
"Det er jo en katastrofe, når Venstre skal være et landsdækkende parti, at vi ikke er repræsenteret i hovedstaden og i det hele taget blanket af øst for Storebælt, så vi står meget svagt," siger fagborgmester i Købehavn, Jens-Kristian Lütken. (Arkivfoto). - Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Efter 'katastrofe' vil V-fagborgmester støve partiets borgerlige værdier af
Jens-Kristian Lütken mener, at Venstre skal være tydeligere på de borgerlige, liberale værdier. For meget af det, et parti som LA har vundet frem på, ligger i Venstres bagkatalog.
Udgivet: 26/03/2026
Venstres resultat i hovedstaden efter folketingsvalget, og på Sjælland i det hele taget, er en katastrofe for partiet, siger fagborgmester i København for sundhed og omsorg, Jens-Kristian Lütken (V).
Partiet har ikke fået ét eneste mandat i København. Derfor er markante profiler såsom Jan E. Jørgensen og Linea Søgaard-Lidell sendt ud af Folketinget.
"Det er jo en katastrofe, når Venstre skal være et landsdækkende parti, at vi ikke er repræsenteret i hovedstaden og i det hele taget blanket af øst for Storebælt, så vi står meget svagt," siger han til NB-Kommune.
Faktisk er det blot lykkedes partiet at få fire mandater øst for Storebælt, fem hvis Bornholm bliver talt med.
"Det, der betyder noget fra mit lille udkigstårn i København, er at se, at vi er blevet totalt udraderet i hovedstaden, for det er katastrofalt," understreger Jens-Kristian Lütken.
Andre borgerlige lykkes
Mens Venstre er gået tilbage, dog stadig med titlen som det største borgerlige parti med 10,1 procent af stemmerne, så er det lykkedes både K og LA at få mandater i København, hvor de begge har fået to mandater.
"Det er jo sådan set opløftende, at der er nogen, der stemmer ud fra værdier, som Venstre i høj grad er bygget på," siger Jens-Kristian Lütken.
Han påpeger blandt andet, at Liberal Alliances kampagne, som har haft stort fokus på privat initiativ, hvor det ikke er staten, der bestemmer, og valgfrihed især i plejesektoren, også er elementer i Venstres politik, men som måske er kommet i baggrunden.
Han fortæller, at han som fagborgmester netop ser, at særligt på ældreområdet ønsker borgerne mere selvbestemmelse, blandt andet i forhold til selv at bestemme, hvor længe de kan blive boende i eget hjem.
"Det synes jeg jo også peger retning af, at københavnerne og danskerne tænker borgerligt liberalt. Og det er sådan en ting, vi i Venstre skal kunne levere på," siger han og uddyber:
"Meget af det, som Liberal Alliance vinder frem på, det findes i Venstre bagkatalog. Så nu gælder det om at tage chancen og støve noget af det af, som tidligere har gjort Venstre til et stort og vigtigt parti. Hvis vi ikke finder tilbage til det, så gør nogle andre det, som vi har set Liberal Alliance gøre i første omgang," påpeger Jens-Kristian Lütken.
Skal have styr på miljøområdet
Jens-Kristian påpeger, at beskyttelsen af drikkevandet, som har fyldt massivt i valgkampen, er en af de udslagsgivende årsager til resultatet.
Mens partiet har holdt fast i grøn trepart som vejen frem til et sprøjteforbud for at beskytte drikkevandet, har andre partier ført sig frem på dagordenen – noget, som ifølge Lütken har haft store konsekvenser for stemmetallene.
"Der er rigtig mange danskere, inklusiv mig selv, som er rigtig bekymrede for vores natur og miljø. Der er desværre et fravær af borgerlige, liberale visioner for det område," siger han.
"For selvom der er mange gode resultater fra regeringen, som vi jo har været en del af, så mangler der at blive formuleret noget helt skarpt på, hvor vi står på det område. For ingen er i tvivl om, at vi vil føre en stram udlændingepolitik, men der mangler nok et krystalklart billede af, hvad Venstre vil på miljøområdet," tilføjer han.
Derfor mener han, at når partiet skal se frem, skal man være tydeligere på, hvordan man vil beskytte naturen.
"Løsningen er jo så, at vi bruger rigtig meget tid på at politikudvikle på det her område og få en vision for, hvad vi gerne vil på miljøområdet – det nære miljø og havmiljøet," siger han og tilføjer:
"Og navnlig for et parti, som ligesom er vokset ud af at leve med og af naturen. Så det her med at passe på vores omgivelser, det synes jeg jo, er en kerneliberal værdi og ikke noget, som er forbeholdt den yderste venstrefløj," siger han.
Byråd spiller en rolle
Ifølge Jens-Kristian Lütken er det også vigtigt at være bredt repræsenteret i byrådene.
"Nøglen til at blive et stort parti igen er, at vi er til stede i hovedstaden, også markant til stede. Blandt andet i kredsen, men også i kommunalbestyrelserne i hele Københavns omegn," understreger han.
Han mener, at formand, Troels Lund Poulsen, er lykkedes med at samle partiet op og samle det efter en svær tid, da Jakob Ellemann-Jensen gik af.
"Troels har formået at samle Venstre efter et meget, meget voldsomt stormvejr, og jeg tror på, at han er den rette til den videre proces," afslutter fagborgmesteren.
Sidst opdateret: 26/03/2026 - 14:14









































