
Det Radikale Venstres formand Martin Lidegaard vil flytte det specialiserede socialområde fra kommunerne til regionerne. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Partier vil flytte handicapområdet væk fra kommunerne
I TV2's partilederrunde fyldte det specialiserede socialområde i debatten, hvor flere partier var åbne for at flytte det væk fra kommunerne. Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde afviste idéen.
Udgivet: 12/03/2026
Skal det specialiserede socialområde flyttes fra kommunerne til regionerne? Det spørgsmål fyldte i partilederdebatten fra FÆNGLSET i Horsens, hvor det specialiserede socialområde var på dagsordenen.
Her ville både Det Radikale Venstre og Alternative flytte området væk fra kommunerne.
"Nu er jeg så gammel, at jeg engang også har siddet i amtsrådet, dengang vi havde amter i Danmark før regionerne, hvor der også lå en stor del af handicapområdet. Det var altså ikke sådan, at det hele bare var super fedt dengang. Amterne var massivt kritiseret for indsatsen. Så det er lidt letkøbt at sige: Vi skal bare lige flytte det."
Indenrigs- og sundhedsminister, Sophie Løhde (V)
Det var en partilederdebat mellem seks partier, hvor de skulle svare på spørgsmål fra udvalgte vælgere.
Følgende partiledere deltog: Inger Støjberg (DD), Pia Olsen Dyhr (SF), Franciska Rosenkilde (Å), Martin Lidegaard (RV), Mona Juul (K) og indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V), der var med på et afbud.
I debatten foreslog Det Radikale Venstres formand Martin Lidegaard, at handicapområdet flyttes fra kommuner og over til regionerne. Han mente, at borgere med handicaps vilkår blev forringet markant, da området blev flyttet til kommunerne ved Strukturreformen, da mange kommuner er alt for små til opgaven.
"Jeg så faktisk gerne, vi tog det tilbage til regionerne, fordi jeg tror, det hænger bedst sammen på den måde. Og jeg tror, du vil få en større retssikkerhed, en mere kvalificeret behandling og en lettere sagsbehandling."
Samtidig mente han, at de private bosteder har gjort området dyrere.
Alternativet var også åben overfor idéen med et opgaveflyt fra kommunerne til regionerne, ligesom Franciska Rosenkilde slog en slag for en forvaltningsdomstol, som partiet længe har arbejdet for.
Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde afviste idéen om at flytte området fra kommunerne, og kaldte det et lidt let svar.
"Nu er jeg så gammel, at jeg engang også har siddet i amtsrådet, dengang vi havde amter i Danmark før regionerne, hvor der også lå en stor del af handicapområdet. Det var altså ikke sådan, at det hele bare var super fedt dengang. Amterne var massivt kritiseret for indsatsen. Så det er lidt letkøbt at sige: Vi skal bare lige flytte det."
Det fik opbakning fra Danmarksdemokraterne, hvor Inger Støjberg talte om det vigtige ved nærheden. Her understregede hun, man som borgere kender de kommunale politikere bedre end de regionale.
Hvorfor fylder det ikke i valgkampen?
Partierne blev også spurgt til, hvorfor området ikke fyldte mere i valgkampen. Her skød De Konservatives Mona Juul tilbage og spurgte, hvorfor emnet ikke var en del af TV2's kandidattest.
Hun hæftede sig ved, at det var et større tema ved kommunalvalget, og at rammeaftalepartierne på handicapområdet løbende lavede aftaler på området for at forbedre vilkårene. Da hun blev presset for at komme med nye initiativer, åbnede op for, at der skulle være en handicapminister.
Debatten kom hurtigt til at handle om både retssikkerhed og økonomi, hvor Pia Olsen Dyhr hæftede sig ved de høje omgørelsesprocenter på området og mente, der var brug for flere ressourcer.
"Det er fordi, de ikke sørger for, der er den hjælp ude i kommunerne. Og det er fordi kommunernes budgetter ikke er særlig gode i øjeblikket, hvis vi skal være ærlige."
Hun mente også, det var en skandale, at borgere med handicap, når de flyttede til en anden kommune, skulle genansøge om at få hjælpemidler, den gamle kommune allerede havde visiteret dem til.
Kritikken af de manglende ressourcer blev dog afvist af indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde.
"Det er mageløst at høre SF med, at vi slet ikke bruger nok penge. Kommunerne har fået det største økonomiske løft i 15 år. Vi har aldrig brugt flere penge også på det specialiserede socialområde."
Her mente hun, det var ulykkeligt, at tilfredsheden ikke fulgte med, hvilket affødte et behov for både at diskutere brugen af pengene, og hvordan man kunne hjælpe flere.
Både SF, Venstre og Danmarksdemokraterne kaldte på en forenkling af hjælpemiddelsområdet, så det var mere tillidsbaseret, hvilket også er en del af rammeaftalen. Kort før valgudskrivelsen pågik der forhandlinger om netop hjælpemiddelsområdet.
"Der er ikke nogen, der beder om en toiletforhøjer, hvis man ikke har brug for det," sagde Sophie Løhde afslutningsvist.
Sidst opdateret: 12/03/2026 - 10:30









































