
"Når et enkelt projekt kan have et energiperspektiv på op mod 800 megawatt, er det ikke længere rimeligt at lade det strategiske ansvar hvile på et lokalt byråd. Det ansvar tilhører Folketinget og regeringen," siger Allan Tirsgaard (K), formand for Erhverv-, Turisme- og Beskæftigelsesudvalget i Faxe Kommune. - Foto: Konservative Folkeparti/Pressefoto
Datacenter
Udvalgsformand efterlyser samlet national strategi for datacentre
De lokale politikere tager lige nu stilling til et stort antal datacentre. Projekterne har så massivt et energiforbrug, at beslutningerne bør flyttes fra byrådene til Folketinget, mener udvalgsformand.
Udgivet: 30/04/2026
Danmark står midt i en "energirevolution". Transporten elektrificeres, industrien omlægges, der bygges mere vind og sol og åbnes for nye typer af meget store elforbrugere som datacentre og PtX.
Udviklingen kan på den ene side skabe muligheder for vækst, investeringer og nye arbejdspladser i kommunerne.
Men samtidig står de lokale politikere over for et paradoks: Mens energisektoren er i gang med at blive reformeret, bliver projekter som datacentre pakket sammen i et elnet, der i sin grundstruktur er bygget til en anden tid.
Det mener formand for Erhverv-, Turisme- og Beskæftigelsesudvalget i Faxe Kommune, Allan Tirsgaard (K), som NB-Forsyning & Klima har interviewet.
"Vi står på tærsklen til en energi- og teknologirevolution. Derfor skal vi ikke kigge bagud, men i stedet spørge hvordan vi planlægger systemet, så det også er holdbart om 50 år," siger han.
Revolutionen mærkes meget konkret i Faxe Kommune. Faxe Byråd sidder i øjeblikket med en ansøgning skrevet af den nordiske virksomhed atNorth om et gigantisk datacenterprojekt på op mod 800 megawatt i Haslev-området.
"Det er i udgangspunktet et spændende projekt, som kan skabe lokale arbejdspladser. Men det er ikke en nem beslutning, og sagen rækker langt ud over det lokale," siger Allan Tirsgaard.
Gigantisk elforbrug
Energinet er presset i bund, og når der ligger meget store mængder nyt forbrug i kø til elnettet, kan udfordringen ikke reduceres til et spørgsmål om at bygge lidt hurtigere eller at behandle lidt flere sager, lyder det.
"Det er efter min opfattelse ikke rimeligt at forvente, at Energinet alene skal geare Danmark til fremtiden, hvis den overordnede nationale prioritering ikke er truffet politisk. Det er et nationalt strategisk spørgsmål," siger Allan Tirsgaard.
Datacentret i Haslev gør diskussionen om Energinet meget konkret. I det materiale, som byrådet i Faxe lokalt behandler, er projektet beskrevet som 250 megawatt i første etape med mulighed for udvidelse til op mod 800 megawatt.
Ved fuld udbygning svarer 800 megawatt til et årligt elforbrug på omkring 7.008 GWh. Med en enkel tommelfingerregel på 4.000 kWh om året pr. husstand svarer det ifølge Allan Tirsgaard til cirka 1.752.000 husstandes årlige elforbrug.
"Det er en størrelsesorden, der i sig selv viser, at vi ikke længere kun taler om en lokal plansag," siger Allan Tirsgaard.
Bør ikke være kommunal beslutning
Udvalgsformanden rejser spørgsmålet: Ville nogen mene, at Faxe Kommune alene skulle kunne beslutte at etablere eksempelvis et atomkraftværk i kommunen uden national indblanding?
"Næppe. Alle ville straks forstå, at der var tale om et nationalt infrastrukturanliggende. Det samme bør gælde, når vi står med et elforbrug i kraftværksstørrelse. Forskellen er blot, at der her er tale om et enormt forbrug og ikke en enorm produktion. Så store anlæg bør ikke være op til den enkelte kommune at beslutte," siger Allan Tirsgaard.
Danmark bør derfor ifølge udvalgsformanden tænke i nye energikorridorer. I andre sektorer har man for længst erkendt, at nye behov i stor skala ikke altid kan presses ind i den gamle struktur.
Han giver eksemplet med, at mange lande ikke blot lagt højhastighedstog oven på det konventionelle jernbanenet, men etableret dedikerede linjer, fordi hastighed, kapacitet og driftsmønster kræver en anden type infrastruktur.
"Det er ikke en perfekt 1:1-sammenligning, men princippet er relevant. Når et nyt system er markant større og mere krævende, må infrastrukturen tænkes derefter," siger Allan Tirsgaard.
Den samme logik bør altså gælde på energiområdet, mener udvalgsformanden.
"Når vi står med megaforbrugere i størrelsesordenen flere hundrede megawatt, bør vi seriøst drøfte, om de fortsat bare skal kobles på det almindelige net, eller om de i højere grad bør tænkes ind i særskilte energikorridorer og dedikerede forsyningsløsninger," siger han og tilføjer:
"Placeringen af denne type anlæg bør ikke alene bero på, hvor en konkret ansøgning opstår, men på en samlet national vurdering af fremtidens energiknudepunkter, transmissionsbehov og produktionsmønstre."
Faxe står ikke alene
Byrådet i Faxe står ikke alene om dilemmaerne. I Aalborg blev et datacenter på 100 megawatt helt droppet tidligere i år, i Holbæk er en borgerbevægelse gået sammen imod et datacenter på 350 megawatt og i Varde har virksomheden atNorth, som også er operatøren bag datacenteret i Faxe, planer om at udvikle et datacenter på 500 megawatt.
I Esbjerg og på Falster er to datacentre på henholdsvis 550 megawatt og 350 megawatt også offentliggjort.
"Min pointe er, at vi skal sige ja til projekterne på en mere gennemtænkt måde. Derfor bør regeringen og Folketinget indarbejde en egentlig national strategi for de el-intensive megaforbrugere i et kommende regeringsgrundlag. En sådan strategi bør tage stilling til, hvilke typer megaforbrug Danmark ønsker at prioritere, hvor datacentrene skal placeres, hvordan de skal forsynes, og hvordan de infrastrukturelle omkostningerne fordeles rimeligt," siger Allan Tirsgaard og tilføjer:
"For hvis vi ikke tager den diskussion nu, risikerer vi, at enkeltsager og tilfældige ansøgninger i praksis kommer til at definere retningen for en af de største infrastrukturelle omstillinger i nyere tid. Det er hverken rimeligt over for kommunerne, over for borgerne eller over for Energinet. Når et enkelt projekt kan have et energiperspektiv på op mod 800 megawatt, er det ikke længere rimeligt at lade det strategiske ansvar hvile på et lokalt byråd. Det ansvar tilhører Folketinget og regeringen."
Allan Tirsgaard peger desuden på, at der generelt kan være lokale forhold for naboer, som bør og skal adresseres, så byrådet sikrer en særlig hensynstagen til naboernes situation i processen:
"Vi skal sikre, at naboerne bliver behandlet ordentligt. Det kan være frustrerende og angstprovokerende for naboer, der bliver låst i processen. Det var nok ikke derfor, man flyttede på landet, hvis 200 hektar landbrugsjord skal bruges til et datacenter."
Sidst opdateret: 04/05/2026 - 12:14
Temaer: Datacenter











































