Så meget rykker ny NEET-definition ved din kommunes tal
Det har længe vagt undren, at Danmarks Statistik ikke har fulgt den samme NEET-afgræsning som i andre OECD-lande. Danmarks Statistik har nu udvidet målgruppen, og det har stort betydning for kommunernes andel af NEET-borgere.
Udgivet: 05/05/2026
Danmarks Statistik har traditionelt opgjort NEET-gruppen som 16-24-årige, mens OECD’s bredere aldersafgrænsning går til og med 29 år. Men nu har Danmarks Statistik udvidet aldersgruppen, så den flugter bedre med internationale standarder.
NEET står for Youth not in employment, education or training.
Den nye opgørelse for 16-29-årige ændrer kommunernes NEET-andel markant. På landsplan vokser gruppen fra 60.540 til 116.140 personer, når de 25-29-årige medregnes. Det svarer til 55.600 flere NEET-borgere. Andelen stiger samtidig fra 9,2 pct. blandt de 16-24-årige til 10,9 pct. blandt de 16-29-årige. En forskel på 1,7 procentpoint.
Vi har tidligere på NB-Økonomi dækket forskellen i opgørelsesmetoden, hvor flere fagpersoner efterlyste den bredere internationale definition. Det kan du læse mere om i artiklen her.
Andelen af NEET-borgere vokser i alle kommuner, når man også ser på de unge voksne sidst i 20’erne. Forskellen i andel er størst i Kerteminde, hvor NEET-andelen stiger fra 8,1 pct. til 11,8 pct., når aldersgruppen udvides. Også Langeland, Morsø, Vesthimmerland, Lolland og Mariagerfjord ligger højt med forskelle på omkring 3 procentpoint eller mere.
Den nye opgørelsesmetode skulle gerne give et bredere og mere dækkende billede af gruppen uden for uddannelse og beskæftigelse. Argumentet imod den gamle definition var, at 16-24-års-afgrænsningen kun indfangede overgangen fra skole og ungdomsuddannelse. Derimod vil 16-29-årsgruppen give et mere retvisende billede af de unges vej ind på arbejdsmarkedet, fastholdelse i uddannelsessystemet eller overgangen til stabil beskæftigelse.
I kortet herunder kan du se, hvad udvidelsen af aldersgruppen har af betydning for andelen i din kommune.
Opdag NB Økonomis fulde datasæt
Få adgang til omfattende data, regneark, landkort og interaktive kort på NB-Data.

Sidst opdateret: 06/05/2026 - 08:36









































