Bogstavkombinationerne i de aktuelle regeringsforhandlinger kan blive skæbnesvangre for økonomien i omkring 50 kommuner - nemlig de som enten kan få store tab eller store gevinster på den udligningsreform, som det nye Folketing formentligt skal vedtage i foråret 2028.

Der er især fire grupper af kommuner, som har meget på spil:

København og en række af Vestegnskommuner, som risikerer at tabe store beløb på en udligningsreform, hvis den bliver meget fokuseret på de rent faglige kriterier og dermed tager et opgør med de mange politisk fastsatte særtilskud, som dybest set er en arv fra den gamle hovedstadsudligning.

En række vækstkommuner i særligt Jylland, som satser meget på, at en opdatering af kriterierne i udligningssystemet baseret på faglige analyser vil give dem en markant bedre udligning.

De rige især Nordsjællandske kommuner, som frygter, at de ligesom i 2021-reformen skal betale for flere penge til de fattige kommuner.

De fattige land- og yderkommuner, som på trods af den aktuelle massive overfinansiering af kommunerne har svært ved at få finansieringen til at række, og som aner morgenluft på grund af de mange politiske udsagn om et Danmark i balance og kritikken af postnummerlotterier.

Partiernes borgmesterinteresser trumfer oftest saglige analyser

Selvom stort set alle partier taler varmt for at løfte velfærden i de fattigste kommuner, så vil partierne hurtigt blive ramt af den brutale realitet, at en udligningsreform i udgangspunktet er et nulsumsspil. Hvis nogen skal have mere, må andre få mindre.

Den udfordring bliver endnu større af, at kommunerne i 2026 er overfinansieriet med omkring 8-9 milliarder kroner. Altså penge kommunerne modtager i finansiering, som de på grund af service- og anlægsrammerne ikke må bruge, og som derfor i stort omfang ender som ophobning af milliarder i kommunekasserne. Prognoserne peger på, at kommunernes kassebeholdninger vil runde 100 milliarder kroner inden den nye reform kommer til at træde i kraft, og der vil derfor komme et voldsomt pres for at reducere eller helt eliminere overfinansieringen i 2029-reformen, da de kommunale kasser i modsat fald vil nå et helt uholdbart niveau i løbet af 2030'erne.

Den brutale logik betyder, at hvis overfinansieringen reduceres kraftigt eller helt forsvinder, så vil der blive rigtig mange kommuner, som kommer til at tabe på udligningsreformen.

Al erfaring fra det moderne udligningssystems historie fra midten af halvfemserne har vist, at partiernes politiske interesse i at løfte deres egne kommuner meget hurtigt kommer til at trumfe de saglige analyser.

Og udsigten til at udligningsreformen ikke bare bliver et nulsumsspil, men bliver et spil om at bære en nedgang i finansiering på op til 8-9 milliarder kroner, vil givetvis skærpe partiernes kamp for egne interesser markant.

Derfor bliver det meget afgørende for de forskellige kommunegrupper, hvilke partier der kommer til at sidde i regering - og især hvem der får indenrigsministerposten (eller kommuneministerposten, hvis KL-toppen får sit ønske om et nyt ministerium opfyldt) og dermed kontrollen over det vigtige Finansieringsudvalg, som udarbejder analyser og forslag til reform.

Her er kommunernes sandsynlige venner

Et enkelt blik på landkortet herunder giver et tydeligt fingerpeg om, de enkelte partiers interesser.

SF vil have en entydig interesse i at beskytte især København og partiets historiske erobring af overborgmesterposten. Men to borgmesterposter i de københavnske omegnskommuner efter KV25 viser også, at partiet har en stor interesse i at fremme de hovedstadskommuner, som tidligere vandt stort på hovedstadsudligningen.

De Konservative har tidligere stået entydigt vagt om de rige hovedstadskommuner, som stort set var de eneste, som umiddelbart tabte på udligningsreformen i 2020. Men som landkortet også viser, så betød partiets imponerende høst af borgmestre efter KV25, at partiet nu har interesser for stort set alle andre kommuner end København og de tidligere modtagere af hovedstadsudligning - altså primært vestegnskommunerne.

Derfor må De Konservative på Christiansborg prise sig lykkelige for, at partiets stærke borgmester i Gentofte, Michael Fenger, er godt i gang med at samle bred kommunal opbakning til det synspunkt, at der er penge nok i systemet - de skal bare fordeles bedre. Det betyder på almindeligt dansk, at pengene til de fattigste kommuner skal komme fra København og de tidligere modtagere af hovedstadsudligningen.

Venstre blev Danmarks suverænt største borgmesterparti efter KV25, men partiet har stort set ingen interesser blandt de tidligere modtagere af hovedstadsudligning i København.

Derfor vil Venstre kæmpe for en omfattende og stærkt faglig analyse, som kan medføre en omlægning af udligningssystemet med stor vægt på fagligt baserede kriterier og et opgør med de politisk fastsatte tilskud i systemet.

Socialdemokratiet har - som kortet viser - de mest spredte interesser, men ikke længere det samme behov for at beskytte København. Umiddelbart vil Socialdemokratiet derfor have en interesse i en stærk faglig analyse, som kan skubbe ansvaret for store forandringer i systemet væk fra Folketinget og over på Finansieringsudvalget.

Moderaterne og De Radikale har få interesser i udligningssystemet og vil formentligt fokusere mere på en reform, som kan skabe ro om den kommunale udligning.

(Artiklen fortsætter under grafikken)

Partinteresserne bliver synlige allerede i efteråret 2026

Hvis man tænker, at partiernes interesser først bliver synlige i 2027, når de politiske forhandlinger om en udligningsreform går i gang, så tager man med stor sikkerhed gruelige fejl.

Lige nu ligger arbejdet i Finansieringsudvalget stille, men så snart en ny indenrigsminister sætter sig i stolen, så vil spillet om indholdet af en kommende analyse begynde at tage fart.

Hvis nogen tvivler på betydningen af signalerne fra en minister til regeringens repræsentanter i Finansieringsudvalget, så er det klogt at se på forløbet af den analyse af regionernes udligning.

Alt peger på, at Venstres indenrigsminister Sophie Løhde ganske enkelt fejede en den første analyse fra embedsmændene af bordet, fordi oplægget først havde udarbejdet et oplæg til en minimalistisk reform uden en stærk faglige analyse kritikerne.

Mens det første oplæg kun flyttede få hundrede millioner kroner, så lægger den nye analyse op til , at det gamle region hovestaden skal af med op imod tre milliarder kroner.

Retningen på analysen forud for 2029 reformen vil med stor sikkerhed blive farvet af både partifarven på den kommende indenrigsminister og farven af den politiske tyngde i regeringen.

Lidt firkantet sagt, skal København og de tidligere modtagere af hovedstadsudligning håbe på en stærk SF indenrigsminister i en regering uden indflydelse fra V og K.

Yder- og landkommunerne skal satse på at Sophie Løhde eller en anden Venstrepolitiker ender i indenrigsministerstolen, mens især de nordsjællandske kommuner og til dels de store bykommuner skal håbe på en vis konservativ indflydelse, som kan arbejde videre med det grundlag, som Michael Fenger er ved at få skabt.

Den store ubekendte er, hvad en socialdemokratisk minister vil gøre. Men det er formentligt mindre relevant, for med partiets ønske om at sidde på både stats- og finansministerposten, så ender indenrigsministerposten sandsynligvis hos et af de andre partier.