Socialdemokratiet vil fra 2028 indføre et klasseloft på 14 elever i 0.-3. klasse. Når eleverne når 4. klasse, skal klasserne igen samles og ligne dem, vi kender i dag. Regeringen har endnu ikke fremlagt en konkret finansieringsmodel, men prisen er anslået til omkring fem milliarder kroner om året samt seks mia. kr. i engangsudgifter, blandt andet til etablering.

Professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, Per Nikolaj Bukh peger på, at forslaget hurtigt bliver meget dyrt, når man ser på gennemsnittets-beregningerne.

”Hvis man tager udgangspunkt i, at der i gennemsnit er omkring 20-21 elever i en klasse, så betyder én elev mere eller mindre cirka fem procent i omkostninger. Går man fra 20 til 18 elever, har man fordyret undervisningen med omkring 10 procent. Går man hele vejen ned til 14, så er vi oppe omkring 35 procent dyrere,” siger Per Nikolaj Bukh, der også er medlem af Skoleøkonomisk Forum, der består af eksperter med viden om og interesse for folkeskolens opgaver, rammer og økonomi, nedsat af Danmarks Lærerforening.

Han understreger, at han godt forstår begejstringen over mindre klasser, men peger på, at klasseloftet samtidig lægger en meget snæver økonomisk og pædagogisk ramme ned over kommunerne.

Derfor frygter Per Nikolaj Bukh, at klasseloftet kan ende som et dyrt indgreb, der begrænser kommunernes mulighed for at prioritere lokalt.

"Det, der jo er min grundlæggende bekymring omkostningseffektivitetsmæssigt – altså hvordan vi får mest folkeskole for pengene – det er, at man her binder midlerne meget snævert. Der er sikkert situationer, hvor små klasser er en rigtig god idé, men der er også mange situationer, hvor det ikke er nødvendigt. Hvis man i stedet havde givet folkeskolerne og kommunerne mulighed for selv at prioritere midlerne, så kunne pengene være brugt dér, hvor de lokalt gav mest mening."

Og så er Per Nikolaj Bukh ikke sikker på, at det er bedst for kommunerne, at alle skal gøre helt det samme:

"Det er jo et meget kraftigt indgreb i kommunernes selvforvaltning, når man lægger så snærende restriktioner direkte ned i driften. Man siger reelt til kommunerne: I må kun bruge pengene på én bestemt måde. Og det er jeg meget skeptisk over for, fordi situationerne er så forskellige fra kommune til kommune og fra skole til skole."

Viden finansiering er begrænset

Der er endnu ikke megen viden om finansieringen, men ifølge Per Nikolaj Bukh bliver det en dyr løsning. Ud over at det kan blive omkring 35 procent dyrere at drive indskolingen, når man nedsætter klassekvotienten, kommer de mange nye lærere også til at blive en stor udskrivning:

”Hvis man taler om omkring 4.000 ekstra lærere, og vi ved, at en folkeskolelærer i gennemsnit koster cirka 46.000 kroner om måneden i løn, så løber det hurtigt op. Og så kommer der jo alle de andre omkostninger oveni – arbejdsplads, it-udstyr, administration og så videre,” siger han.

”Hvis jeg skal være forsigtig i mit estimat, så er vi allerede omkring to milliarder kroner. Det kan også være 2,5 milliarder eller mere. Og det er penge, som alternativt kunne være brugt på andre måder til at styrke folkeskolen – måske endda mere målrettet, hvis man fik lov at bestemme lokalt.”

Den grundlæggende bekymring handler om omkostningseffektivitet.

”Der er helt sikkert situationer, hvor små klasser er en rigtig god idé. Men der er også mange situationer, hvor det er helt uproblematisk at have 15, 16 eller 17 elever i en klasse. Med et fast loft på 14 elever bliver man tvunget til at klassedele i situationer, hvor det måske hverken er pædagogisk nødvendigt eller økonomisk fornuftigt.”

Den centrale mekanik i skoleøkonomien er ifølge Per Nikolaj Bukh antallet af klasser – ikke antallet af elever.

”Som tommelfingerregel koster det omkring en million kroner om året at drive en klasse. Så hvis en lille ét-sporet skole har 16 eller 17 elever på et klassetrin, og man med et loft på 14 er nødt til at oprette en ekstra klasse, så har man pludselig brugt en million kroner,” siger han.

”Prøv at tænke på, hvad man ellers kunne have gjort for den skole for en million kroner. Ekstra støtte, to-voksenordninger eller andre målrettede indsatser. Det er jo ikke givet, at det altid er klassedeling, der giver mest værdi.”

Ud over økonomien peger Per Nikolaj Bukh på en række praktiske udfordringer. Dels spørgsmålet om lærermangel, dels hvad der skal ske, når eleverne efter 3. klasse igen skal samles i større klasser.

”Mange steder har vi i forvejen svært ved at tiltrække lærere. Her lægger man så pludselig 4.000 nye stillinger oveni. Selvfølgelig findes der uddannede lærere, men det ændrer ikke på, at det vil være vanskeligt mange steder,” siger han.

Overgangen fra små til større klasser rummer også udfordringer.

”Nogle steder kan det fungere fint. Har man to klasser med 12 elever, kan man samle dem til én klasse på 24, og det er måske ikke så problematisk. Men mange steder vil man i indskolingen være gået fra to spor til tre spor. Når de så skal reduceres igen, bliver det mere kompliceret.”

”For de mindste børn kan det være utryghedsskabende. Enten skal man splitte en klasse fuldstændigt op, eller også skal man blande alle klasserne. Det er ikke givet, at det er pædagogisk hensigtsmæssigt.”

Endelig peger han på, at mange skoler ganske enkelt ikke har de fysiske rammer.

”Det er ikke alle skoler, der bare har ledige lokaler. Mange steder er børnehaveklasser indrettet på en særlig måde, og så kan det ende med vandreklasser eller krav om nybyggeri. Det betyder, at der også kommer anlægsudgifter i halen på forslaget.”

Penge kan kun bruges én gang

Når det gælder finansieringen, er Per Nikolaj Bukh grundlæggende skeptisk over for argumentet om, at midlerne ikke belaster råderummet.

”Hvis man siger, at pengene ikke tages fra råderummet, så melder spørgsmålet sig jo helt naturligt: Hvor kommer de så fra?” siger han.

”Min grundlæggende økonomiske holdning er, at når en krone bliver brugt, så er den brugt. Uanset om den tidligere har været afsat eller ej. Indtil regningen er disponeret, har pengene en alternativ anvendelse. Man kan kun bruge penge én gang.”