
Odsherred Kommune har ansat en ny kommunaldirektør. Dermed er der nu syv kommuner, der stadig står uden en fast kommunaldirektør. - Foto: Region Sjælland
Kommune hyrer tidligere borgmester som ny kommunaldirektør
Odsherred Kommune har ansat tidligere borgmester og regionsdirektør som ny kommunaldirektør. Syv kommuner mangler stadig at ansætte faste kommunaldirektører.
Udgivet: 17/02/2026
Odsherred Kommune har ansat en ny kommunaldirektør, der kommer fra flere markante stillinger som både borgmester og topleder i Region Sjælland.
Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
"Jeg er meget glad for, at vi har fundet en kommunaldirektør med så stærk en ledelsesbaggrund og indsigt i en kommunes udfordringer, drift og økonomi. Vores målsætninger i den kommende tid er at fastholde balancen i økonomien, skabe ro, styrke samarbejdet internt og sætte endnu mere fokus på udvikling af kommunen," siger borgmester i Odsherred Kommune, Hanne Pigonska (V), i pressemeddelelsen.
Valget er faldet på Mette Touborg, der tidligere har været SF-borgmester i Lejre Kommune fra 2010 til 2016. Siden har hun været en del af topledelsen i Region Sjælland, først som sygehusdirektør på Holbæk Sygehus og senest som direktør for regionen.
"Hun har en særlig indsigt i sundheds- og plejeområdet, der er en af fremtidens store udfordringer – ikke bare i Odsherred men i alle kommuner. Jeg ser meget frem til samarbejdet", siger Hanne Pigonska.
Syv kommuner mangler kommunaldirektør
Med ansættelsen af Mette Touborg er der nu syv kommuner, der mangler at ansætte en fast afløser for en kommunaldirektør, der enten er fratrådt eller gør det senere på året.
Senest er Jesper Zwisler blevet fyret i Herlev Kommune, men han fratræder først fra den 31. maj. I Gribskov Kommune har man haft Niels Tørsløv som konstitueret kommunaldirektør siden marts 2025.
Derudover er der endnu ikke fundet en fast kommunaldirektør i Roskilde, Egedal, Næstved, Guldborgsund og Svendborg kommuner.
Det er endnu uvist, hvornår Mette Touborg kan fratræde sin nuværende stilling i Region Sjælland for at tiltræde i Odsherred Kommune. Det afhænger af en beslutning om udpegning af en fremtidig regionsdirektør på ekstraordinært møde den 24. februar i Regionsrådet i Region Sjælland, lyder det.
Stillingen som kommunaldirektør er opslået med ansættelse pr. 1. april.
Kommunaldirektør får udsædvanlig fratrædelsesaftale
Ansættelsen i Odsherred kommer, efter den nuværende kommunaldirektør, Claus Steen Madsen, sikrede sig en exceptionelt god fratrædelsesaftale, som han selv foreslog, da han i december meddelte, at han ville sige sin stilling op. Han fratræder stillingen, når Mette Touborg tiltræder.
Aftalen gør, at Claus Steen Madsen indtil oktober vil stå til rådighed for kommunen i forbindelse med forsyningsskandalen i Odsherred Forsyning.
I samme periode vil han få løn uden modregning, når den nye kommunaldirektør er tiltrådt, og han kan dermed se frem til at være fritstillet med løn i op til seks måneder.
Ifølge Laust Høgedahl, Professor ved Center for Arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet, er fratrædelsesaftalen usædvanlig.
"Jeg er overrasket med min viden på området. Det er specielt, at man kan få sådan nogle vilkår, når man selv er den, der har taget initiativet til at opsige samarbejdet," har han tidligere sagt til NB-Kommune.
Borgmester i Odsherred, Hanne Pigonska (V), forsvarede i samme ombæring aftalen.
"Det virker som en rimelig måde at gøre det på, så man beskytter kommunen bedst muligt i forhold til, at det er vigtigt med ledelse, og KL har også været inde over det," sagde hun.
Sidst opdateret: 17/02/2026 - 12:42









































