
I november 2020 åbnede Google et milliarddyrt datacenter i Fredericia. De tre 'hyperscale' datacentre, som Meta, Apple og Google i dag driver i Danmark, er blandt de største enkeltforbrugere af el i Danmark. I de kommende år udbygges flere datacentre, og det lægger større pres på Energinet. - Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Datacenter
To gigantiske datacentre på vej: Kan Energinet følge med?
Det statslige Energinet er under et kollosalt pres for at udbygge elnettet i takt med det stigende behov for data. To store datacentre er på vej i Holbæk og Guldborgsund, og det kan udfordre elnettet.
Udgivet: 12/03/2026
I Holbæk Kommune skal et nyt "hyperscale"-datacenter med op til 150.000 etagemeter og hundredtusinder af servere levere datakraft og lagringskapacitet til kunstig intelligens, sociale medier, streamingtjenester og andre it-funktioner.
Datacentret bliver ifølge borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S) et af de største i Norden, og borgmesteren er "enormt glad" ved udsigten til de mange nye arbejdspladser, datacentret kan give Holbæk.
Det var i september 2024, at man i Holbæks kommunalbestyrelse besluttede at udarbejde en lokalplan for området, så det lokale entreprenørselskab EMCH nu kan søge aftaler med internationale datacenteroperatører om at rykke ind som brugere, når datacentret forventes at stå klar om fem-seks år.
Men borgergruppen 'Ét Grønt Holbæk' er bekymrede. I Dagbladet Information rejser de spørgsmålet, om Energinet og udbygningen af elnettet kan følge med de store datacentres indtog.
"Vi er imod, at der placeres et kæmpestort infrastrukturprojekt, der kommer til at lægge beslag på ekstreme mængder strøm på et presset energinet," siger Alberte Møller, der bor i kommunen og er aktiv i 'Ét Grønt Holbæk' til avisen.
Projekter kan ikke realiseres
Ifølge Brian Vad Mathiesen, professor i bæredygtig energiplanlægning ved Aalborg Universitet, er der grund til bekymring på den korte bane. Energinet og udbygningen af elnettet er ifølge professoren så presset, at det i dag ikke kan følge med datacentrenes indtog.
"Både netselskaber og Energinet er under et stort pres. Men det er også tydeligt, at den måde datacentre har meldt ind på gør, at vi overvurderer behovet. Jeg har talt med mange kommuner, hvor datacentre i et omfang langt større er meldt ind, og hvor man jubler i kommunen. Men hvor projekterne ikke realiseres. I øjeblikket er der et arbejde i gang, hvor nettet skal prioriteres," siger Brian Vad Mathiesen til NB-Forsyning & Klima.
"Pladsen i nettet er udfordringen. Og den skal afgøres lokalt. Det er ikke strømmen, der mangler. Vi skal have et bedre overblik, og jeg er sikker på, at der bliver plads til rigtigt mange datacentre i Danmark. Muligvis også i Holbæk," fortsætter han.
Brian Vad Mathiesen er altså ikke bekymret for, at man i Holbæk Kommune vil placere et nyt stort datacenter, som ifølge ansøgningen skal have en kapacitet på 350 megawatt og beslaglægge et strømforbrug på 3.000 gigawatt-timer om året.
"Nej, det er jeg ikke, men det afhænger mere af elnettet end forbruget. Et datacenter kører ikke hele tiden, da strømprisen nogle gange er høj. Derfor vil strømforbruget i det eksempel snarere være omkring 2.000 gigawatt-timer. Det er også meget. Det er mit håb, at vi fremover får økonomiseret vores elnetadgang til datacentre, så de både får dyrere og billigere strøm, afhængigt af mængden af vedvarende energi og oveni et priselement for netadgangen, hvor nettet nogle gange er billigt at bruge, og andre gange dyrt, afhængig af om der er ledig kapacitet eller ej."
Danmark har ifølge Brian Vad Mathiesen i den grad brug for nye datacentre:
"Men strømforbruget vokser ikke alene på grund af det, men fordi mange bække små giver et meget højere elforbrug. Det er dog vigtigt, at man i for eksempel Holbæk også sørger for mere vindmøllestrøm, da forbruget skal dækkes af ny vedvarende energi," lyder det fra professoren.
Amerikanske datacentre er blandt de største enkeltforbrugere af el i Danmark
Datacentre er en vigtig del af vores digitale samfund.
Hver eneste dag er vi i vores privatliv eller på vores arbejde i berøring med mange forskellige datacentre, når vi bruger internettet.
Men datacentrene bruger meget strøm.
Meta, Apple, Google og Microsoft står for de fire “hyperscale”-datacentre, der i dag er i drift i henholdsvis Odense, Viborg, Fredericia og København, og som er blandt de største enkeltstående elforbrugere i landet.
Med nye datacentre på vej rejser det spørgsmålet, om elnettet kan følge med.
Kilde: AI-Portalen
Milliardinvestering i Guldborgsund
Projektet i Holbæk vil, hvis det bliver til virkelighed, blive et af de største datacentre i Danmark og i Europa. I november præsenterede Guldborgsund Kommune planer for et lignende projekt, et "hyperscale"-datacenter på 350 megawatt.
Kommunen er længere i processen end Holbæk, og man har indgået en aftale med det tyske selskab GARBE Data Centers, som har købt 35 hektar til et AI-datacenter i kommunen. Det er "den største jordhandel i kommunens historie," lød det blandt andet i en pressemeddelelse.
Aftalen kan ifølge Guldborgsund Kommune udløse en investering på op til 20 milliarder kroner og skabe "hundredvis" af arbejdspladser på Nordfalster.
"Der kommer en virksomhed, som vil skabe mellem 400 og 800 arbejdspladser – og det er rigtig meget i Guldborgsund-kontekst. Det vil også være en type arbejdspladser, som vi ikke har i forvejen," siger borgmester i Guldborgsund Kommune, Simon Hansen (S), til NB-Forsyning & Klima.
Ifølge Energinet vil datacentrets kommende elforbrug svare til otte gange det samlede forbrug i Guldborgsund Kommune i dag.
"Ulempen er, at det bruger en masse strøm, og det skal vi finde ud af, hvordan vi kan løse. Jeg håber, at Energinet vil prioritere projekter, der er tæt på realisering, for vi er fuldstændig klar til at gå i gang. Vi har ikke mødt lokal modstand, og jeg ser flere fordele ved projektet. Datacentret kan for eksempel også skabe overskudsvarme, som vi kan bruge til billigere varme til vores borgere," lyder det fra Simon Hansen.
NB-Forsyning & Klima har forsøgt at få et interview med borgmester i Holbæk Kommune, Christina Krzyrosiak Hansen (S). Hun har ikke ønsket at stille op til interview.
Sidst opdateret: 29/04/2026 - 09:53
Temaer: Datacenter










































