Tirsdag den 7. oktober åbnede Folketinget. Her offentliggjorde regeringen også lovkataloget for 2025/2026.

Tirsdag den 7. oktober åbnede Folketinget. Her offentliggjorde regeringen også lovkataloget for 2025/2026. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Få overblikket: Se regeringens nye lovforslag, der påvirker kommunerne

NB-Økonomi har samlet et overblik over de lovforslag, der i større eller mindre grad har betydning for kommunerne, som regeringen vil fremsætte i det kommende folketingsår.

Udgivet: 08/10/2025

Thit Bording

Journalist

Del artiklen:

Ved Folketingets åbning tirsdag den 7. oktober blev regeringens lovkatalog for det kommende folketingsår offentliggjort.

Blandt de mange kommende lovforslag er der over 40, der i større eller mindre grad påvirker kommunerne.

Lovforslagene strækker sig over en bred kam af ministerier, hvoraf nogle af forslagene blandt andet omhandler implementeringen af beskæftigelses-, kontanthjælps- og sundhedsreformen.

NB-Økonomi har samlet et overblik over lovforslagene her:

Lovforslag om kommunerne fra Beskæftigelsesministeren:

Ændring af lov om en skattefri seniorpræmie, lov om social pension og forskellige andre love (Forhøjelse af den skattefri seniorpræmie m.v.) (Okt I)

Lovforslaget har bl.a. til formål at forhøje seniorpræmien i 2026 og 2029, en skattefri udbetaling til seniorer, der gerne vil blive længere på arbejdsmarkedet. Denne del af lovforslaget er en opfølgning på regeringsgrundlaget ”Ansvar for Danmark” fra december 2022 og aftalen om reform af personskat mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Nye Borgerlige fra december 2023. Desuden udmønter lovforslaget et forslag om fritagelse for digital selvbetjening, som indgår i aftalen om kommunernes økonomi for 2026 mellem regeringen og KL fra maj 2025, samt flere tekniske ændringer.

Ændring af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, lov om arbejdsskadesikring og lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond (Statslig finansieringsgaranti, bortfald af aktuarberetningen, skærpede krav til it- og cybersikkerhed, ny takststruktur på arbejdsskadeområdet m.v.) (Okt I)

Lovforslaget har til formål at gennemføre ændringer af ATP-loven. Det indebærer bl.a., at der indføres en statslig finansieringsgaranti til ATP i lovforberedende arbejde som aftalt mellem regeringen og KL i aftalen om kommunernes økonomi 2025 af maj 2024. Desuden indfører lovforslaget en række skærpede it-sikkerhedskrav i henholdsvis ATP-loven og lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Lovforslaget skal herudover muliggøre, at der indføres en ny takstmodel for Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings administration af arbejdsskadesager. Den nye takstmodel skal være med til at skabe en væsentlig øget grad af enkelthed og transparens samt grundlag for mere stabile takster over årene.

Ændring af lov om arbejdsmiljø og lov om arbejdsskadesikring (Lempelse af anmeldepligten for arbejdsulykker, tydeliggørelse af Sikkerhedsstyrelsens tilsyn med autorisationsordningen på asbestområdet m.v.) (Okt I)

Lovforslaget har til formål at ændre anmeldereglerne, så arbejdsgivers anmeldepligt af arbejdsulykker ændres fra at gælde tilskadekomnes første fraværsdag til at gælde fra tredje fraværsdag. Reglerne om anmeldelse af arbejdsulykker forenkles i forlængelse af aftalen om kommunernes økonomi for 2026 mellem regeringen og KL fra maj 2025. Lovforslaget har desuden til formål at tydeliggøre Sikkerhedsstyrelsens tilsynsforpligtelse i forhold til autorisationsordningen for nedrivning af asbest.

Ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner (Grænse for kommunernes udgifter til øvrig vejledning og opkvalificering samt mentorstøtte i den kommunale budgetgaranti og indførelse af forældelsesregler i Ydelsesrefusion) (Nov I)

Lovforslaget har til formål at indføre en finansieringsgrænse over den statslige finansiering af udgifterne til øvrig vejledning og opkvalificering samt mentorordningen. Denne del af lovforslaget er en opfølgning på aftalen om reform af beskæftigelsesindsatsen: Mere værdighed, større frihed og færre regler mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre fra april 2025. Endvidere har lovforslaget til formål at indføre en forældelsesfrist for, hvor længe Ydelsesrefusion skal opbevare data. Denne del af lovforslaget er en opfølgning på aftalen om kommunernes økonomi for 2025 mellem regeringen og KL fra maj 2024.

Ændring af lov om social pension, lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. og forskellige andre love (Skærpelse af regler for førtidspension på baggrund af alvorlig kriminalitet, skærpelse af karantæneordninger i ydelsessystemet m.v.) (Nov I)

Lovforslaget har til formål at skærpe reglerne for førtidspension, seniorpension og tidlig pension for kriminelle samt forlænge og udvide de eksisterende karantæneordninger i ydelsessystemet. Lovforslaget indeholder tiltag om frakendelse af førtidspension m.v. på baggrund af alvorlig kriminalitet, herunder bl.a. grov narkokriminalitet. Lovforslaget er en opfølgning på aftalen om frakendelse af førtidspension og skærpelse af karantæneordning på baggrund af alvorlig kriminalitet mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti fra juni 2025.

Ændring af lov om aktiv beskæftigelsesindsats, lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. og forskellige andre love (Reform af beskæftigelsesindsatsen, mere fleksible kontaktforløb og tilbud, afskaffelse af kravet om jobcentre og frihed i organisering af beskæftigelsesindsatsen, afskaffelse af ressourceforløb og revalidering m.v.) (Nov I)

Lovforslaget udmønter dele af beskæftigelsesreformen vedrørende mere fleksible kontaktforløb og tilbud, afskaffelse af ressourceforløb, særlig støtte, revalidering, jobrotation m.v. samt afskaffelse af kravet om jobcentre og større kommunal frihed i organisering af beskæftigelsesindsatsen. Lovforslaget er en opfølgning på regeringsgrundlaget ”Ansvar for Danmark” fra december 2022 og aftalen om reform af beskæftigelsesindsatsen: Mere værdighed, større frihed og færre regler mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre fra april 2025.

Lov om genåbning af visse førtidspensionssager (Feb II)

Lovforslaget har til formål at sikre en systematisk gennemgang af udvalgte førtidspensionssager, hvor det skal vurderes, om der er grundlag for at genåbne sager med henblik på frakendelse.

Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (Feb II)

Lovforslaget udmønter dele af beskæftigelsesreformen vedrørende en aktiv beskæftigelsesindsats og indeholder en ny gennemskrevet hovedlov, herunder tilbageværende regler i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. Lovforslaget er en opfølgning på regeringsgrundlaget ”Ansvar for Danmark” fra december 2022 og aftalen om reform af beskæftigelsesindsatsen: Mere værdighed, større frihed og færre regler mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre fra april 2025.

Ændring af lov om en aktiv socialpolitik, lov om sygedagpenge, lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og forskellige andre love (Reform af beskæftigelsesindsatsen, et nyt sanktionssystem, ny reduceret sygedagpengesats som følge af afskaffelsen af jobafklaringsforløb m.v.) (Feb II)

Lovforslaget udmønter dele af beskæftigelsesreformen vedrørende ændringer i sygedagpengesystemet, bl.a. indførslen af reduceret sygedagpengesats samt ændringer i sanktionssystemet. Lovforslaget er en opfølgning på regeringsgrundlaget ”Ansvar for Danmark” fra december 2022 og aftalen om reform af beskæftigelsesindsatsen: Mere værdighed, større frihed og færre regler mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre fra april 2025.

Ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., lov om en aktiv socialpolitik, lov om sygedagpenge, integrationsloven og forskellige andre love (Konsekvensrettelser som følge af ny lov om en aktiv beskæftigelsesindsats m.v.) (Feb II)

Lovforslaget udmønter dele af beskæftigelsesreformen vedrørende konsekvenser i øvrig lovgivning som følge af ny hovedlov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Lovforslaget er en opfølgning på aftalen om reform af beskæftigelsesindsatsen: Mere værdighed, større frihed og færre regler mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre fra april 2025.

Lovforsalg om kommunerne fra Børne- og undervisningsministeren:

Ændring af lov om de gymnasiale uddannelser og lov om folkeskolen (Hf som trædesten til erhvervsuddannelse, justering af kommunalbestyrelsernes forsyningspligt og genindførelse af forhåndstilkendegivelse) (Okt I)

Lovforslaget har til formål at give kommuner og institutioner mulighed for at tage delvist forskud på epx ved at etablere lokale samarbejder mellem erhvervsskoler, 10. klasse og udbydere af hf. Lovforslaget er en opfølgning på aftalen om en ny erhvervs- og professionsrettet gymnasieuddannelse mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti fra februar 2025.

Ændring af lov om folkeskolen og lov om biblioteksafgift (Ændring af betegnelsen pædagogisk læringscenter til skolebibliotek og ophævelse af bemyndigelse) (Okt I)

Lovforslaget har til formål at ændre betegnelsen pædagogisk læringscenter til skolebibliotek og at tydeliggøre, at understøttelse af elevernes læsning og vejledning i brugen af fysiske bøger i undervisningen og til elevernes fritidslæsning er en central opgave for skolebiblioteket. Lovforslaget indeholder endvidere forslag om regelsanering. Det foreslås således, at reglerne om de pædagogiske læringscentres formål og funktion, som i dag er fastsat i bekendtgørelsesform, skrives ind i folkeskoleloven, hvorved børne- og undervisningsministerens bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om folkeskolens pædagogiske læringscentres formål og funktion, kan ophæves. Endvidere foretages en forenkling af de regler, der skrives ind i loven. Det vil tydeliggøre rammerne for det rum til lokal udmøntning i de enkelte kommuner og skoler, der er efter gældende ret.

Ændring af lov om folkeskolen og forskellige andre love (Udtrykkelige bestemmelser om skolens omsorgsansvar og adgang til fysisk indgriben m.v.) (Feb II)

Lovforslaget har til formål at tydeliggøre skolens ansvar for at drage omsorg for eleverne i skoletiden, og at det som led i varetagelsen heraf kan være nødvendigt at anvende magt over en elev. Det foreslås således at indføre udtrykkelige regler om fysisk indgriben i grundskolen, herunder en udvidet hjemmel til magtanvendelse. Tydelige bestemmelser herom skal være med til at sikre retssikkerheden for eleverne og skolens personale.

Ændring af lov om folkeskolen og forskellige andre love (Obligatorisk mobilfri politik og værktøj til indholdsfiltrering på skolers netværk) (Feb II)

Lovforslaget har til formål at indføre et krav om, at skolebestyrelsen m.v. fastsætter en mobilfri politik, der skal få smartphones m.v. ud af folkeskoler og fritidstilbud med mulighed for at fastsætte undtagelser i folkeskolen (børnehaveklassen og 1.-10. kl.), i fritidstilbud (SFO og fritidshjem) op til og med 3. kl., i kommunale internationale grundskoler og for heltidsundervisning på ungdomsskoler. Lovforslaget har endvidere til formål, at grundskoler, efterskoler, frie fagskoler, ungdomsuddannelser og forberedende grunduddannelse skal have et værktøj til indholdsfiltrering på skolens netværk, der blokerer adgang til hjemmesider, der ikke har undervisningsmæssig eller pædagogisk relevans, i undervisningen og pauser, f.eks. firewall. Lovforslaget er en opfølgning på aftalen om mobilfrie folkeskoler og fritidstilbud m.v. mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre fra september 2025.

