Børne og undervisningsminister Mattias Tesfaye vil rette henvendelse til KL for at sikre, at de kommuner, der endnu ikke lever op til lovkravet om minimumsnormeringer, snarest muligt vil gøre det.

Børne og undervisningsminister Mattias Tesfaye vil rette henvendelse til KL for at sikre, at de kommuner, der endnu ikke lever op til lovkravet om minimumsnormeringer, snarest muligt vil gøre det. - Foto: Keld Navntoft

Tesfaye: Ikke tilfreds med at kommuner ikke lever op til lovkrav

Selvom flere kommuner i 2024 overholder minimumsnormeringerne i daginstitutionerne, har flere kommuner forringet normeringerne i børnehaver og vuggestuer. 14 kommuner overholder ikke loven. Se udviklingen i hver kommune.

Udgivet: 30/09/2025

Christian Brandt Pedersen

Redaktør

Kristoffer Sutton

Journalist

Del artiklen:

(Korrektion 14:20: Det fremgik tidligere, at det handlede om 15 kommuner, der ikke lever op til lovgivningen. Rebild og Helsingør er som frikommuner undtaget af kravet om minimumsnormeringer)

Det er ikke godt nok, når 14 kommuner ikke lever op til minimumsnormeringerne i 2024, hvor lovgivningen trådte i kraft. Det mener børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye.

”Vi har indført minimumsnormeringer, fordi det er et væsentligt element i at sikre kvalitet for børnene i vores daginstitutioner. Jeg er ikke tilfreds med, at der er 14 kommuner, som ifølge Danmarks Statistiks normeringstal ikke lever op til lovkravet," skriver ministeren i et skriftligt svar.

Han opfordrer derfor kommunerne til at rette op.

"Kommunerne har i de sidste fire år fået penge til at indfase normeringerne. Derfor forventer jeg også, at de kommuner, der endnu ikke er i mål, sætter alt ind for hurtigst muligt at efterleve det. Jeg vil række ud til KL for at få en dialog om, hvorfor nogle kommuner ikke lever op til lovkravet,” skriver Mattias Tesfaye.

BUPL: Kommuner skal stå til ansvar overfor vælgerne

Hos pædagogernes fagforening er det heller ikke tilfredsstillende at 14 kommuner ikke lever op til lovens bogstav:

"Kommunerne skal først og fremmest stå til ansvar overfor vælgerne, når de ikke giver børnene de normeringer, de er blevet lovet. De nye tal bør være et wake-up call i de kommuner, der ikke lever op til loven. De får travlt nu med at betrygge forældre og pædagoger i, at de retter op på normeringerne og kommer i mål med det samme. For selvfølgelig skal man overholde loven," siger Elisa Rimpler, formand i BUPL.

Lige som ministeren vil følge op, så er man BUPL også meget optaget af at kommunerne kommer i mål, siger Elisa Rimpler:

"I BUPL vil vi nu følge op politisk og gå i dialog med både den ansvarlige minister på området og kommunerne, og jeg forventer en fælles politisk vilje til at få alle kommuner på den rigtige side af loven allerede i år," siger hun.

Normeringen er forringet i både vuggestuer og børnehaver i 12 kommuner

I 12 kommuner er normeringerne i vuggestuer og børnehaver forringet fra 2023 til 2024, viser de nye tal for normeringer i de kommunale daginstitutioner fra Danmarks Statistik.

Samlet er det 14 kommuner der ikke overholder de lovpligtige 2024-minimumsnormeringer.

Fik du læst?

14 kommuner brød loven - overholdt ikke minimumsnormeringer

Mens flere kommuner end i 2023 overholder lovgivningen, som trådte i kraft i 2024, så er der sket en forringelse af forholdet mellem antallet af børn pr voksen i enten vuggestuer eller vuggestuer i 37 kommuner.

Og i fire kommuner er man gået fra at overholde målet om en voksen til tre børn i vuggestuer og en voksen til seks børn i børnehaverne til at ligge over i den seneste opgørelse.

Se udviklingen i kommunerne her (artiklen fortsætter efter kortet)

Forringelse af normeringer skyldes ubesatte stillinger

I Dragør er normeringerne i både vuggestuer og børnehaver forringet siden 2023.

Men det er der en helt naturlig årsag til, forklarer Kenneth Gøtterup (K), borgmester i Dragør Kommune.

"I 2023 var vi faktisk over vores minimumsnormeringer med 0,1, og i 2024 lander vi lige under med minus 0,1. Vi har penge til minimumsnormeringerne, institutionerne har midlerne, men som en lille kommune kan små forskydninger – fx ubesatte stillinger – give sådanne små udsving. Når vi ligger på plus/minus 0,1, er det reelt det samme som at overholde minimumsnormeringerne."

"Det handler egentlig ikke om pengene, fordi de er der. Det her har i høj grad handlet om, at stillinger skal besættes, når der har været vakancer. Med 0,1-procenten skyldes det nogle stillinger, der har været ubesatte i et år, og vi besætter dem så hurtigt, vi kan. Vi fastholder også en meget høj grad af pædagogandele – omkring 60 procent skal være uddannede pædagoger – og vi har sendt mange medhjælpere på pædagoguddannelser. Men vi er godt klar over at når det hedder 3 børn pr voksen, så hedder det ikke 3,1," siger Kenneth Gøtterup.

Udvalgsformand: Det er ikke godt nok

Også i Thisted Kommune, hvor normeringerne i 2023 lå på henholdsvis 2,9 børn og 6 børn pr voksen, har normeringerne i både vuggestuer og børnehaver rykket sig under målsætningen.

"Vi er selvfølgelig kede af, at vi i år, altså i 2024, ligger på den forkerte side. I 2023 lå vi spot on. Det skal vores direktør få rettet op på," siger Peter Larsen (LA), formand for Børne- og Familieudvalget i Thisted Kommune.

Det kommer dog ikke som en overraskelse for udvalgsformanden.

"Vi har haft det op i vores udvalg. På det seneste møde i Børne- og Familieudvalget fik vi det som en orientering. Det synes vi selvfølgelig ikke er godt nok, når vi ligger på den forkerte side. Vi har sagt til vores direktør, at det skal han sørge for bliver rettet op hurtigst muligt, og det har han lovet," siger han.

Sidst opdateret: 30/09/2025 - 14:26

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]