Antallet af fonde og selvejende tilbud har nemlig været faldende siden 2019. Hvor der i 2019 var 497 tilbud, var der i 2025 469, hvilket er et fald på 5,6 procent.

Antallet af fonde og selvejende tilbud har nemlig været faldende siden 2019. Hvor der i 2019 var 497 tilbud, var der i 2025 469, hvilket er et fald på 5,6 procent. - Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix (arkiv)

Ny analyse: Fonde og selvejende tilbud kan ikke følge med de private

Selvom antallet af private botilbud er stigende, så er antallet af fonde og selvejende tilbud faldet siden 2019. Det viser en ny analyse fra LOS. Se udviklingen her.

Udgivet: 16/04/2026

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Der er ofte fokus på de private botilbud i debatten på socialområdet, hvor der siden 2019 har været en stor stigning i antallet af tilbud. Men nu viser en ny analyse fra LOS (Landsorganisationen for ikke-offentlige tilbud), at den stigning ikke gælder alle ikke-offentlige tilbud.

Antallet af fonde og selvejende tilbud har nemlig været faldende siden 2019. Hvor der i 2019 var 497 tilbud, var der i 2025 469, hvilket er et fald på 5,6 procent.

I samme periode er antallet af særligt de private som nævnt steget, men også de regionale er steget markant. Antallet af kommunale tilbud er ligeledes faldet.

Ser man på kapacitetsandelen er fonde og de selvejende tilbud faldet med næsten tre procentpoint, mens de private er steget med 5,4 procentpoint. Dog udgør fondene og de selvejende institutioner stadig den næstestørste andel med 28 procent, mens de kommunale tilbud har den største andel med næsten 50 procent, selvom de også har oplevet et fald.

Ser man på antallet af pladser, har fonde og selvejende tilbud haft en stigning på 6,30 procent. Det er dog væsentligt mindre sammenlignet med de private, der er steget med næsten 70 procent. De regionale er steget med 0,8 procent, mens de kommunale er faldet med 0,7 procent.

Pladser hos fonde og selvejende tilbud udgør næsten samme andel i 2025 og som i 2019. De private udgør en større andel og er steget med 4 procentpoint. De kommunale er faldet med næsten fire procentpoint, mens de regionale pladser også næsten udgør samme andel i 2025 som 2019.

Derfor er der sket et fald

I analysen kommer der to bud på, hvorfor er der kommet færre fonde og selvejende tilbud.

En faktor er adgangen til risikovillig kapital, da argumentet lyder, at fonde og selvejende institutioner har vanskeligt ved at tiltrække kapital til etablering, køb af ejendomme og kapacitetsudvidelser. Det skyldes ifølge analysen, at organisationsformen har begrænsede muligheder for at generere et økonomisk afkast gennem forretning og udbytteudbetaling. Det giver et mindre incitament for investorers til at stille kapital til rådighed og påvirker tempo og omfang i kapacitetsudvikling.

Så spiller de administrative og regulatoriske forhold en rolle, da fonde og selvejende institutioner er underlagt særlige krav i forbindelse med stiftelse, drift og vedtægtsændringer. Det gælder også krav om myndighedsgodkendelse i Civilstyrelsen og i nogle tilfælde Erhvervsstyrelsen.

Det kan give længere sagsbehandlingstider, øgede administrative omkostninger og usikkerheder omkring processerne.

Tre løsningsforslag

I analysen præsenterer LOS tre løsningsforslag, der kan styrke rammevilkårene for fonde og de selvejende tilbud.

Det er:

  • Bedre adgang til kapital: Eksempelvis gennem adgang til lånepuljer eller statsgaranteret låneordning
  • Administrativ forenkling og hurtigere processer: Mere smidig og forudsigelig procedurer for stiftelse og vedtægtsændringer - herunder kortere sagsbehandlingstider og gentænkning af den dobbelt godkendelsesordning i forbindelse med formålsbestemmelserne
  • Klar hjemmel til overskud og konsolidering: Entydige rammer for, at fonde og selvejende institutioner kan budgettere med overskud og opbygge egenkapital. Budgetterne godkendes af socialtilsynet, og midlerne anvendes til konsolidering og langsigtede investeringer.

Sidst opdateret: 16/04/2026 - 13:49

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]