Ændring af dagtilbudsloven (Nedsættelse af forældrebetaling og bedre økonomiske vilkår for private tilbud) (Feb II)

Lovforslaget har til formål at nedsætte forældrebetalingsandelen i daginstitutioner og dagpleje og give bedre økonomiske vilkår for private tilbud bl.a. ved at forhøje driftstilskuddet til privatinstitutioner og give forældre med børn i private pasningsordninger mulighed for økonomisk fripladstilskud, højere søskendetilskud og bedre mulighed for at køre barnet ind i forbindelse med barsel. Lovforslaget er en opfølgning på regeringens forslag til finanslov for 2026 fra august 2025.

Lovforslag om kommunerne fra erhvervsministeren:

Ændring af udbudsloven og lov om klagenævnet for udbud samt ophævelse af lov om indhentning af tilbud i bygge- og anlægssektoren (Forenkling af reglerne for indkøb af bygge- og anlægsarbejder under den gældende tærskelværdi, krav om løn-og arbejdsvilkår i visse bygge- og anlægskontrakter samt ophævelse af reglen om udelukkelse af ansøgere eller tilbudsgivere fra skattelylande)(Feb II)

Lovforslaget har til formål at opnå et mere enkelt regelsæt for bygge- og anlægsopgaver under EU’s tærskelværdi på 41,2 mio. kr. ved at ophæve lov om indhentning af tilbud i bygge- og anlægssektoren (tilbudsloven), som fremover erstattes med få enkle regler i udbudsloven. Denne del af lovforslaget er en opfølgning på dele af aftalen om kommunernes økonomi for 2025 mellem regeringen og KL fra maj 2024. Lovforslaget har desuden til formål at understøtte ordentlige løn- og arbejdsvilkår ved at indføre krav om løn- og arbejdsvilkår i bygge- og anlægskontrakter over tærskelværdien. Lovforslaget indeholder desuden en ophævelse af udbudslovens bestemmelse om udelukkelse af virksomheder fra skattelylande, som følge af ny praksis fra EU-Domstolen.

Lovforslag om kommunerne fra indenrigs- og sundhedsministeren:

Ændring af sundhedsloven og forskellige andre love (Flytning af opgaver fra kommuner til regioner, hjemmel vedrørende kvalitetsstandarder, etablering af sundheds- og omsorgspladser, national sundhedsplan, nærsundhedsplaner, bortfald af øvrige regionale opgaver m.v.) (Okt I)

Lovforslaget har til formål at flytte sundhedsopgaver fra kommuner til regioner, hvilket omfatter akutpladser, dele af den kommunale sygepleje, dele af genoptræning og patientrettet forebyggelse. I den forbindelse indføres mulighed for, at regioner og kommuner kan indgå horisontale samarbejdsaftaler vedrørende kommunale og regionale sundhedsydelser i det nære sundhedsvæsen. Indførelse af mulighed for, at regioner og kommuner kan indgå horisontale samarbejdsaftaler indsættes også i overgangsloven. Endvidere omfatter lovforslaget ændring af den gældende hjemmel vedrørende kvalitetsstandarder, etablering af sundheds- og omsorgspladser, regional finansiering af kommunale sundhedsopgaver, udarbejdelse af en national sundhedsplan, regler om at regionsrådet har ansvar for at sikre, at hvert sundhedsråd udarbejder en nærsundhedsplan og bortfald af øvrige regionale opgaver. Lovforslaget er en opfølgning på regeringsgrundlaget ”Ansvar for Danmark” fra december 2022 og aftalen om Sundhedsreform 2024 mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre fra november 2024.

Lov om Digital Sundhed Danmark (Okt I)

Lovforslaget har til formål at tilvejebringe den lovgivningsmæssige ramme for etableringen af Digital Sundhed Danmark og Nationalt Center for Sundhedsinnovation. Lovforslaget er en opfølgning på regeringsgrundlaget ”Ansvar for Danmark” fra december 2022 og aftalen om Sundhedsreform 2024 mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre fra november 2024.

