CEPOS langer ud efter regeringen: Har statens afbureaukratisering tabt pusten?
Regeringen har lovet at reducere antallet af administrative stillinger i staten med 1.000 inden udgangen af 2025. Men en ny analyse fra CEPOS viser, at udviklingen går den modsatte vej
Udgivet: 25/09/2025
Efter et lille fald i første kvartal er antallet af administrative ansatte igen steget, så det samlede reduktionstal nu blot er 198 stillinger.
”Det begyndte godt, men luften gik hurtigt af ballonen. Man nedlægger godt nok stillinger med den ene hånd, men samtidig opretter man masser af nye stillinger med den anden,” siger Karsten Bo Larsen forskningschef i CEPOS og fortsætter:
”Regeringen får meget svært ved at levere på sit løfte om at reducere bureaukratiet, hvis udviklingen i første halvår fortsætter”.
Analysen viser samtidig, at væksten i statens ansatte de seneste år næsten udelukkende er sket inden for ledelse og administration.
Hovedpointer fra analysen:
Antallet af fuldtidsstillinger indenfor ledelse og administration i staten steg markant med ca. 23.000 fra første kvartal 2011 til andet kvartal 2025.
Specifikt under SVM-regeringen er der kommet 5.202 flere administrative fuldtidsstillinger, hvoraf ca. 4.600 er akademikere og ledere.
I løbet af 1. halvår 2025 er antallet af ledere og administratorer i staten faldet med 198 fuldtidsbeskæftigede (sammenlignet med 4. kvt. 2024).
Hvis man sammenligner med 2. kvartal 2024 med 2. kvartal 2025, er antallet af administratorer i staten steget med 676 fuldtidsstillinger. Det er interessant, da det netop var i maj 2024, at finansminister Nikolaj Wammen annoncerede, at det var regeringens målsætning, at der skulle fjernes 1.000 administrative stillinger i staten i 2025.
Ifølge CEPOS understreger det, at problemet er strukturelt, og at frivillige målsætninger ikke er nok til at vende udviklingen.
”Uanset om regeringen har været rød eller blå, er resultatet blevet det samme: flere administratorer og ledere. Derfor mener vi, at der skal stærkere midler til. CEPOS foreslår et egentligt bureaukratloft, hvor man i budgetloven fastsætter et maksimum for, hvor mange medarbejdere staten må have til administration og ledelse. Ellers risikerer vi, at bureaukratiet vokser videre uanset de politiske løfter,” siger Karsten Bo Larsen.
CEPOS’ analyse viser, at der i dag er 676 flere administrative ansatte i staten end i foråret 2024, hvor regeringen lancerede sit løfte om at reducere antallet.
”Hvis regeringen virkelig vil bremse væksten i bureaukratiet, må den binde sig selv til masten. Ellers bliver det ved snakken,” siger Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS.
Analysen kan læses her.
Sidst opdateret: 25/09/2025 - 12:43









































