Socialdemokratiets store nedtur: Kan ende med tab af 14-16 borgmestre
Kommunevalget ender som en katastrofe for Socialdemokratiet. Prognose viser, at de kan ende med at tabe op til 16 borgmestre og dermed blive et markant mindre borgmesterparti end Venstre, der står til at vinde op til otte borgmesterposter.
Udgivet: 19/11/2025
Selvom der stadig mangler at blive sat navn og især parti på ni kommuner, så ender kommunalvalget 2025 som noget nær en katastrofe for Socialdemokratiet. Selv hvis Socialdemokratiet vinder deres forventede del af de ni kommuner som klokken halv syv onsdag morgen endnu ikke var konstitueret, så står partiet til at at miste mellem 12 og 13 borgmestre, og dermed blive et markant mindre borgmesterparti end Venstre.
Og det kan nemt gå værre for Socialdemokratiet de kommende timer og dage. Ud af de ti kommuner, som stadig ikke er konstitueret, er fem af kommunerne traditionelle socialdemokratiske højborge, som nu er truet. Det er kommunerne Albertslund, Ballerup, Ishøj, København og Lolland.
Og af de resterende fire, som endnu ikke er konstitueret er det kun Odsherred, hvor Socialdemokratiet umiddelbart har en chance for erobre borgmesterposten. Dermed ser Socialdemokratiet ind i, at tabet af borgmesterposter i værste fald vil nå op på at tabe 15-16 borgmesterposter.
Socialdemokratiet bliver trods tilbagegang det største parti ved kommunalvalget med 23,2 procent af stemmerne.
Det er en tilbagegang på 5,2 procentpoint siden valget i 2021, hvor partiet fik 28,4 procent af samtlige stemmer.
Det betyder, at partiet nu har 599 mandater på landsplan, hvilket er et fald på 156.
Venstres store borgmesteraften
Selvom Venstre tabte en betydelig mængde stemmer til især Danmarksdemokraterne, som snupper borgmesterposten i Venstre-højborgen Ringkøbing-Skjern, så blev det et godt valg for partiet målt på borgmestre.
Onsdag morgen havde Venstre 39 borgmesterposter i hus, og skulle det lykkes at genvinde Gribskov eller vinde Lolland, så vil partiet nå de magiske 40 borgmestre. Og måske vigtigere så har Venstre vundet en række klassiske Socialdemokratiske højborge som Holstebro, Fredericia, Frederikshavn, Furesø og Næstved.
Selvom Venstre taber 3,3 procent og ender på 17,9 procent, så er det faktisk en lille sejr i lyset af, at partiet siden KV21 blev sprængt efter Inger Støjberg-exit.
Venstre får 521 mandater på landsplan, hvilket er 99 færre end i dag, men det betyder, at Venstre kun er marginalt mindre end Socialdemokratiet målt på mandater.
Stor aften for Mona Juul
Det vakte opsigt, da den konservative leder Mona Juul satte et mål om, at partiet skulle bevare sine 14 borgmesterposter fra 2021, hvor partiet havde en markant større opbakning end i dag. Derfor er 16 realiserede borgmestre med mulighed for at samle en mere op et fantastisk resultat for De Konservative, og Mona Juul står tilbage som en partileder, der tør sætte høje mål og er i stand til at opfylde dem.
Samtidig er det værd at bemærke, at De Konservative mistede borgmesterposterposten i Helsingør, hvor en af partiets helt store profiler Benedikte Kiær har været borgmester i en lang periode.
SF har allerede fire borgmestre og flere er på vej
SF gik 3,5 procent frem til 11,1 procent frem, hvilket ikke er imponerende i lyset af partiets massive fremgang ved det seneste EP-valg. Til gengæld har partiet været bedre end ventet til at sikre sig borgmesterposter. Allerede inden København, Ballerup, Ishøj og Albertslund er konstitueret har partiet sikret sig fire borgmesterposter (i Hvidovre, Randers, Lejre og Gladsaxe) - og det er ikke umuligt at partiet i løbet af de næste timer og dage ender på seks-syv borgmesterposter.
Se kortet med de nye borgmestre her.
De ni udestående kommuner
De ni udestående kommuner uden en udråbt borgmester kl. 7.25 er:
Albertslund (S)
Ballerup (S)
Gribskov (V)
Ishøj (S)
København (S)
Lolland (S)
Odsherred (Nyt Odsherred)
Sorø (K)
Solrød (LA)
Sidst opdateret: 19/11/2025 - 09:43









