Ændring af sundhedsloven og forskellige andre love (National planlægningskompetence for digitalisering og data i sundhedsvæsnet, nye regler for fælles digital infrastruktur, ændringer som følge af lov om Digital Sundhed Danmark og Statens Serum Instituts infrastrukturer, databaser m.v.) (Okt I)

Lovforslaget har til formål at indføre en national planlægningskompetence for digitalisering og data i sundhedsvæsnet, nye regler for fælles digital infrastruktur og konsekvensrettelser i sundhedsloven m.v. Denne del af lovforslaget er en opfølgning på regeringsgrundlaget ”Ansvar for 20 Danmark” fra december 2022 og aftalen om Sundhedsreform 2024 mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre fra november 2024. Herudover har lovforslag

Ændring af sundhedsloven (Samlet patientrettighed for børn og unge, der er henvist til udredning i psykiatrien samt forøgelse af statslige færdigbehandlingstakster for psykiatriske patienter) (Okt I)

Lovforslaget har til formål at sikre børn og unge, som er henvist til udredning i psykiatrien, én samlet patientrettighed til et sammenhængende forløb med både udredning og behandling inden for 60 dage. Lovforslaget har derudover til formål at hæve den statslige færdigbehandlingstakst i psykiatrien for at øge kommunernes økonomiske incitament til at hjemtage patienter fra sygehusene, når de er færdigbehandlede. Lovforslaget er en opfølgning på aftalen om en samlet 10- årsplan for psykiatrien mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Alternativet fra maj 2025.

Ændring af lov om regionernes finansiering og forskellige andre love (Ny finansieringsmodel for regionerne, øget mulighed for samarbejde på tværs af kommuner og regioner og øget fleksibilitet i specialeplanlægningen) (Feb II)

Lovforslaget har til formål at indføre en ny model for regionernes finansiering. Endvidere omfatter lovforslaget en udvidelse af den gældende overgangsordning, der midlertidigt håndterer de afledte byrdefordelingsmæssige konsekvenser for kommunerne, der følger af sundhedsreformen. Med lovforslaget foreslås også ændringer af sundhedsloven, som skal understøtte samarbejde om varetagelse af sundhedsopgaver m.v. mellem regioner og kommuner samt ændringer, der skal bidrage til en øget fleksibilitet i specialeplanlægning. Lovforslaget er bl.a. en opfølgning på regeringsgrundlaget ”Ansvar for Danmark” fra december 2022 og aftalen om Sundhedsreform 2024 mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre fra november 2024.

Lovforslag om kommunerne fra klima-, energi- og forsyningsministeren:

Lov om foranstaltninger til fremme af et brinttransmissionssystem fra Esbjerg til den dansk-tyske landegrænse (Okt I)

Lovforslaget har til formål at understøtte muligheden for en fremrykning af Energinets tidsplan for brintinfrastruktur med henblik på idriftsættelse af strækningen fra Esbjerg til den tyske grænse ultimo 2030. Lovforslaget er en opfølgning på aftalen om brintinfrastruktur til Tyskland: Muliggørelse af Syvtallet mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet fra februar 2025.

Ændring af lov om elforsyning (Regelforenkling for solceller på offentlige bygninger) (Feb I)

Lovforslaget har til formål at fremme udbredelsen af solceller på offentlige bygninger. Lovforslaget skal forenkle reglerne for kommunale og regionale solcelleanlæg ved bl.a. at afskaffe krav om selskabsudskillelse og modregning. Herved styrkes kommuners og regioners økonomiske incitament til at opstille solcelleanlæg, og de bureaukratiske barrierer mindskes. Lovforslaget er opfølgning på regeringens forslag til finanslov for 2026 fra august 2025.

