
KL-formand Martin Damm tog i 2023 alt unødigt bureaukrati under armen i en papkasse til møde med finansministeren. - Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Disse fire ting er den afgående KL-formand stolt af
Fire år, fire nedslag og fire finansministre. I dette interview ser Martin Damm tilbage på tiden som formand for KL. Det begynder med en særlig papkasse, som han tog med til økonomiforhandlinger i Finansministeriet.
Udgivet: 12/03/2026
Det mest ikoniske pressefoto af Martin Damm i denne formandsperiode er nok fotoet af, at han går ind i Finansministeriet med en tung papkasse. Papkassen med alle reglerne. Det var en lidt mere aktivitisk KL-formand, end man var vant til at se.
"Selvfølgelig var det en gimmick. Det var bare sådan en idé, der opstod, og så trykte vi dem og lavede de der kataloger," mindes Martin Damm.
Vi møder ham over morgenkaffen i ankomstområdet til Kommunaltpolitisk Topmøde i Aalborg Kongrescenter, lige inden han skal holde sin sidste tale som formand.
Da han tiltrådte i 2021 var det en hovedopgave for ham at få foreningen, der omfatter alle 98 kommuner, til at stå sammen.
"Det var ikke altid, man havde den fornemmelse. Der var mange ting, der skilte os," husker han.
Der var flere dagsordener at samle kommunerne om. Èn af dem, der kunne samle kommunerne, var et stort ønske om mindre statslig detailstyring, eksemplvis af jobcentrene.
"Det blev dårligere. Det blev meget mere bureaukratisk og førte til en dårligere opgaveløsning," siger han og fortsætter:
"Det trængte til et kærligt eftersyn rigtig mange steder. Skulle vi ikke prøve at give plads til, at man har kommuner, fordi landet er forskelligt, og den samme løsning ikke nødvendigvis passer det ene sted og det andet sted. Og skulle vi så ikke også få bakket Christiansborg lidt og få moderniseret lidt."
En anden dagsorden, der har kunnet samle kommunerne, er det kommende eftersyn af udligningssystemet.
"Vi har kunnet blive enige om, at vi nu vil have det store eftersyn, altså en rigtig regnemaskine. Man kan altid diskutere parametrene, men det skal jo være nogle, der er relativt robuste og har med virkeligheden at gøre. Det er jo en politisk afvejning, hvor meget man vil skrue op og ned, men den skal jo virke. Det synes jeg er lykkedes."
Martin Damm har et råd til den kommende regering om at lade være med at falde i de fælder, hvor de centrale instrukser bliver meget konkrete og undgå statslig detailstyring.
På samme tid har en række partiledere i valgkampen udtalt, at penge til nye politiske initiativer skal udenom rådhuset, fordi de forsvinder i kommunalt bureakrati. På samme måde som staten ikke skal fylde for meget, skal rådhuset heller ikke gøre det, medgiver Martin Damm:
"Det er jo fuldstændig en parallel til staten mod kommunerne. Hvis rådhuset lige pludselig begynder at mikrostyre alle institutioner, så får du egentlig også en dårlig opgaveløsning derude. Der skal de jo give plads til skolebestyrelser osv. Så man skal jo give et rum, men du er jo nødt til at placere det samlede ansvar på dem, der er valgt og ikke gå uden om dem. Fuldstændig som folketingspolitikerne vil sige, at det er nu meget fornuftigt, at der er en regering og nogen, der har ansvaret for helheden og sætter nogle rammer, men de skal ikke mikrostyre".
Fire nedslag
Når Martin Damm tænker tilbage på de sidste fire år, så fremhæver han fire ting: Udover eftersynet af udligningssystemet er han stolt af kommunernes håndtering af 66.000 ukrainske flygtninge, han er glad for at kommunerne har fået en central rolle i den grønne trepart og de gode økonomiaftaler med et sporskifte.
Kan sporskiftet fortsætte?
"Der er mulighed for det. Når man følger folketingsvalgkampen, så kan man godt se, at de godt nok langer mønter ud over disken. Og hvis bare noget af det skal flyve, og vi skal investere i forsvar og sikkerhed osv., så er det råderum brugt op til flere gange," siger han og fortsætter:
"Det bliver en politisk diskussion. Dem, der måtte skulle danne en regering, vil de bruge hele råderummet selv? Så er der jo ikke noget til os jo. Hvor kommer skyderen til at stå? Det er jo noget noget valgmekanik i det, altså hvis du har en mindretalsregering, der skal ud og skaffe flertal til en finanslov, så er den nødt til at fordele noget mere ind over det bord (finanslovsforhandlingerne red.), og så er der jo mindre på det andet bord (økonomiforhandlingerne red.). Nu har vi haft en flertalsregering. Den har haft et andet syn på det, fordi den har kunnet lave en finanslov, hvor den kan understøtte."
Fire finansministre
Det er ikke første gang, Martin Damm takker af som formand for KL. Første gang var i 2017. I løbet af de to perioder har han forhandlet om kommunernes økonomi med fire finansministre: Bjarne Corydon, Claus Hjort Frederiksen, Kristian Jensen og senest Nicolai Wammen.
"Nogle starter jo tæt på der, hvor det kan slutte. Og andre starter himmelrådende. Jeg har kunnet lide dem alle sammen på hver deres måde. Hatten af for dem, der tager det job, må jeg bare sige. Det er virkelig ... Man tænker bare, 'det var dét liv'."
Har det været 'dét liv' at du har været KL-formand samtidig med, at du har været borgmester?
"Nej, men det er da klart, at jeg har brugt noget tid på det. Det må jeg da erkende. Men der er jo stordriftsfordele. Hvis du er formand for KL og er med til økonomiforhandlinger, så har din kommune jo også glæde af, at du faktisk ved, hvad der står i den, og hvordan alting virker. Du får jo en indsigt, der kan gøre dig bedre som borgmester samtidig, så der er en sammenhæng. Som finansminister er det i døgndrift og for alle områder."
Han er ved at runde af:
"Du kan tage det her topmøde. Jeg ville jo have været her alligevel som borgmester."
Sidst opdateret: 12/03/2026 - 13:32









































