
Seniorerne arbejder som aldrig før – se tallene for din kommune
Seniorbeskæftigelsen har så stor indflydelse på økonomien, at den fik sit helt eget kapitel i dagens Økonomisk Redegørelse. Flere og flere ældre bliver længere på arbejdsmarkedet, og regeringen spår, at udviklingen vil fortsætte.
Udgivet: 04/12/2025
65.000.000.000 kroner.
Så meget menes seniorerne at have bidraget til dansk økonomi de seneste år. Det viser Økonomiministeriets 'serviet-beregning'.
Selvom tallet er forbundet med en del usikkerhed, så er det til gengæld et faktum, at seniorbeskæftigelsen de seneste år er steget markant.
Det giver mere luft i statens finanser. Det kunne Økonomiminister Stephanie Lose (V) fortælle på dagens fremlæggelse af Økonomisk redegørelse.
Udover udviklingen skriver ministeriet også, at Danmark er blandt de lande i EU med den højeste seniorbeskæftigelse, og den næsthøjeste alder for første pensionsudbetaling.
Flere i det midtjyske og nordsjællandske
Dagens Økonomiske Redegørelse kredser særligt om de 60-74 årige, men på NB-Økonomi har vi indsnævret det en smule. Der findes nemlig også tal for beskæftigelsen blandt borgerene over folkepensionsalderen. Og her er gevinsten også størst.
Det er særligt i Nordsjælland og i Midtjylland, at de ældste borgere tager en tørn mere på arbejdsmarkedet.
Øst for Storebælt findes danmarksmesteren i seniorbeskæftigelse, Gentofte Kommune, hvor hele 13,2 procent af borgerne over pensionsalderen, stadig er i en eller andet form for beskæftigelse.
Andenpladsen skal findes vest for Storebælt. Her er det Varde Kommune der indtager det næstehøjeste trin på podiet med 11,3 procent. Derefter kommer Hørsholm, Rudersdal og Ringkøbing-Skjern kommuner på en delt tredjeplads. Landgennemsnittet var i 2025 8,8 procent.
(Artiklen fortsætter under kortet)
De jyske seniorer rykker fra
Selvom udviklingen generelt er pæn i de fleste af kommunerne, så er det særligt i de jyske kommuner, at flere seniorer de seneste par år har udskudt tilbagetrækningen. Den landsgennemsnitlige udvikling siden 2020 ligger på 1,1 procentpoints vækst, men som den eneste del af landet (med undtagelse af de små øer), er der i flere jyske kommuner mere end 2,0 procentpoints vækst.
(Artiklen fortsætter under kortet)
Regeringen tror på endnu højere seniorbeskæftigelse
Selvom de ældre altså bliver lidt længere som aldrig før, så er det dog ikke ens betydning med, at toppen er nået endnu.
Næste år venter der nemlig ekstra vand på seniormøllen, da regeringen har afsat midler til et særligt seniorfradrag:
"I finansloven for næste år kommer der yderligere et beskæftigelsesfradrag for seniorerne i de fem år op til folkepensionsalderen. Det, tror jeg, kommer til at få yderligere en effekt i forhold til at blive længere på arbejdsmarkedet og ikke at bruge de tidlige tilbagetrækningsordninger i så høj grad", sagde Stephanie Lose.
Sidst opdateret: 09/12/2025 - 12:35









































