlingsbordet," siger hun.
Mere end en teknisk ændring
Der er mange interessante aspekter og muligheder omkring flerårige økonomiaftaler og derved flerårige budgetter, og der er meget, vi endnu ikke ved om, hvad sådan en ændring vil indebære i detaljer. Der er stadig kun beskrevet ganske få linjer i regeringsgrundlaget. Hos ØDF har formand Stine Lentz Basballe følgende pointe:
"En overgang til flerårige økonomiaftaler og en ændring af aftalesystemet og kommunernes måde at lægge budgetter på vil ikke alene påvirke den kommunale økonomistyring. Det vil også virke tilbage på regeringens egen mulighed for at udvikle politik på det kommunale område og gennemføre reformer på de kommunale velfærdsområder," siger hun og fortsætter:
"For ØDF er det ikke vigtigt, om vi taler om etårige eller toårige økonomiaftaler eller etårige eller toårige budgetter. For ØDF vil det være samspillet mellem staten – her regeringen eller Folketinget – og kommunerne, der er det vigtigste."
Flerårige økonomiaftaler kunne give kommunerne mere økonomisk stabilitet og bedre mulighed for at styre deres økonomi mere strategisk:
"Hvis formålet med toårige økonomiaftaler er at skabe mere strategisk og transparent budgetlægning i kommunerne, kræver det, at de statslige rammer er tydelige og langsigtede. Det er vanskeligt at forene med et højt reformtempo på det kommunale område. Under SVM-regeringen er der gennemført otte reformer på tre et halvt år. Hver enkelt reform påvirker kommunernes økonomiske dispositioner og prioriteringer," siger Stine Lentz Basballe.
Ikke aktuelt i år
Hos ØDF forventer Stine Lentz Basballe ikke, at det allerede bliver i ØA27, at man begynder med flerårige aftaler:
"Jeg forestiller mig ikke, at der kommer en toårig aftale nu. Det ville overraske mig meget, hvis regeringen og KL kan nå at have en tilstrækkelig forhandling til, at de kunne indgå det," siger hun.
Det var nogenlunde det samme, den nye kommuneminister, økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr (SF), sagde under sin overdragelsesforretning i ministeriet i går:
"Jeg tror ikke lige, vi får løst det inden for 14 dage, men det er en stor opgave pludselig at give kommunerne mulighed for at lave flerårige budgetter. Derved kan de i virkeligheden tænke mere i investeringer, i forebyggelse og levere mere for deres borgere," sagde Pia Olsen Dyhr.
Sidst opdateret: 04/06/2026 - 13:39









