Lovforslag om kommunerne fra miljøministeren:

Lov om natur og biodiversitet (Feb II)

Lovforslaget har til formål at indføre en lov om natur og biodiversitet med henblik på at bidrage til EU’s biodiversitetsstrategis mål om 30 pct. beskyttede områder på land og på havet, herunder 10 pct. strengt beskyttede områder. Lovforslaget vil sætte rammerne for virkemidler til at opnå disse mål, herunder definitioner på beskyttede områder og strengt beskyttede områder. Lovforslaget er en opfølgning på regeringsgrundlaget ”Ansvar for Danmark” fra december 2022, aftalen om et grønt Danmark mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal, Dansk Industri og Kommunernes Landsforening fra juni 2024 og aftalen om implementering af et grønt Danmark mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre fra november 2024.

Lovforslag om kommunerne fra ministeren for byer og landdistrikter:

Ændring af lov om planlægning, lov om naturbeskyttelse og byggeloven (Bedre udviklingsmuligheder for landdistrikterne) (Feb II)

Lovforslaget har særligt til formål at skabe vækst og liv i landdistrikterne og gøre det lettere for borgere, iværksættere og virksomheder at tilpasse deres bolig og udvikle deres virksomhed. Lovforslaget er en opfølgning på aftalen om vækst og udvikling i landdistrikterne gennem ændring af planloven m.v. mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti fra oktober 2024.

Lovforslag om kommunerne fra ministeren grøn trepart:

Lov om bæredygtig forvaltning af næringsstoffer og drivhusgasser m.v. i jordbruget (Feb II)

Lovforslaget finder anvendelse for arealer, der anvendes til land- og skovbrugsmæssige formål, og for øvrige aktiviteter i land- og skovbruget. Dette med henblik på at værne om natur, miljø, klima og menneskers sundhed, hvor det særligt tilsigtes at forebygge og begrænse forurening af vandmiljøet som følge af udledning af næringsstoffer, og at begrænse drivhusgasemissioner. Lovforslaget er en opfølgning på aftalen om et Grønt Danmark mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal, Dansk Industri og Kommunernes Landsforening fra juni 2024 og aftalen om Implementering af et Grønt Danmark mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre fra november 2024.

Lovforslag om kommunerne fra ministeren for samfundssikkerhed og beredskab:

Ændring af lov om beskyttelsesrum (Styrkede beføjelser og tilsyn på beskyttelsesrumsområdet) (Nov I)

Lovforslaget har til formål at gennemføre de ændringer af lov om beskyttelsesrum, som eftersynet af reglerne på området har givet anledning til.

Ændring af beredskabsloven og forskellige andre love (Styrket beredskab) (Feb II)

Lovforslaget har bl.a. til formål at gennemføre ændringer af beredskabsloven m.v., som kan bidrage til at styrke beredskabet i Danmark.

Lovforslag om kommunerne fra skatteministeren:

Ændring af selskabsskatteloven (Ophævelse af skattefritagelse for havne) (Feb II)

Lovforslaget har til formål at ophæve den fritagelse for selskabsskat, der gælder for statshavne og kommunale havne og for andre havne, der kun anvender deres indtægter til havneformål, for dermed at sikre, at den skattemæssige behandling af havne er i overensstemmelse med EU-reglerne om statsstøtte.

Lovforslag om kommunerne fra social- og boligministeren:

Ændring af lov om social service (Selvbestemmelsesordning ved valg af tidsbegrænset bostøtte for borgere i hjemløshed, der har haft ophold på herberger m.v.) (Okt II)

Lovforslaget har til formål at indføre en selvbestemmelsesordning ved valg af bostøtte for borgere i hjemløshed, som visiteres til bostøtte til CTI-metoden i Housing First-tilgangen. Lovforslaget er en opfølgning på aftalen om finansloven for 2025 mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre fra november 2024.

Ændring af lov om social service (Pligt til at oprette afklaringspladser) (Dec II)

Lovforslaget har til formål at give kommunerne pligt til at etablere afklaringspladser, der skal være med til at skabe sammenhæng mellem den regionale psykiatri og socialpsykiatrien. Formålet er at sikre, at borgeren hurtigt kan blive hjulpet videre til de rette sociale indsatser efter en indlæggelse i den regionale psykiatri. Lovforslaget er en opfølgning på aftalen om en samlet 10- årsplan for psykiatrien mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Alternativet fra maj 2025.

