I en ny kommunaldirektørundersøgelse, som er lavet af Dansk Erhverv i samarbejde med NB-Medier, er andelen af kommunaldirektører, der ser udgifterne til det specialiserede socialområde som den mest presserende udfordring, steget markant fra 2025 til 2026.

Rent faktuelt så trækker det specialiserede socialområde i stigende grad tænder ud på de kommunale budgetter. Det viser analyser af kommunernes regnskaber for 2025, hvor kommunerne samlet set gik 3,7 mia. kr. over deres budget og 2,6 mia. kr. over 2024-regnskabet (2025 p/l).

Hele 67 procent af kommunaldirektørerne sætter nu kryds ved "Stigende udgifter til socialområdet" som en af deres to absolut største udfordringer. Til sammenligning lå dette tal på 44 procent i forrige års måling fra 2025.

Dermed er socialområdets økonomiske pres rykket ind på en ubestridt førsteplads og distancerer andre tunge problematikker som mangel på medarbejdere og den demografiske udvikling.

Det er 51 af landets 98 kommunaldirektører, der har valgt at deltage i rundspørgen.

Politikerne har reelt ikke noget valg

I Vejen Kommune er udgiftsvæksten på socialområdet den altoverskyggende økonomiske knude. Kommunaldirektør Thomas Reintoft ser det som et resultat af både en samfundsudvikling og en lovgivning, der stiller stadig større krav til kommunerne:

"For Vejen Kommune er udgifterne til det specialiserede socialområde helt klart vores allerstørste problem og største udfordring. Vi ligger i forvejen over gennemsnittet både på børne- og voksenområdet, og alligevel har vi en høj vækst i vores udgifter. Så det er faktisk vores økonomiske udfordring nummer ét," siger Thomas Reintoft.

Han peger samtidig på, at udviklingen hænger sammen med et politisk og samfundsmæssigt ønske om at hjælpe flere borgere mere intensivt:

"Vi tænker i dag, at hvis et barn, der lever i et socialt belastet miljø, har udfordringer, så skal vi rent faktisk hjælpe det barn til at få en god og normal tilværelse. Det afspejles i lovgivningen og i de holdninger, der er hos befolkningen og beslutningstagerne. Det er en positiv udvikling, men det er også det, der er med til at drive udgiftsvæksten."

Det billede genkender kommunaldirektør Jesper Thyrring i Struer Kommune. Her oplever man især, at sagerne bliver tungere og mere komplekse:

"Diagnoserne og problemerne bliver mere komplicerede, især for én gruppe af borgerne. De personer, der har komplekse udfordringer med mange forskellige diagnoser, bliver det mere og mere komplekst for, og antallet øges også," forklarer Jesper Thyrring.

Ifølge Jesper Thyrring handler udfordringen derfor ikke kun om antallet af pladser, men i høj grad om specialiserede kompetencer:

"Den anden udfordring er, om vi har den rette kapacitet til den efterspørgsel, der er. Og det må vi jo nok konstatere, at det har vi ikke. Ikke nødvendigvis sådan, at vi ikke har antallet af pladser, men de kompetencer, der skal være i forhold til, hvad der efterspørges, er problematiske," siger han.

Stordrift og dyrere enkeltsager

I Ikast-Brande Kommune efterlyser kommunaldirektør Flemming Storgaard mere stordrift og mere samarbejde mellem kommunerne for at få bedre styr på udgifterne:

"Det, vi snakker om i KKR-regi, er at lave nogle fællesskaber, så vi kan løfte i flok. Problemet er, at hvis vi hver især bygger til vores egne, og vi ikke bygger stort nok, så bliver det naturligt for dyrt per enkeltstående borger. Eller hvis vi køber hos nogen, som er overspecialiserede i forhold til det behov, vi har – altså at vi køber mere, end vi har brug for. Det har jeg en mistanke om, at vi gør nogle steder."

Han peger samtidig på, at det ikke nødvendigvis er flere borgere, der driver udgifterne op, men at de enkelte forløb bliver langt dyrere:

"Den dyreste borger, vi har, koster 7 millioner kroner. Når man dykker ned i virkeligheden bag tallene, er det ikke nødvendigvis en stor tilstrømning af nye borgere i systemet, der sprænger budgetterne, men derimod en eksplosion i prisen på den enkelte indsats," siger han.

Ligesom i Vejen og Struer oplever man også i Ikast-Brande, at udviklingen presser resten af den kommunale økonomi. Flemming Storgaard peger blandt andet på et voksende pres fra patient- og pårørendeforeninger:

"Jeg synes, man tager fra det almene område til det specialiserede område i lidt for stor stil for at imødekomme de krav, der er. Vi har nogle stærke patient- og pårørendeforeninger, som lægger et massivt pres på kommunerne. Det er ikke fordi, jeg vil de sårbare mennesker noget dårligt, men jeg er bange for, at det almene område kommer til at betale en for høj pris for det," siger han.

Den samme konsekvens ser Jesper Thyrring Møller i Struer:

"Det, vi ser, er en samfundsudvikling, hvor der er et øget pres for de mennesker, der har rigtig komplicerede sociale problemstillinger. Det skal vi simpelthen indrette os på. Situationen er jo bare, at udgiften på de specialiserede områder stiger, og det skal jo finansieres. Så bliver byrådene jo nødt til at putte midlerne derhen, hvor det skal til. Og det kommer jo til at udhule alle de andre områder."

For Thomas Reintoft i Vejen er konklusionen, at kommunerne reelt ikke har haft noget alternativ:

"Vores politikere har ikke haft noget valg. Det har været nødvendigt at putte de her penge i det, for at vi kan overholde lovgivningen. De har været tvunget til at bruge størstedelen af det økonomiske råderum i kommunen på at få det specialiserede socialområde til at hænge sammen, for at vi kunne leve op til lovgivningen."

De private tilbud får en del af skylden

I Ikast-Brande er Flemming Storgaard samtidig ikke bleg for at pege på de private botilbud som en del af forklaringen på de stigende udgifter:

"Jeg kunne faktisk godt tænke mig, at man kunne reducere antallet af private botilbud. Udfordringen med mange af tilbuddene er, at vi ikke kan føre tilpas kontrol med dem. De sender en regning, som vi selvfølgelig siger ja til, men vi ved dårligt, hvad vi betaler for i alle tilfælde. Vi er simpelthen ikke dygtige nok til det."

Hos Dansk Erhverv mener chefkonsulent, Laust Westtoft, at det i højere grad handler om den rette styring i kommunerne:

"Det er kommunernes ansvar at sikre det rette match mellem borgerens visiterede behov og det konkrete tilbud. Når kommunerne oplever stigende udgifter eller manglende kvalitet, så peger det på et behov for bedre styring, ikke på én bestemt ejerskabsform.  Vi ser et klart behov for styrke visitationen og mere gennemsigtige og sammenlignelige takster, så kommunerne kan træffe bedre valg. Hvis man vil forstå, hvad der driver udgifterne på botilbudsområdet, kræver det en langt mere dyb analyse af enhedsomkostninger, varighed, borgerkompleksitet, målgruppeudvikling og kommunal adfærd," siger han.

Og Laust Westtoft fortsætter:

"I Dansk Erhverv opfordrer vi til at styrke grundlaget for sammenlignelige data om effekt og kvalitet på tværs af tilbud, og for et stærkere og mere ensartet socialtilsyn. Samtidig skal kapacitetsudfordringer løses ejerskabsneutralt, så kommunerne har reelle valgmuligheder og adgang til de specialiserede tilbud, der matcher den enkelte borgers behov," siger han.