Regeringen vil gøre 15 mio. kr. til huslejehjælp klar fra februar

Socialminister Sophie Hæstorp Andersen (S) reagerer nu på kritikken om øget hjemløshed som følge af kontanthjælpsreformen. I et brev til Folketinget lægger hun op til et hurtigt lovforløb.

Udgivet: 25/11/2025

Christian Brandt Pedersen

Redaktør

Del artiklen:

Socialminister Sophie Hæstorp Andersen (S) reagerer nu officielt på den voksende kritik fra kommuner og NGO’er og regeringen selv - om den stigende risiko for hjemløshed som følge af kontanthjælpsreformen.

I et brev til Folketinget varsler hun et hasteforløb – dog uden formelt at kalde det hastebehandling – for at få de 15 mio. kr. i midlertidig huslejehjælp ud at virke hurtigst muligt.

Fik du læst?

Socialborgmester: Kontanthjælpsreformen sender borgere ud i hjemløshed

Regeringen vil ændre serviceloven

Ministeriet arbejder ifølge brevet på et lovforslag, som skal gøre det muligt at tildele et midlertidigt økonomisk tilskud til borgere, der står i akut risiko for at miste deres bolig, eller som ikke kan få en bolig uden ekstra hjælp.

Puljen på 15 mio. kr. blev udmeldt for to uger siden, men uden afklaring af, hvem der kan få den, hvordan den skal administreres, og hvornår kommunerne kan få adgang.

Den manglende afklaring har udløst markant kritik, ikke mindst i København, hvor socialborgmester Karina Vestergård Madsen (EL) har dokumenteret de første udsættelser som direkte følge af kontanthjælpsreformen.

Det skal gå hurtigt med lovforslag

I brevet skriver ministeren, at hun ønsker at fremsætte lovforslaget allerede den 10. december, med førstebehandling i uge 51 og anden- og tredje­behandling i januar. Dermed kan loven træde i kraft umiddelbart derefter.

Hun gør samtidig klart, at processen vil lægge et betydeligt pres på Socialudvalgets tidsplan, og hun opfordrer udvalget til at bakke op om den accelererede behandling, så hjælpen kan komme ud til de mest udsatte borgere hurtigst muligt – dog “uden at der er tale om hastebehandling”.

En hastebehandling er hvis et lovforslag skal færdigbehandles og vedtages indenfor 40 dage. Ministerens tidsplan ligger dog op til at man bliver færdige på maksimalt 50 dage.

Pres fra kommuner og organisationer

I brevet erkender ministeren, at flere kommuner allerede nu rapporterer om borgere, der er i risiko for hjemløshed som følge af økonomiske problemer – en problematik, der i de sidste to uger er blevet fremhævet både af kommunale politikere, NGO’er og borgmestre i andre dele af landet.

Det fremgår dog ikke af brevet, hvordan ministeriet vurderer, at puljen på 15 mio. kr. kan matche behovet, efter at den tidligere huslejehjælpsordning fordelte op til 242 mio. kr. i 2024. (§34-midler)

Sidst opdateret: 27/11/2025 - 11:10

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]