Lovgivning vedrørende en værdighedsreform (Jan I)

Lovforslaget har til formål at udmønte en kommende værdighedsreform. Lovforslaget er en opfølgning på regeringsgrundlaget ”Ansvar for Danmark” fra december 2022 og regeringsudspillet ”Værdighedsreform” fra maj 2025.

Ændring af lov om social service og forskellige andre love (Udvidelse af refusionsordningen for bostøtte efter Housing First-tilgangen, fastholdelse af den nuværende refusionsperiode på herbergområdet, loft over taksterne for krisecentre og herberger m.v. samt indførelsen af krav om driftsaftale for ikke-offentlige herberger m.v.) (Feb I)

 Lovforslaget har til formål at udvide refusionsordningen for bostøtte efter Housing First-tilgangen samt fastholde den nuværende refusionsperiode på herbergområdet. Lovforslaget har samtidig til formål at etablere bemyndigelse for social- og boligministeren til at fastsætte takstlofter for krisecentre og herberger. Lovforslaget vil desuden indføre et krav om driftsaftale med beliggenhedskommunen for ikke-offentlige herberger m.v. efter § 110 i serviceloven som led i en ny model for øget styring med kapaciteten på herbergområdet. Lovforslaget er en opfølgning på aftalerne mellem regeringen og KL om kommunernes økonomi for hhv. 2024 og 2025 samt aftale om udvidelse af refusionsordningen for bostøtte efter Housing First-tilgangen, fastholdelse af den nuværende refusionsperiode på herbergområdet mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti fra september 2025.

Ændring af lov om social service (Nyt takstsystem for visse ydelser) (Feb II)

Lovforslaget har til formål at indføre en ny takstmodel vedrørende botilbud og ydelser efter serviceloven, der ydes på botilbudslignende tilbud. Et nyt takstsystem skal forbedre sammenhængen mellem kvalitet og økonomi, understøtte gennemsigtighed i pris og kvalitet, samt sammenlignelighed på tværs af tilbud. Takstsystemet skal desuden give bedre muligheder for udgiftsstyring og mulighed for politisk prioritering herunder for regulering af prisfastsættelsen på botilbud. Lovforslaget er en opfølgning på aftalen om kommunernes økonomi for 2025 mellem regeringen og KL fra maj 2024 og rammeaftalen om en langsigtet og bæredygtig udvikling af handicapområdet mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre fra maj 2024.

Ændring af lov om socialtilsyn, lov om social service og barnets lov (Opfølgning på arbejdet om snyd og svigt i sociale tilbud og brug af ikke-godkendte tilbud) (Feb II)

Lovforslaget har til formål at skærpe en række regler, så snyd og svigt i sociale tilbud i højere grad kan forhindres, og så der sker en yderligere regulering af anvendelsen af ikke-godkendte tilbud. Lovforslaget er en opfølgning på rammeaftalen om en langsigtet og bæredygtig udvikling af handicapområdet mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre fra maj 2024.

Ændring af lov om social service og lov om socialtilsyn og forskellige andre love (Indførelse af specialeplanlægning på den højt specialiserede del af handicapområdet m.v.) (Feb II)

Lovforslaget har til formål at muliggøre udrulning af en national specialeplanlægning på den højt specialiserede del af handicapområdet og derigennem skabe tryghed for mennesker med handicap, som har behov for et højt specialiseret tilbud. Lovforslaget er en opfølgning på regeringsgrundlaget ”Ansvar for Danmark” fra december 2022 og en forventet kommende politisk aftale.

Ændring af barnets lov (Mulighed for at pålægge forpligtende kommunale samarbejder på børneområdet) (Feb II)

Med lovforslaget etableres mulighed for at pålægge enkelte udvalgte kommuner, indenfor allerede udpegede grupper af kommuner, at udvide et eksisterende samarbejde efter lov om forpligtende kommunale samarbejder til også at omfatte opgaver efter barnets lov. Formålet er at understøtte en bæredygtig sagsbehandling med henblik på at styrke retssikkerheden for børn, unge og familier i de pågældende kommuner.

