I dag er København en af landets rigeste kommuner med landets laveste skatteprocent og en kæmpe pengetank med tæt på 20 mia. kr. i likviditet, og der er en fortsættende debat om hvorvidt København skal begrænses i den kommende udligningsreform. Men sådan har det langt fra altid været - tværtimod.

NB-Økonomi har talt med tidligere overborgmester Jens Kramer Mikkelsen om Københavns forfald og genrejsningen til i dag.

Da Jens Kramer Mikkelsen som ung socialdemokrat i 1978 trådte ind i Københavns Borgerrepræsentation, stod byen på kanten af et økonomisk forfald. Fabrikkerne lukkede, arbejdspladserne forsvandt, og de familier, der kunne, flyttede ud af brokvartererne, der langt fra havde boliger eller forhold der var attraktive for børnefamilierne.

Byen mistede sin økonomiske base, så mens omegnskommunerne voksede, så skrumpede hovedstaden.

“Da jeg kom ind i Borgerrepræsentationen i 1978, var København allerede på vej ned ad bakke. Oliekrisen, afindustrialisering og udflytningen af børnefamilier havde sat byen i en svær situation. København udviklede stille og roligt en meget skæv befolkningssammensætning – mange ældre, mange unge studerende, men alt for få i midtergruppen, der faktisk betalte skat,” fortæller Jens Kramer Mikkelsen.

Et socialt og økonomisk pres uden fortilfælde

De strukturelle forskydninger ramte kommunens finanser direkte. Storby-industrien, som havde givet stabil skat var blevet overflødig og utidssvarende - den forsvandt og blev erstattet af arbejdsløshed og voldsomme sociale udgifter.

“I begyndelsen af 1990’erne stod vi med dobbelt så mange københavnere uden A-kasse som i resten af landet. Det betød, at kontanthjælpsudgifterne slog direkte igennem på kommunekassen,” siger han.

Det billede bekræfter Niels Jørgen Mau, Projektchef, emeritus hos VIVE, som dengang var kontorchef i Indenrigsministeriet:

“I starten af 1990’erne var der hvert år betydelige økonomiske ubalancer i Københavns Kommune. Det endte med, at kommunen kom under administration, fordi man i længere tid havde haft en skævhed i økonomien og ikke fået samlet op på den."

Københavns Kommune var fanget i et system, hvor hver social udgift ramte driften én-til-én. Der fandtes ingen økonomiske værn, som kunne absorbere de store udskrivninger. København var i den her periode ikke med i KL, fordi man både var en kommune og en amtskommune.

Mistillid mellem kommune og stat

Forholdet til staten blev gradvist mere anspændt. Kommunen oplevede, at regeringen ikke forstod hovedstadens særlige vilkår, mens ministeriet mente, at København var dårlig til at styre sine udgifter.

“Dengang var der et anstrengt forhold mellem den borgerlige regering og den socialdemokratiske ledelse i København. Staten syntes, kommunen altid kom og bad om penge, og det gav gnidninger,” fortæller Niels Jørgen Mau.

Jens Kramer Mikkelsen beskriver det som en “konfliktkultur”:

“Københavns Kommune var præget af en konfliktkultur med staten. Jeg havde i begyndelsen ikke noget godt forhold til Henning Dyremose og Thor Pedersen, og det gav problemer, der kom til at stå i vejen for gode løsninger.”

Samtidig gjorde nationale reformer situationen værre. Kartof­felkuren i 1980’erne, skattereform og finansielle omlægninger i socialpolitikken skar likviditet væk fra kommunerne – også fra dem, der allerede var pressede.

“Det, der skete for København efter oliekrisen, var en betydelig udflytning af især børnefamilier. Samtidig steg arbejdsløsheden, og kommunen fik flere ældre. Det førte til finansielle problemer, fordi udgifterne voksede væsentlig hurtigere end indtægterne,” siger Kramer Mikkelsen.

