18 kommuner står til selvbudgetteringsgevinst

Nye folketal betyder, at en ny kommune kommer i spil til selvbudgetterings-gevinst, men borgmesteren er stadig tilbageholden. Se tal for din kommune her.

Udgivet: 15/09/2025

Oliver Gantriis

Jounalist

Del artiklen:

Imens valget mellem statsgaranti og selvbudgettering i disse dage er årsag til en del panderynker ude i landets byrådsale, begynder svaret at stå lidt klarere for 18 af kommunerne. De står lige nu til at kunne få en gevinst ved at vælge selvbudgettering i 2026.

Det viser beregninger fra IT-konsulenthuset Dataproces på baggrund af de nye opdaterede folketal og skøn for kommunernes skatteindtægter i Økonomisk Redegørelse for august.

I alt 29 kommuner står ifølge prognosen til et mere gunstigt resultat end statsgarantien, men fordi den samlede gevinst (ca. 427 mio. kr. for nuværende) skal modregnes kommunerne under ét, er det kun 18 kommuner, der ender med en nettogevinst.

Lige nu er det Albertslund Kommune, der står til den største selvbudgetteringsgevinst. Ifølge prognosen står Vestegnskommunen til en gevinst på 750 kr. pr. indbygger, svarende til 21 mio. kr., efter modregning. Også Glostrup og Rødovre kommuner er at finde i toppen, når det kommer til de største selvbudgetteringsgevinster.

Fik du læst?

Færre kommuner får gevinst af selvbudgettering efter Økonomisk Redegørelse

Prognosen indeholder de nyeste folketal samt det mest opdaterede skøn for udviklingen i kommunernes skattegrundlag, som blev forsinket grundet en regnefejl. Du kan læse mere om forudsætningerne for prognosen i bunden af artiklen.

Fik du læst?

Regnefejl gav for højt skøn for kommuneskat

De nye folketal og rettelserne i skatteprognosen betyder også, at Jammerbugt Kommune lige akkurat sniger sig ind som nettovinder med ca. 15 kr. pr. indbygger, svarende til en lille million kroner i alt.

Borgmester: Brændt barn skyer ilden

Men selvom prognosen er begyndt at pege i Jammerbugt Kommunes retning, er borgmesteren tilbageholdende med at kaste sig ind i selvbudgetterings-racet for hurtigt.

"Vi er rigtig glade for de gode tal, men vi tager den forsigtige løsning i denne omgang," siger borgmester i Jammerbugt Kommune, Mogens Gade (V).

Det er i høj grad en stigning i indbyggertallet, der flytter kommunen over grænsen til en lille nettogevinst, og ifølge borgmesteren er det for første gang i lang tid, at man kan konstatere en egentlig stigning i folketallet i den nordjyske kommune. Det er dog ikke nok i sig selv for Mogens Gade.

"Vi har før stået med gode prognoser, hvor vi efterfølgende har brændt fingrene på selvbudgettering, og brændt barn skyer ilden. Vi skal nok op på en gevinst i en størrelsesorden, der hedder 100-200 kr. pr. indbygger, før vi for alvor begynder at overveje det igen."

Samtidig betyder de nye selvbudgetteringsregler også, at der ikke længere er samme fare ved at stå udenfor selvbudgetteringsklubben, som der ellers har været de seneste budgetår.

"De forrige år har det været et spørgsmål om købmandskab – ville man tabe meget eller tabe lidt mindre. Med regeringens nye lov er det begrænset, hvor galt det kan gå," siger borgmesteren og udelukker heller ikke, at selvbudgettering kan blive en mulighed i fremtiden.

Fakta

Forudsætninger for prognosen

  • Udskrivningsgrundlaget er angivet som i Økonomisk Redegørelse August 2025

  • Udskrivningsgrundlaget er fordelt ud pr. kommune som deres forventede andel af det samlede udskrivningsgrundlag i 2026 ud fra et syv-års gennemsnit.

  • Folketallet følger Dataproces’ løbende fremskrivning.

  • 29 kommuner står til at vinde på selvbudgettering i efterreguleringen, og disse er sat til at selvbudgettere og resten er sat til at vælge statsgarantien.

Sidst opdateret: 15/09/2025 - 13:31

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]