Beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek (S) får det endelige ansvar for at udpege de kommuner, der skal stå for genåbningen af 5.000 førtidspensionssager efter indstilling fra KL.

Beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek (S) får det endelige ansvar for at udpege de kommuner, der skal stå for genåbningen af 5.000 førtidspensionssager efter indstilling fra KL. - Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Her genåbnes 5.000 førtidspensionssager – kriminelle betaler regningen

Ikke-offentliggjorte notater viser, hvordan genåbningen af førtidspensionssager organiseres, finansieres og koncentreres i udvalgte bykommuner.

Udgivet: 08/01/2026

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

Genåbningen af 5.000 førtidspensionssager samles i større byområder, afgøres af få udpegede kommuner og betales gennem frakendelse af ydelser til kriminelle.

Det viser et ikke offentliggjort notat, som NB-Beskæftigelse er kommet i besiddelse af. Notatet giver nye detaljer om geografi, organisering og økonomi i aftalen om genåbning af førtidspensionssager, indgået af regeringen sammen med Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti kort før jul.

Der er afsat omkring 50 millioner kroner til kommunernes arbejde med genåbningen. Heraf er fem millioner kroner afsat i år og 45 millioner kroner i 2027. Derudover er der afsat 1,5 millioner kroner i år til en landsdækkende undersøgelse, der skal afdække praksis og eventuelle systematiske forskelle i kommunernes behandling af førtidspensionssager.

Samtidig forventer regeringen et betydeligt provenu fra frakendelse af offentlige ydelser til personer dømt for alvorlig kriminalitet.

Ifølge notatet ventes provenuet at stige til omkring 77 millioner kroner årligt i 2027.

"Det er i realiteten de kriminelle, der betaler for genåbningen af de 5.000 sager. Aftalen er mere end fuldt finansieret," lyder det fra en centralt placeret kilde med indblik i forhandlingerne.

Provenuet kommer fra en udvidelse af frakendelses- og karantæneordningen, som betyder, at flere alvorlige straffelovsovertrædelser fremover kan føre til, at retten til førtidspension og andre forsørgelsesydelser bortfalder i en periode.

Aftalepartierne har bevidst undladt at budgettere med et generelt fald i antallet af førtidspensionister som følge af genåbningen.

Sagerne samles i større bykommuner

Ifølge aftalen skal de 5.000 førtidspensionssager genvurderes i almene boligområder med mindst 1.000 beboere. Et ikke offentliggjort Danmarkskort, som NB-Beskæftigelse har fået indsigt i, viser mere præcist, hvilke kommuner der i praksis bliver berørt.

Kortet peger på, at hovedparten af sagerne vil være koncentreret i de større bykommuner, hvor de store almene boligområder ligger.

Aftalen rummer samtidig en mulighed for senere at udvide kriteriet, så boligområder med helt ned til 750 beboere kan omfattes, hvilket i givet fald vil bringe flere kommuner i spil.

Genåbningen organiseres gennem otte udvalgte kommuner, som får myndighedsansvaret for at træffe de endelige afgørelser i sagerne.

Beskæftigelsesministeren skal udpege de ansvarlige kommuner på baggrund af indstillinger fra KL.

Udpegningen af kommuner ventes at ske i løbet af foråret.

Sidst opdateret: 09/01/2026 - 11:48

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]