I 1993–94 ramte kommunens økonomi bunden. Arbejdsløsheden toppede på 16,7 procent – fire point over landsgennemsnittet. Likviditeten var væk, og kommunen stod med en finansiel ubalance på 2,9 milliarder kroner.

“Der var ganske enkelt ikke penge til at betale regningerne,” siger Jens Kramer Mikkelsen.

“Vi hævede skatten betydeligt, skar 5.000 stillinger væk og fjernede 1.500 ansatte i administrationen. Vi kaldte det besparelser, for det var det. Servicen blev ringere – og dyrere.”

Hos Indenrigsministeriet måtte man gribe ind.

“Det lyder voldsomt at være under administration, men det handlede i virkeligheden om, at kommunen skulle dokumentere, hvordan man ville rette op på økonomien og genopbygge sin likviditet,” siger Niels Jørgen Mau.

Et liv under opsyn

Jens Kramer Mikkelsen beskriver tiden i begyndelsen af 1990'erne under administration som et hårdt, men nødvendigt chok for systemet.

“Det føltes som at være sat under opsyn. Vi skulle sende rapporter til ministeriet kvartal for kvartal, og hver gang blev vi mindet om, at vi ikke længere selv bestemte tempoet,” siger han.

“Det var ydmygende, men det tvang os til at få styr på tallene. Vi begyndte at gennemgå hver udgift og hvert budgetområde – ikke for at spare, men for at forstå, hvor pengene forsvandt hen. Det blev faktisk begyndelsen på en mere professionel økonomistyring.”

Han understreger, at kontrollen ikke kun handlede om økonomi, men også om at genskabe tilliden mellem stat og kommune:

“Vi måtte vise, at vi kunne tage ansvar. Det var prisen for at få friheden tilbage.”

Københavns overborgmester Jens Kramer Mikkelsen fremlægger forslag til Københavns Kommunes budget for 1996.

Foto: Jakob Dall/Ritzau Scanpix

Et bredere problem end for andre kommuner

København var ikke blot en almindelig kommune – den var også en amtskommune. Det betød, at byen stod med ansvar for sit eget sygehusvæsen, ældrepleje og sociale specialinstitutioner, som i andre dele af landet blev finansieret af amterne.

“Københavns Kommune havde sit eget hospitalsvæsen og sine egne sundhedsudgifter. Det gjorde ondt i økonomien, fordi de demografiske udgifter steg, mens indtægterne faldt,” forklarer Kramer Mikkelsen.

Det betød, at hver ny patient, hvert ældre menneske og hver borger på overførselsindkomst ramte den kommunale økonomi direkte.

Samtidig begyndte man udlandet at få øje på hvor skidt det så ud med hovedstadens økonomi. Da daværende kontorchef i Indenrigsministeriet, Niels Jørgen Mau deltog i OECD-møder blev han spurgt ind til om Danmarks hovedstad var ved at gå fallit.

Helt forkert var den betragtning jo ikke. Likviditeten var væk og gælden enorm.

“Når man ser på byen i dag, så er det svært at forestille sig, hvordan den så ud dengang. Dengang spurgte OECD os, om Danmarks største kommune var ved at gå fallit. Det var en situation, hvor både stat og kommune vidste, at noget måtte ske. Man kunne ikke længere ignorere problemet, eller lade ideologiske uenigheder eller personlige relationer stå i vejen” fortæller Niels Jørgen Mau.

Ingen plan – men begyndelsen på én

Kramer Mikkelsen erkender, at kommunen i begyndelsen ikke havde nogen klar plan for at genrejse kommunen.

“Jeg ville gerne kunne sige, at vi havde en plan fra starten. Det havde vi ikke. Vi havde mange planer, som vi hele tiden måtte lave om. Strategien endte med at blive: Først kontrol, så udvikling. Vi skulle have styr på økonomien, før vi kunne tale om byens fremtid.”

København havde ramt bunden – med voksende gæld, stigende arbejdsløshed og en by, der mistede sine skatteborgere.