Alt peger på, at det snart vil være slut med de historisk gode økonomiaftaler til kommuner og regioner. Udgifterne til forsvar og sikkerhed vil de kommende år sluge så stor en del af de offentlige finanser, at den til enhver tid siddende regering vil blive tvunget til at prioritere strammere.

Det korte facit er derfor, at medmindre Danmark får en regering efter et valg, som er klar til løbende at hæve skatterne, så vil regeringen blive tvunget til at stramme skruen i forhold til kommunerne og regionerne sammenlignet med de seneste to år, hvor SVM-regeringen fandt penge til historisk gode økonomiaftaler til både regioner og kommunerne.

Det er i den sammenhæng værd at bemærke, at Socialdemokratiet allerede har givet løfte om, at finde fem milliarder kroner til forslaget om "lilleskolen", og det vil i praksis sige nye skatter. Om det så bliver boligskatten, en genindførelse af formueskatten eller noge helt tredje det er stadig uvist.

Med de aktuelle meningsmålinger peger alt på, at en rød regering bliver afhængig af De Radikale eller Moderaterne. Begge partier har historisk abonneret på en politik med fokus på at øge størrelsen af samfundskagen gennem øget arbejdsudbud blandt andet gennem målrettede skattelettelser. Og Lars Løkke afviste direkte på dagens pressemøde at hæve skatterne, som ifølge ham allerede er i den høje side.

Derfor tyder alt på, at medmindre Folketinget får et rent rødt flertal venstre om både De Radikale og Moderaterne, så vil en kommende regering blive tvunge til at prioritere velfærdsmilliarderne strammere. Og skulle det blive en ren blå regering højre om både Moderaterne og De Radikale, så har de fire mørkeblå partier lovet vælgerne at prioritere skattelettelser højere end SVM-regeringen har gjort.

Men også i det scenarie er det værd at bemærke, at Venstres økonominister Stephanie Lose eksplicit forpligtede sig til at dække udgiften til ændret demografi, hvilket primært vil sige flere ældre.

Kommuner skal forberede sig på løft mellem 1 og 2 milliarder de kommende år

De tre partier bag SVM-regeringen har med dagens plan reelt forpligtet sig til nogle rammer for den økonomiske politik frem til 2035. I og med at ingen regering kan dannes uden om mindst et og formentligt to af SVM-partierne, skal man tage rammen i 2035 planen helt alvorligt.

Det er klart, at en kommende regering dels kan vælge at prioritere de små rester, der er tilbage, og prioritere nye områder, hvis man vel at mærke kan finde finanseringen.

Afhængig af valgets tale, så er det bedste bud, at kommunerne ser ind i økonomiaftaler med et løft af servicerammen i et spænd mellem ren dækning af det demografiske træk og et løft på omkring et par milliarder. Regionerne ser formentligt frem til mindre løft, end de har fået de seneste år.

Populært sagt bliver det præcise beløb i det spænd til kommunerne afgjort af, hvor stor en styrke de enkelte partier får. Venstre og Moderaterne vil trække mod milliarden og Socialdemokratiet vil trække mod de to milliarder. Om lilleskolen får finansiel luft under vingerne er stærkt tvivlsomt, simpelthen fordi Socialdemokratiet får svært ved at skaffe støtte til finanseringen.

Forskellen på de historiske løft af servicerammen med 3,2 milliarder og den ene milliard, der dækker demografien, er større end tallene umiddelbart viser. Det skyldes, at man skal se på, hvor mange penge der er til velfærdsløft efter demografien. I et scenarie hvor demografien kun dækkes, så går restbeløbet til velfærdsløft fra 2,2 milliarder til 0, og selv i et socialdemokratisk domineret løft på to milliarder, ja så vil velfærdsløftet gå fra de 2,2 til 1 milliard - altså mere end en halvering.

Alle ansvarlig byråd skal igang med råderumsprojekter

Nu er det op til landets kommunalbestyrelser at udvise samme ansvarlighed som regeringen og lægge deres egne 2035-planer baseret på de nye og lidt mere magre fremtidsudsigter for væksten i de økonomiske rammer.

En sådan 2035-plan skal allerede i indeværende valgperiode indeholde større reformtiltag - eller råderumsprojekter som det ofte kaldes - der gennem større strukturelle tiltag på et område sikrer mere service for færre penge. Og så er det jo de økonomiske udsigter som afgør, hvordan splittet mellem besparelser til kommunekassen og bedre service til borgerne skal være.

Alternativet til sådan en langsigtet råderumsplan er paniksparerunder med de evindelige sparekataloger som borgerne og ikke mindst de ansatte er hamrende trætte af. Og med god grund. For de er udtryk for en svag topledelse i kommunen, som ikke er i stand til at se nogle år frem.

Og glem ikke, at topledelsen i en en kommune er kommunalbestyrelsen, som har både retten og pligten til at sikre en velfungerende administration.