Lovforslag om kommunerne fra transportministeren:

Lov om anlæg af ny midtjysk motorvej (strækningerne mellem Klode Mølle og Løvel vest om Viborg og mellem Give og Billund Vest) (Okt I)

Lovforslaget har til formål at tilvejebringe det retlige grundlag til at anlægge en motorvej på strækningen fra den nuværende rute 13 ved landsbyen Klode Mølle, vest om Viborg til den nuværende rute 13 syd for landsbyen Løvel. Lovforslaget har endvidere til formål at tilvejebringe det retlige grundlag til at anlægge en motorvej på strækningen fra den nuværende rute 18 ved Give til Billund Vest. Lovforslaget er en opfølgning på aftalen om Infrastrukturplan 2035 mellem den daværende regering (Socialdemokratiet), Venstre, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti fra juni 2021.

Ekspropriationsproceslov (Feb I)

Lovforslaget har til formål at samle de gældende ekspropriationsprocesregler i en samlet hovedlov. Dermed bliver de gældende regler mere gennemskuelige for borgere, virksomheder og myndigheder. Herudover indebærer lovforslaget, at de eksisterende statslige taksationskommissioner og kommunale overtaksationskommissioner, der behandler klager over erstatning i forbindelse med ekspropriation af fast ejendom m.v., samles i to taksationsklagenævn. Dette vil kunne føre til større ensartethed i erstatningsfastsættelsen på tværs af landet i både statslige og kommunale sager.

Lov om anlæg af ny motorvej mellem Næstved og Rønnede (rute 54) og udvidelse af Motorring 4 syd og Ring 4 ved København, samt etablering af nødspor på Vestmotorvejen mellem Korsør og Vemmelev (Feb II)

Lovforslaget har til formål at tilvejebringe det retlige grundlag for at anlægge en ny motorvej mellem Næstved og Rønnede (rute 54), udvide Motorring 4 syd og Ring 4 samt at etablere nødspor på Vestmotorvejen mellem Korsør og Vemmelev. Lovforslaget er en opfølgning på aftalen om Infrastrukturplan 2035 mellem den daværende regering (Socialdemokratiet), Venstre, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti fra juni 2021.

Ændring af lov om en Cityring og lov om trafikselskaber (Anlæg af metrolinje M5 til Lynetteholm og justering af takster m.v.) (Feb II)

Lovforslaget har til formål at skabe hjemmel til, at Metroselskabet I/S kan anlægge metrolinjen, M5, der skal betjene de nye byudviklingsområder på Lynetteholm og i Østhavnen og eksisterende bydele i København, herunder Islands Brygge og den centrale del af Amager. Lovforslaget er en opfølgning på aftalen om byudvikling og infrastruktur til Lynetteholm mellem regeringen og Københavns Kommune fra marts 2025, hvoraf det bl.a. fremgår, at parterne er enige om at indføre en række takstjusteringer m.v.

Lovforslag om kommunerne fra ældreministeren:

Ændring af ældreloven (Udvikling og anvendelse af kunstig intelligens og lignende digitale løsninger i ældreplejen) (Feb II)

Lovforslaget har til formål at tilvejebringe hjemmel til udvikling og anvendelse af kunstig intelligens og lignende digitale løsninger i ældreplejen, herunder til beslutningsstøtte m.v. Det er hensigten med lovforslaget at sikre et klart hjemmelsgrundlag til behandling af personoplysninger i sådanne digitale løsninger, der bl.a. vil kunne bidrage til at frigøre arbejdskraft, reducere administration og øge kvaliteten i ældreplejen.

Dyk selv ned i lovkataloget for det kommende folketingsår her:

PDF åbnes i et nyt vindue

Lovgivningskatalog 2025/2026

Sidst opdateret: 08/10/2025 - 12:14

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]