- Foto: Danmarks Statistik

Landbrugsarealet skrumper – byudvikling og natur fylder mere i kommunerne

Nye tal viser, at landbrugsjord gradvist afgiver plads til byudvikling, infrastruktur og naturarealer – med store forskelle mellem kommunerne.

Udgivet: 28/01/2026

Christian Brandt Pedersen

Redaktør

Del artiklen:

Landbrugets andel af det danske areal er fortsat faldende. Nye tal viser, at næsten 1.000 kvadratkilometer landbrugsjord er forsvundet siden 2011, mens bebyggelse, infrastruktur og naturarealer fylder stadig mere i det danske landskab.

Danmarks samlede landareal udgjorde i 2024 knap 43.000 km². Heraf var 24.800 km² dækket af landbrugsafgrøder, svarende til 58 pct. af landarealet. Det er et fald på 979 km² – eller omkring 4 pct. – siden 2011, hvor den nuværende opgørelse første gang blev gennemført.

Udviklingen afspejler en gradvis, men vedvarende omstilling af arealanvendelsen i Danmark, hvor landbrugsarealer afgiver plads til både byudvikling, infrastruktur og natur.

Mere by, mere natur – mindre landbrug

Samtidig med tilbagegangen i landbrugsarealet er andre arealtyper vokset markant. Arealet med bebyggelse og infrastruktur – herunder bygninger, veje og tekniske anlæg – er siden 2011 steget med 310 km², svarende til en vækst på 6 pct.

Også naturarealerne fylder mere. Den lysåbne natur som moser, enge og heder er vokset med 201 km², skovarealet er øget med 145 km², og søer og vandløb dækker 81 km² mere end i 2011. Hertil kommer en stigning på 248 km² i kategorien ”andre overflader”, som blandt andet omfatter idrætsanlæg, kirkegårde, byggegrunde og rekreative områder.

Trods tilbagegangen fylder landbruget dog fortsat langt mest i det åbne land. Størstedelen af landbrugsarealet er intensivt dyrket med et- og toårige afgrøder som korn og rodfrugter, der samlet dækker knap 23.000 km². Kun en mindre del anvendes til flerårige afgrøder som frugt, bær og juletræer, mens resten primært er græsarealer under mere ekstensiv drift.

Store kommunale forskelle

Landbrugets betydning varierer betydeligt fra kommune til kommune. I kommuner som Lolland, Morsø, Stevns og Struer udgør landbrugsarealet fortsat over 70 pct. af det samlede areal. I den modsatte ende ligger centrale hovedstadskommuner som Frederiksberg, Gentofte og Rødovre, hvor landbrugsarealer helt mangler.

I forstads- og omegnskommunerne omkring hovedstaden fylder landbruget mange steder under 10 pct. af arealet, hvilket afspejler både byudvikling og infrastrukturudbygning.

Tilbagegangen i landbrugsarealet er størst i de jyske kommuner målt i absolutte tal. Kommuner som Vejle, Viborg, Ringkøbing-Skjern, Herning og Varde har hver især mistet 30 km² eller mere landbrugsjord siden 2011. Målt relativt er tilbagegangen størst i Odense samt i kommuner omkring hovedstadsområdet og i Østjylland.

Sidst opdateret: 28/01/2026 - 12:34

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]