
- Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Nye initiativer skal sikre flere og billigere almene boliger
Den nye regering vil blandt andet hæve maksimumbeløbet for alment boligbyggeri og åbner for mulighed for forkøbsret til almene boligforeninger ved salg af lejeboliger. Borgmester i landets største almene bolig-kommune roser initiativer, men efterlyser løsninger udenfor København.
Udgivet: 02/06/2026
En række initiativer skal skaffe flere og billigere almene boliger.
Det fremgår af regeringsgrundlaget, som netop er blevet fremlagt af den nye firkløverregering på Marienborg.
Regeringen vil blandt andet hæve maksimumbeløbet for alment boligbyggeri i højprisområder med 10 procent.
Dét, sammen med en række andre initiativer får ros med på vejen fra Maja Højgaard (S), borgmester i Brøndby Kommune, hvor de almene boliger udgør over halvdelen af den samlede boligmasse.
"Jeg er mest af alt bare glad for der endelig bliver taget et seriøst livtag med boligpolitikken. En god bolig er noget af det allermest basal vi har brug for, for at kunne leve et godt liv. Forslagene i regeringsgrundlaget er et seriøst brud med mange årtiers markedslogik, der har ført til at vi i byerne næsten kun har kunnet udvikle boliger til privat udlejning ejer af store kapitaler."
Det står der om almene boliger i regeringsgrundlaget
Regeringen vil i den kommende regeringsperiode blandt andet
Tage initiativ til en ambitiøs ”Boligplan 2030” gennem en forpligtende aftale mellem staten, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune. ”Boligplan 2030” skal sikre, at udbygningen af boligmassen i hovedstaden accelereres, så der skabes en langt bedre balance mellem efterspørgsel og udbuddet af forskellige boligformer.
Gøre det mere attraktivt at opstille midlertidige (modulære) boliger og efterfølgende omdanne dem til almene boliger, når området skal færdigudvikles, samt give almene boligorganisationer mulighed for at overtage og omdanne midlertidige boliger til almene boliger med støtte.
I tillæg til den boligpolitiske aftale øges maksimumsbeløbet for alment nybyggeri i højprisområder med yderligere 10 pct. efter gældende regler for alment nybyggeri.
Se på mulighederne for at udvide de almene boligforeningers forkøbsret til ejendomme, der sættes til salg, hvis lejerne ikke selv kan eller vil gøre brug af deres tilbudspligt.
Undersøge fordele og ulemper og den samlede effekt ved at genindføre tilskuddet til nye andelsboliger og i stedet gøre op med princippet om, at andelsboliger ikke betaler ejendomsværdiskat.
Tage initiativ til en aftale om nye renoveringsrammer for de almene boliger finansieret af Landsbyggefonden, som imødekommer den demografiske udvikling og øger tilgængeligheden for ældre borgere, der dermed får mulighed for at blive længere i eget hjem. Derudover skal der arbejdes for byggeriet af almene boliger i landområder med henblik på at øge boligrotationen i landsbyer.
Igangsætte en analyse af Landsbyggefondens langsigtede økonomiske situation med respekt for, at Landsbyggefonden er en selvejende institution stiftet af de almene boligorganisationer, og med det ønske, at Landsbyggefonden kan vurderes som en institution uden for den offentlige forvaltning.
"Der er kommet en uholdbar ulighed i hvem der ejer vores byer og hvem der kan bo hvor. Det er positivt, at der tages skridt i retning af at boligformer med beboerdemokrati kan overtage flere slags bygninger," siger hun.
Forhøjelsen af maksimumbeløbet kommer oven i boligaftalen fra slutningen af 2025, som hævede maksimumbeløbet midlertidigt i Aarhus og hovedstadsområdet med 20 procent.
Derudover indeholder regeringsgrundlaget en række mere løse formuleringer som blandt andet, at den nye regering vil 'se på mulighederne for at udvide de almene boligforeninger forkøbsret til ejendomme, der sættes til salg hvis lejerne ikke selv kan eller vil gøre brug af deres tilbudspligt.'
For København og Frederiksberg er initiativerne mere faste i formuleringen. Her skitserer regeringen en ny 'Boligplan 2030', som sætte skub i udbygningen af boligmassen i hovedstaden.
Regeringen vil blandt andet udvide tilbudspligten, så almene boligselskaber kan købe ejendomme til markedspris, hvis de eksisterende private lejere ikke gør brug af tilbudspligten.
Boligplan 2030 for København og Frederiksberg
Regeringen vil som led i en ”Boligplan 2030” åbne op for, at Københavns og Frederiksberg kommuner får mulighed for at:
• Forhøje grundkapitallånet til alment nybyggeri med yderligere 10 pct., således at de kan anvende likvid formue til at understøtte opførelsen af flere almene boliger, samtidig med, at huslejen holdes i ro. • I en lokalplan at fastsætte, at op til 40 pct. af boligmassen i et nyt boligområde reserveres til ejerboliger, samt at op til 40 pct. reserveres til almene boliger.
• Fastsætte et loft over andelen af private udlejningsboliger i nye lokalplaner med henblik på at sikre en mere blandet boligmasse.
• Udvide tilbudspligten, så de almene boligselskaber også tilbydes at erhverve ejendommen til markedspris, hvis de eksisterende private lejere ikke gør brug af tilbudspligten.
• Reducere huslejen i alment boligbyggeri ved at nedsætte beboer- betalingen.
Som led i ”Boligplan 2030” vil der være et særskilt fokus på boliger for unge og studerende med det mål, at der frem mod 2030 etableres yderligere mindst 4.000 nye studie- og ungdomsboliger i København. Det kan bl.a. ske ved, at der hurtigt etableres et stort antal modulære studieboliger. End- videre sættes særskilt fokus på, at det nye koncept med ”velfærdsboliger” kan indgå i planen. De øvrige hovedstadskommuner inddrages i arbejdet. Der er tale om en samarbejdsmodel, som regeringen ønsker at introducere mellem staten, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune. Såfremt andre større kommuner har lignende problematikker på boligområdet, er regeringen indstillet på at drøfte mulige samarbejdsaftaler med disse.
Samtidig vil regeringen give de to kommuner, i første omgang, mulighed for at lave lokalplaner med restriktioner for, at op til 40 pct. af boligmassen i et nyt boligområde i reserveres til ejerboliger samt at op til 40 pct. reserveres til almene boliger.
Alt sammen er gode tiltag, mener Maja Højgaard, men hun efterlyser, at regeringen laver løsninger, som ikke kun gælder for København.
"Som borgmester for en mindre by, som er i ubrudt sammenhæng med København undrer det mig at nogle af løsningerne ser ud til at skulle stoppe ved deres kommunegrænse. Vi er I ét og alt et sammenhængende boligmarked. Hvad der er spillereglerne i København har altid én til én påvirket livet og mulighederne i Brøndby og resten af omegnen," siger Maja Højgaard.
Der bliver dog åbnet for, at andre kommuner end København og Frederiksberg kan få lignende muligheder. Regeringen skriver, at de øvrige hovedstadskommuner inddrages i arbejdet og at 'såfremt andre større kommuner har lignende problematikker på boligområdet, er regeringen indstillet på at drøfte mulige samarbejdsaftaler med disse.'
Sidst opdateret: 03/06/2026 - 08:56









































