
Stop for overfinansiering bremser voksende kassebeholdninger - men skaber et andet problem
Hvis likviditetsudviklingen bremses i 2029 vil det blive et problem for de kommuner der ikke har fået opbygget en fyldig kassebeholdning.
Udgivet: 16/03/2026
Det vil få stor betydning for kommunernes likviditetsophobning, hvis kommunernes overfinansiering ophører med udligningsreformen, der skal træde i kraft i 2029.
For KL er klar til at opgive den milliardstore overfinansiering af kommunerne, der siden udligningsreformen fra 2021 har ligget på 6-9 mia. kr. om året, hvis man til gengæld får den helt rigtige udligningsreform.
Da det er overfinansieringen, der i overvejende grad har drevet den voldsomme udvikling i stigningen af kommunernes likviditet, vil et stop for overfinansiering også betyde et stop for de kraftigste stigninger i likviditetsniveauet.
Ifølge udligningsekspert Niels Jørgen Mau, projektchef emeritus hos VIVE, er det umiddelbart en måde at få stoppet den udvikling, hvor alt for mange af skatteborgernes penge ligger stille uden at kunne blive brugt, og få stoppet en skæv udvikling:
"Man kan sige, at situationen ikke bliver mere skæv, end den er nu. Hvis man stopper overfinansieringen, så står man jo stille på det niveau, man nu er nået op på. Og vi er jo snart oppe på omkring 72 milliarder kroner, som selvfølgelig er meget ulige fordelt. Der vil jo så heller ikke ske nogen omfordeling mellem kommunerne af likviditeten."
Pakkeleg kan slutte i 2029
Men det giver også et nyt problem i forhold til kassebeholdningerne, for så bliver 2029 en slags sluttid for en gigantisk kommunaløkonomisk pakkeleg. Man har indtil 2029 til at skrabe sammen, og så er det slut. Men af alle mulige forskellige årsager vil en række kommuner have meget forskellige forudsætninger for overhovedet at kunne skrabe noget sammen. Nogle kommuner har brug for hver en krone, andre har været ramt af begivenheder, der har gjort, at man midlertidigt har få midler i kassebeholdningen. De kommuner kunne, hvis overfinansieringen havde fortsat eksempelvis fem år mere, alt andet lige have haft mulighed for at øge deres likviditet væsentligt.
"Dem, der har en likviditet af betydelig størrelse, kan jo bruge noget af den til anlæg. Og så er det jo også sådan, at afkastet af kassebeholdningen – når den er lovligt anbragt – forbedrer økonomien i de kommuner, der har de store beholdninger."
Store forskelle mellem kommunerne
Hvis overfinansieringen ryger i januar 2029, og likviditetsudviklingen så også går i stå, vil kommunerne være låst over for hinanden med få muligheder for fremadrettet at indhente andre kommuner. Tværtimod vil de rigeste kommuner via en investeringsforening kunne investere deres kassebeholdning og dermed udnytte deres likviditet til at generere endnu mere likviditet og endnu mere skævhed.
"Udgangspunktet er nok, at der ikke er så meget at gøre ved den her fordeling, der nu en gang er. Og den er ret ulige."
Kassebeholdningen efter kassekreditreglen er ikke altid en særlig præcis indikator for en kommunes situation. Der kan være store kassebeholdninger, fordi man sparer op, der kan være små, fordi man lige har brugt ressourcer på et anlægsprojekt – og så kan der være særlige lokale forhold og særlige økonomiske forhold, eksempelvis kommuner med sale and lease back-projekter.
Sidst opdateret: 16/03/2026 - 14:12









































