En ny, omfattende VIVE-rapport kortlægger, hvilke demografiske, socioøkonomiske og strukturelle rammevilkår der har størst betydning for kommunernes udgifter på både service- og overførselsområder. Analysen dækker 12 serviceområder og seks overførselsområder.

Undersøgelsen bygger på kommuneregnskaber og registerdata fra 2020–2024, og er altså et forsøg på at afdække, hvor meget af forskellene der kan forklares af rammevilkår, og hvor meget, der kan skyldes noget andet - eksempelvis lokale prioriteringer.

Hovedkonklusionen er klar: En stor del af de kommunale udgiftsforskelle kan forklares ved forskelle i økonomiske grundvilkår. Samtidig dukker der også enkelte overraskelser op i rapporten, blandt andet at et af de tungeste socioøkonomiske kriterier i udligningssystemet næsten ikke kan forklare udgiftsforskellene på de store velfærdsområder. Det kan du læse mere om i artiklen her:

En stor del af forskellen forklares af rammevilkår

For de samlede serviceudgifter kan knap 90 pct. af variationen mellem kommunerne forklares af tre forhold: den demografiske forsørgerbrøk (hvor mange borgere i den arbejdsdygtige alder, der skal forsørge borgere udenfor den arbejdsdygtige alder), et samlet socioøkonomisk indeks og kommunestørrelse. Kommuner med mange børn og ældre samt en socioøkonomisk tung befolkning har systematisk højere udgifter pr. indbygger, mens større kommuner nyder markante stordriftsfordele. Spredt bosætning trækker også udgifterne op.

Administrationsudgifterne er, måske lidt overraskende, det område, hvor rammevilkårene forklarer den største andel af forskellene. Kommunestørrelse er den klart dominerende faktor, og analysen peger på betydelige stordriftsfordele. Små kommuner har strukturelt højere administrationsudgifter pr. indbygger end store.

På dagtilbudsområdet er det især andelen af børn af enlige forsørgere, der driver udgiftsniveauet. Jo større andel, desto højere udgifter pr. barn. Hertil kommer markante smådriftsulemper i de fem små ø-kommuner, hvor faste omkostninger vejer tungt. Omvendt ses lavere udgifter pr. barn i kommuner med voksende børnetal. Samlet kan omkring halvdelen af udgiftsforskellene forklares af disse rammevilkår.

I grafikken herunder kan du se, hvor stor en del af forskellene i udgiftsniveauet der forklares af rammevilkår på forskellige områder.

Privatskoler har overraskende betydning

På folkeskoleområdet er billedet tilsvarende: Udgifterne påvirkes især af den sociale sammensætning blandt børnene. Andelen af børn af enlige forsørgere, andelen af børn i familier med kort uddannelse og andelen af almene familieboliger trækker udgifterne op. Samtidig reducerer en høj andel privatskoleelever faktisk de kommunale folkeskoleudgifter. Stordriftsfordele synes også at spille en stor rolle: Kommuner med mange elever har lavere udgifter pr. elev end små kommuner. Rammevilkårene forklarer knap halvdelen af udgiftsforskellene.

På ældreområdet er det alderssammensætningen blandt de ældre, andelen af enlige ældre og andelen af ældre med ikke-vestlig baggrund, der forklarer udgiftsniveauet. Hertil kommer strukturelle forhold som spredt bosætning, der øger omkostningerne til hjemmepleje og visitation. Ældreområdet hører dermed til de klassiske velfærdsområder, hvor demografiske behovsfaktorer slår tydeligt igennem.

For udsatte børn og unge samt voksne med særlige behov er socioøkonomiske forhold de klart vigtigste drivere. Kommuner med mange borgere med lav uddannelse, svag arbejdsmarkedstilknytning og belastede boligområder har markant højere udgifter. Her forklarer grundvilkårene en stor del af variationen, men der er også relativt mere plads til lokale prioriteringer end på fx administrationsområdet.

På overførselsområderne, herunder kontanthjælp, sygedagpenge og førtidspension, er det især arbejdsstyrkens sammensætning og beskæftigelsesgrad, der driver udgifterne. Kommuner med lav beskæftigelse og mange borgere på kanten af arbejdsmarkedet har, mindre overraskende, systematisk højere overførselsudgifter.