Regeringen overvejer at foretage en markant ændring på det specialiserede socialområde, hvor den forhindrer private tilbud i at levere indsatser til borgere med de mest komplekse behov. Det fremgår af interne regeringsdokumenter.

Det sker som del af den kommende takstmodel, hvor regeringen overvejer flere supplerende greb, der skal sikre en hensigtsmæssig virkning af den kommende model.

For selvom takstmodellen ifølge regeringen giver kommunerne markant bedre styring med taksterne, adresserer den ikke det begrænsede udbud af særligt komplekse pladser, der både gør det svært at sammenligne indhold og kvalitet samt vælge alternativer og dermed opretholde et sundt marked.

Samtidig hæfter regeringen sig ved, at de højt specialiserede funktioner på sundhedsområdet, som oftest varetages i offentlig regi. Selvom sundhedsloven både giver private og regionale sygehuse mulighed for at bliver godkendt til at varetage funktionerne - såfremt de opfylder flere krav fra Sundhedsstyrelsen - er det i praksis i langt overvejende grad de offentlige sygehuse, der er godkendt til det i dag.

Regeringen overvejer to forskellige greb, der skal styrke takstmodellen.

Løsning nummer 1: Nej tak til private leverandører

Det første løsningsgreb er, at kommunerne fremadrettet alene kan visitere borgere med meget komplekse behov til offentlige tilbud, samt at de eksisterende private (enten alle private tilbud eller kun de kommercielle) på sigt ikke kan levere indsatser til den målgruppe.

Konsekvensen bliver, at private tilbud på denne del af området enten lukker eller omlægges til andre målgrupper, da de mest komplekse og dyreste pladser udelukkende vil blive drevet i offentlig regi.

Dog erkender regeringen, at det vil kunne medføre kapacitetsudfordringer på kort sigt - særligt i forhold til de højt specialiserede indsatser. Det vil dog afhænge af indfasningsperioden.

Ligeledes står der i dokumentet, at hovedparten af VISO-leverandører, der leverer højt specialiseret rådgivning til blandt andet kommunerne, er private, hvorfor der er en stor risiko for kompetencetab, hvis ikke indsatsen overgår til en anden aktør.

Hvis regeringen går den vej, vil det ifølge dokumentet kræve, at der bliver investeret markant i den kommunale botilbudskapacitet. Ligesom der skal tages stilling til håndteringen af borgere, som bor på private tilbud i dag.

Løsning nummer 2: Krav om driftsaftaler

En anden vej er at indføre krav om driftsaftaler for botilbud til borgere med komplekse behov. På den måde vil private leverandører stadig kunne operere på den del af markedet under forudsætning af, at der er indgået en driftsaftale mellem tilbuddet og kommunen.

Her kan det igen overvejes, om det skal indarbejdes i driftsaftalen eller lovgivningen, at der er modtagerpligt for tilbuddet. Dog står der i dokumentet, at det er væsentligt, at der er mulighed for dialog om, hvorvidt det er meningsfuldt at modtage borgere. Det kunne være i forhold til, om tilbuddet er godkendt til målgruppen, om der er plads samt beboersammensætningen.

Modtagerpligt vil dog kræve yderligere udboring.

Et krav om driftsaftale som betingelse for at indgå i kommunernes forsyning, vil medføre krav om, at den del af botilbudsområdet skal udbudsbelægges. Det vil kunne fungere som et overordnet planlægningsværktøj for kommunerne, hvor de vil kunne få overblik over, hvor mange pladser kommunerne selv skal levere for at have dem rette kapacitet på området.

Et udbud rejser også problemstillinger om håndteringen af borgere, der bor på konkret botilbud.

Ud fra dokumenterne tyder det ikke på, at regeringen har lagt sig fast på et af grebene, men vil drøfte dem videre. Skulle regeringen dog vælge at gøre det, vil det for begge forslags vedkommende kræve yderligere arbejde for at lave en konkret model.

Lånepulje skal modvirke risiko for mindre kapacitet

Med ovenstående initiativer eller takstmodellen generelt vil der være en risiko for nedgang i kapaciteten blandt private aktører. Eksempelvis hvis de ikke vil tilpasse de nye takster - særligt i forhold til pladser til borgere med de mest komplekse behov.

Her skal man være opmærksom på, at de private tilbud i dag udgør 40 procent af tilbuddene og netop har mange af de dyreste pladser.

Derfor kan man overveje at målrette midler af den kommunale anlægsramme i 2027 til 2030 til udbygning af offentlig kapacitet indenfor botilbud til borgere med komplekse behov.

Det kunne være en tråd med lånepuljen fra økonomiaftalerne, der i perioden 2024 til 2026 øger den kommunale botilbudskapacitet for 1,5 milliarder kroner.

Klare opsigelsesregler for at understøtte kommunernes forhandlingsposition

Regeringen lægger op til et tredje supplerende greb i forhold til takstmodellen. Selvom modellen bør bidrage til færre genforhandlinger mellem tilbud og kommune, løser den ifølge kommunerne ikke udfordringen ved genforhandlinger, som i dag er op til den enkelte kommune og tilbud.

Derfor forslås det at lovregulere kontrakten mellem tilbud og komme, herunder at fastsætte en standard-opsigelsesperiode i tilfælde af, at tilbuddet opsiger en kontakt. Det kan være en opsigelsesperiode på 12 til 16 uger.

Det skal understøtte, at kommunen har tilstrækkelig tid til at finde et nyt tilbud, så borgernes behov kan imødekommes, og kommunen slipper for en dyr nødløsning.

Der lægges dog ikke op til at ændre reglerne for flytning uden samtykke. Derfor vil der i konkrete sager være en vis forhandlingsudfordring.