
Regeringen foreslår, at der skal være en nationalt fastsat opbygning af og krav til beregning af taksten. - Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix (arkiv)
Se den fulde takstmodel: Sådan vil regeringen styre taksterne på botilbudsområdet
Kommunerne får ikke helt frit spil, når de skal fastsætte takster på botilbudsområdet. Der vil være flere nationale krav i regeringens kommende takstmodel.
Udgivet: 13/01/2026
Selvom formålet med en ny takstmodel på botilbudsområdet er at give kommunerne fuld styring med taksten for en given ydelse, vil der være nationale krav til selve beregningen.
Det kan NB-Social nu afslører på baggrund af en række interne regeringsdokumenter om det kommende udspil.
NB-Social kunne i sidste uge fortælle, at regeringen i sit udspil foreslår, at kommunerne i fællesskab i hver region - eksempelvis i KKR-regi - skal være med til at fastsætte taksterne på botilbudsområdet. Nu viser dokumenterne, at kommunerne ikke får helt frit spil.
Frygten er nemlig, at kommunerne fastsætter taksterne så lavt, at private tilbud ikke har mulighed for at konkurrere på markedet.
Regeringen foreslår derfor, at der skal være en nationalt fastsat opbygning af og krav til beregning af taksten. Derudover vil der også være krav til afrapportering af fastsættelsen af priser for ydelsespakker i KKR.
I det arbejde sigter regeringen mod at fastsætte nationale overheadsats, som man kender fra ældreområdet, der skal dække udgifter til ledelse, administration og øvrige udgifter, der ikke direkte afhænger af borgerens støttebehov.
Derudover foreslår regeringen, at kommunerne minimum en gang om året foretager en genberegning og efterregulerer priserne, så de private leverandører bliver afregnet korrekt. Ligesom der skal være en kontrolenhed, der skal understøtte lige vilkår mellem offentlige og private leverandører.
Ifølge regeringsdokumentet har forslaget en række fordele: Det giver administrative lettelser for sagsbehandlere, når de skal finde et relevant tilbud, da tilbuddet uanset omkostning får samme pris for en given ydelsespakke. Taksterne vil blive sænket til det offentliges niveau, da alle tilbud skal levere en given ydelsespakke til samme pris.
Samtidig giver den faste pris per ydelsespakke kommunerne større forudsigelighed i udgiftsniveauet på botilbudsområdet. Ligesom risikoen for uforudsete udgiftsstigninger, som man kender fra forhandlinger med tilbuddene, reduceres.
Ifølge regeringsdokumentet indebærer modellen, at tilbuddene får et incitament til at levere en så omkostningseffektiv ydelse som muligt. Formålet er, at tilbuddene vil sikre mest mulig kvalitet for pengene, så de fremstår attraktive for både borgere og kommuner. På den måde kan modellen fremme innovation og omkostningseffektivitet på markedet, såfremt der er nok tilbud til, at borger og kommune reelt kan vælge et andet.
Her er regeringens bud på en takstmodel:
Kommunerne fastsætter i fællesskab (eksempelvis i KKR) en række ydelsespakker for sammenlignelige tilbud baseret på antal støttetimer.
Hvis der ikke sammenlignelige kommunale botilbud, vil kommunerne skulle inddrage regionale tilbud (en konkret model skal udbores i samarbejde med KL).
Derudover fastsætter de en fast pris per ydelsespakke på baggrund af kommunernes omkostning til at levere samme indsats. Dermed er der kun én takst per ydelsespakke for sammenlignelige tilbud, som offentlige, ikke-kommercielle og kommercielle private tilbud får for at levere en indsats i en given ydelsespakke.
For at sikre overskuelighed lægges der op til, at der er fastsat et begrænset antal pakker, der skal dække de fleste borgere på botilbud. Det kunne være ti, hvor borgere i ydelsespakke et har det laveste støtte behov, mens borgeren i ydelsespakke ti har det højeste.
En borger vil blive visiteret til en ydelsespakke og et tilbud. Taksten for ydelsespakken er fast og vil derfor være uafhængig af tilbuddets faktiske omkostninger til at levere indsatsen. Kommunen vil allerede ved visitationen kende prisen for borgeren.
Da tilbuddet får en fast pris for borgeren uanset de faktiske udgifter, vil hjælpen til nogle borgere således være dyrere, mens andre borgere billigere. Et tilbud vil have mulighed for at levere mere hjælp til en borger, hvis man lokalt vurderer, det er en bedre fordeling af ressourcerne, og alle borgere får den nødvendige hjælp og støtte.
Regeringen er åben for at tilføje en mulighed for, at kommuner og tilbud efter en kort periode på eksempelvis tre måneder skal overveje, om borgeren er visiteret til den rigtige ydelsespakke, eller om der er behov for justeringer.
Når en borger er visiteret til et tilbud, er prisen i ydelsespakken som udgangspunkt fast for borgeren, og kan ikke genforhandles af hverken kommune eller tilbud.
Borgeren kan dog blive omvisiteret til en ny ydelsespakke, hvis behovet varigt udvikler sig til et større eller mindre behov end ydelsespakken rummer. Får borgeren det bedre eller værre, skal kommunen således foretage en omvisitering.
Hvis tilbuddet kan og vil levere den nye indsats, der svarer til det nye behov, kan borgen kan blive boende. Tilbuddet vil modtage den pris for borgeren, der svarer til borgerens nye ydelse.
Hvis ikke skal borgeren tilbydes ophold på et andet tilbud, der kan levere den rette hjælp og støtte.
Flytning til andre tilbud kan kun ske med borgerens samtykke eller i overensstemmelse med magtanvendelsesreglerne.
Regeringen vurderer dog ikke, modellen vil føre til flere flytninger af borgere end i dag.
Sidst opdateret: 19/01/2026 - 15:37









































