I sidste uge foreslog Liberal Alliance, at alle kommuners kassebeholdninger skulle ned på maksimalt 4.000 kr. pr. borger – og at de overskydende beløb skulle udbetales til borgerne som skattelettelser.

NB-Økonomi har valgt at se bort fra den politiske del af forslaget og i stedet spurgt to eksperter, professor i offentlig økonomistyring ved Aalborg Universitet, Per Nikolaj Bukh, og projektchef emeritus hos VIVE, Niels Jørgen Mau Pedersen, om selve beløbsgrænsen på 4.000 kr. giver mening.

NB-Økonomi: Hvor meget bør en kommune egentlig have i kassen(Likviditet efter kassebeholdningen)?

Per Nikolaj Bukh:

"Når man taler om, hvor meget en kommune bør have i kassen, så er min vurdering, at et niveau på omkring 4.000 kr. pr. indbygger giver en fornuftig buffer. Det svarer til, at man kan betale sine regninger og håndtere udsving og ubalancer et par år frem. Når kommunerne i dag ligger på 8.000 kr. eller mere, så er det meget mere end rigeligt. Hvis man har en nogenlunde ansvarlig drift, kan man godt klare sig med 4.000 kr. pr. indbygger. Det giver et økonomisk råderum til at håndtere uforudsete udgifter."

Niels Jørgen Mau Pedersen:

"Historisk kunne man i mange år klare sig med 4.000–6.000 kr. pr. indbygger. I dag ligger gennemsnittet omkring 10.000 kr., og medianen omkring 7.500. Tidligere opererede ministeriet med tommelfingerreglen ‘1,5 uges forbrug’ – svarende til cirka 2,9 procent af årets udgifter – som indikator for lav likviditet. Det er ikke nogen naturregel, men det illustrerer, at det kræver en relativt beskeden buffer at kunne betale regningerne løbende."

NB-Økonomi: Der er jo mange kommuner, der har store planer med deres kassebeholdninger – de har for eksempel sparet op til store anlægsprojekter?

Per Nikolaj Bukh:

"Selvfølgelig er der kommuner, der har helt konkrete store anlægsprojekter, de sparer op til – eller små kommuner, hvor et enkelt skolebyggeri fylder meget. Det giver mening. Men for de fleste kommuner er investeringsbehovet løbende, og så bør man ikke spare op mange år før man skal bygge. Det er ikke rimeligt, at de borgere, der bor i kommunen nu, skal betale hele regningen for anlæg, som fremtidige borgere får glæde af."

Niels Jørgen Mau Pedersen:

"Hvis man siger, at der er sparet op til noget bestemt, bør det også kunne dokumenteres i budgetterne. Jeg kan godt forstå, at nogle kommuner er tilbageholdende med at skrive det alt for eksplicit, fordi det skaber forventninger. Men påstanden om opsparing til konkrete projekter bør kunne underbygges."

NB-Økonomi: Mange borgmestre siger, at det netop er rettidig omhu at have 8.000 eller 10.000 kr. pr. borger i kassen – er det ikke ansvarligt?

Niels Jørgen Mau Pedersen:

"Det er svært at argumentere imod en subjektiv tryghedsgrænse – det kender vi også fra privatøkonomi. Men danske kommuner er relativt godt ‘pakket ind’: udligningssystemet, budgetgarantien og det statsgaranterede skattegrundlag dæmper konjunkturstød. Set i det lys er der ikke stærke faglige argumenter for at ligge meget højt alene af hensyn til ‘sikkerhed’."

Per Nikolaj Bukh:

"Jo, hvis man vil gå med livrem og seler. Men kommuner er ikke udsat for de samme risici som private virksomheder eller husholdninger. De kan ikke gå konkurs, de mister ikke pludselig indtægter, og de bliver kompenseret for pris- og lønstigninger gennem økonomiaftalerne. Når kassebeholdningen bliver for stor, betyder det i praksis, at man kan udskyde nødvendige besparelser i mange år. Man får simpelthen for meget økonomisk komfort."

NB-Økonomi: Men er det ikke naturligt at spare op, når man nu kan?

Per Nikolaj Bukh:

"Jo, men det ser man jo igen og igen. Mange siger, at de har store planer, men nogle år senere siger de stadig det samme, uden at have realiseret planerne. Det bliver en måde at forklare, hvorfor man ikke bruger pengene. Man kan godt forstå det politisk. Ingen borgmester vil gerne være den, der lukker skoler eller skærer på udgifter. Det føles tryggere at have et stort økonomisk sikkerhedsnet.

Er man god til at styre sin kommune, som mange er blevet med langsigtede økonomiske mål i stedet for bare at lave spareøvelser hvert år, så har man faktisk ikke brug for en stor kassebeholdning. Den bliver bare en overskudslikviditet, der ikke kommer i spil. Der er jo ikke uforudsete udgifter i en normal kommune, der kalder på at have 200 mio. kr. ekstra liggende. Hvad er det for nogle kommunale vandrør, der pludselig kan springe og koste 200 mio."

NB-Økonomi: Kan det ikke også være en god forretning for kommunen at have en stor kassebeholdning?

Niels Jørgen Mau Pedersen:

"Det er en risikabel strategi at basere sig på, at man kan anbringe midler bedre, end man kan låne. Reglerne tillader heller ikke at optage lån for at investere. Man kan selvfølgelig undlade at nedbringe eksisterende gæld, men det ændrer ikke ved, at man så eksponerer sig finansielt. Grundlæggende er det ikke hensigten, at kommuner skal agere som finansielle investorer."

Per Nikolaj Bukh:

"Hvis man ser helt teknisk på det, kan kommunerne faktisk opnå et bedre afkast ved at investere midlerne, end det koster at låne gennem Kommunekredit. Derfor undlader kommuner måske at nedbringe gæld. Det er jo lidt paradoksalt. Hvis du og jeg kunne låne ubegrænsede midler til Kommunekredits rente og placere dem i obligationer, ville vi også gøre det – det ville give et sikkert, risikofrit afkast. Men sådan skal kommunerne selvfølgelig ikke agere. De skal ikke tjene penge på at have stor likviditet. Det er ikke et kommunalt formål."

NB-Økonomi: Den kommende udligningsreform – kan kassebeholdningerne få betydning for en reform?

Per Nikolaj Bukh:

"Det tror jeg ikke. Det ville være urimeligt, hvis kommuner med store opsparinger blev straffet gennem udligningen – de to ting har ikke noget med hinanden at gøre. Nogle kommuner har lav gæld netop for ikke at se for rige ud, mens andre har store reserver af politiske årsager. Billedet er meget forskelligt, og det må man respektere. Noget af årsagen ligger også i usikkerheden omkring netop udligningsreformen. Kommunerne ved ikke, hvordan de bliver ramt, og derfor holder de fast på pengene. Det er egentlig rationelt. Jeg ville selv gøre det samme som lokalpolitiker."

Hvis kommunerne kun må have en likviditet efter kassekreditreglen på 4000 kr. pr borger, så er der samlet et overskud på 43,5 mia. kr. Kortet herunder viser hvor mange penge kommunerne hver især ville have til overs.