
- Foto: Ed Hardie // Unsplash
Rundspørge: Kommunaldirektører efterlyser europæiske IT-løsninger
Næsten syv ud af ti kommunaldirektører ser afhængigheden af amerikansk tech som et problem. Flere advarer dog mod at tro, at kommunerne hurtigt kan frigøre sig fra de store platforme.
Udgivet: 21/05/2026
Et stort flertal af de kommunaldirektører, der har deltaget i en ny rundspørge, ønsker flere danske og europæiske digitale løsninger på markedet, når kommunerne skal købe IT.
Samtidig vurderer næsten syv ud af ti, at kommunernes afhængighed af amerikanske digitale løsninger er et problem. Det viser en rundspørge fra Dansk Erhverv, der er lavet i samarbejde med NB-Økonomi, hvor 51 kommunaldirektører har svaret.
Debatten om digital suverænitet og afhængighed af amerikanske teknologivirksomheder er de seneste år rykket højere op på dagsordenen, kraftigt forstærket af det forværrede forhold til USAs Præsident Donald Trump. Det afspejler sig nu også tydeligt i kommunernes egne vurderinger.
I analysen svarer 75 pct. af de adspurgte kommunaldirektører, at de i høj eller nogen grad er optaget af, at der findes danske eller europæiske digitale løsninger tilgængelige på markedet, når kommunen skal købe digitale løsninger. Ingen svarer, at de slet ikke er optaget af det.
Undersøgelsen indgår som en del af en bredere rundspørge om kommunernes syn på teknologi, it, cybersikkerhed, regulering og digitale afhængigheder, og kommer på et tidspunkt, hvor kommunerne samtidig er i gang med store diskussioner om fælleskommunale it-serviceorganisationer, cybersikkerhed og robusthed i den digitale infrastruktur.
Stor interesse for europæiske alternativer
Samtidig peger undersøgelsen på, at mange kommunaldirektører ser den nuværende afhængighed af amerikanske løsninger som en reel udfordring. 69 pct. svarer således, at de i høj eller nogen grad opfatter kommunens afhængighed af amerikanske digitale løsninger som et problem. Ingen svarer, at det slet ikke er et problem.
Baggrunden er blandt andet, at en stor del af de systemer og cloud-løsninger, som kommunerne bruger i dag, leveres af amerikanske virksomheder. Det gælder både kontorsoftware, cloudinfrastruktur, datasystemer og en række specialiserede digitale løsninger.
Hos Dansk Erhverv ser branchedirektør Morten Jung udviklingen som et udtryk for et voksende behov for at styrke europæiske alternativer.
"Det handler ikke om at skifte amerikansk tech ud fra den ene dag til den anden. Men bekymringen for digital afhængighed er reel, og derfor skal vi bruge den som anledning til at styrke danske og europæiske alternativer, skabe mere konkurrence og bringe private virksomheder tættere på den offentlige opgaveløsning. Det er også i tråd med politikken på europæisk niveau," siger han.
Kommunaldirektører: Afhængigheden er blevet en sårbarhed
I Vejen Kommune peger kommunaldirektør Thomas Reintoft på, at udviklingen i geopolitikken har gjort sårbarheden langt mere synlig for kommunerne.
"Vi kan jo godt se, at med den seneste udvikling i geopolitikken, så er vi enormt sårbare i hele den offentlige sektor. Vi er helt afhængige af de her amerikanske IT-platforme, og det tænker jeg er en væsentlig sårbarhed," siger han.
Han understreger samtidig, at det efter hans vurdering ikke er noget, den enkelte kommune realistisk kan løse alene.
"Det er et kollektivt problem i Danmark. Det er ikke noget, vi har en strategi på i kommunen, for det er svært at gøre alene. Det er noget, man skal beslutte sig for nationalt, hvis man vil gøre sig fri af den afhængighed," siger Thomas Reintoft.
Han peger samtidig på, at et skifte væk fra de nuværende løsninger kan blive både dyrt og komplekst, fordi mange kommunale arbejdsgange er bygget op omkring eksisterende platforme.
"Vi har i dag optimeret rigtig mange processer med IT-understøttelse. Hvis man begynder at arbejde ud fra nogle principper om, at det for eksempel skal være europæisk, og de løsninger ikke passer til det, du har i forvejen, så får du et effektivitetstab," siger han.
Også i Ikast-Brande Kommune fylder spørgsmålet om afhængighed mere end tidligere. Kommunaldirektør Flemming Storgaard fortæller, at han især fik øjnene op for problematikken i forbindelse med krigen i Ukraine.
"Personligt fik jeg en 'aha-oplevelse', da man lukkede for Starlink i Ukraine. Tænk, at man med et knips fra amerikansk hånd bare kan lukke for et helt system. Vi skal passe på som kommuner, at vi ikke giver monopol til nogen, hvis vi alle sammen køber de samme produkter," siger han.
Han sammenligner situationen med kommunernes beredskab på andre områder.
"I beredskabsøjemed har jeg to forskellige teleselskaber på min telefon, hvis det ene går ned. Det har vi jo ikke på vores IT. Jeg har ikke et andet produkt end Microsoft, jeg lige kan sætte i gang, hvis de stopper," siger Flemming Storgaard.
Samtidig understreger han, at kommunerne i praksis følger det marked, der eksisterer i dag.
"Vi følger markedet, og markedet er amerikansk på det her område. Vi har den politik, at vi ikke vil være 'first mover' på at eksperimentere med alternativer. Vi følger markedet frem for selv at tage risikoen," siger han.
Frygter konsekvenserne ved et hurtigt skifte væk fra amerikansk tech
I Struer Kommune beskriver kommunaldirektør Jesper Thyrring Møller udviklingen som et egentligt "wake-up call" for kommunerne.
"Der er sket et wake-up call i forhold til, hvilken nationalitet de store leverandører på det her område har. Jeg synes, man skal passe på, vi skal være varsomme, og vi skal forberede os," siger han.
Han peger samtidig på, at kommunerne i dag er dybt integreret i de store amerikanske platforme.
"Det er bare en kæmpe udfordring. Rigtig meget af det, vi har, er jo filtret ind i Microsoft og lignende systemer," siger Jesper Thyrring Møller.
Men ifølge ham er der samtidig store risici ved at skifte for hurtigt til mindre og uprøvede alternativer.
"Det er jo et dilemma. For hvis vi køber fra et hollandsk startupfirma til tekstbehandling og dokumenthåndtering, og de er væk ugen efter, så vi ikke kan se, hvilken medicin borger Jensen har fået – så har vi et problem. Vi har et virkeligt stort ansvar i forhold til at levere ydelser 24 timer i døgnet, så det skal være pålidelige systemer," siger han.
Han vurderer dog samtidig, at europæisk software fremover vil få en helt anden strategisk betydning end tidligere.
"Jeg er sikker på, at dansk eller europæisk software bliver et salgsparameter fremover. Det var det jo ikke for to år siden, må vi bare sige," siger Jesper Thyrring Møller, kommunaldirektør i Vejen Kommune.
Sidst opdateret: 26/05/2026 - 09:29









































