Forældrene bliver forventeligt skuffet over nye normeringer i cirka 45 kommuner
Regeringens børneudspil lover flere 'voksne', men hvis forældre i alle kommuner forventer, at de får et løft i normeringerne svarende til ledernes hidtidige indregning, så bliver de med stor sikkerhed skuffet. Få forklaringen her - og se hvad udsigten er i din kommune.
Udgivet: 10/09/2025
Mange forældre bliver forventeligt ret skuffede, når de opdager, at der i op til 45 kommuner slet ikke kommer de ekstra voksne i deres daginstitutioner, som de forventede. Altså medmindre forældrene er godt inde i detaljerne om DUT-reguleringer af kommunernes økonomi.
Mange forældre har formentligt fulgt dækningen af regeringens nye finanslovsforslag på børneområdet - eksempelvis som på DR.dk:
"...som reglerne er i dag, tæller 85 procent af ledernes arbejdstid i daginstitutionerne også med i regnskabet om normeringer. Men det vil regeringen lave om, så lederen fremover ikke tæller med.
Det betyder, at lederen i daginstitutionerne kan koncentrere sig mere om at lede, og det betyder vigtigst af alt, at der bliver frigjort pædagogiske timer direkte til børnene, fastslår Mette Frederiksen."
De fleste forældre har formentlig tænkt, at der så ville komme en ekstra bemanding i deres daginstitution svarende til 85 procent af lederens arbejdstid. Men reelt har ingen ministre, så vidt NB-Økonomi ved, lovet forældrene, at normeringen ville blive løftet i alle kommuner.
Man kan dog dårligt kritisere medierne for at kæde de to ting sammen, for i det handout, som journalisterne fik på pressemødet, var det svært at forstå forslaget anderledes.
Som man kan se i faktaarket, efterlades læserne nemt med det indtryk, at det kræver 1.360 ekstra årsværk at kompensere for, at lederne ikke længere regnes med. NB-Økonomi forsøgte i mere end en uge at få de bagvedliggende præmisser for regeringens forslag, men det lykkedes først mandag i denne uge.
Her viste det sig, at regeringen nøje følger de såkaldte DUT-regler, der fastlægger, hvordan kommunerne skal kompenseres for nye lovkrav fra staten. Det betyder, at regeringen kun giver hver af de 98 kommuner deres andel af udgiften til at ansætte ekstra personale i de 55 kommuner, som ikke allerede i dag har en normering, der sikrer en voksen til tre 0-2-årige og en voksen til seks 3-5-årige.
Når den kompensation så fordeles blandt alle kommuner efter folketallet, så betyder det, at kommunerne slet ikke får penge til at trække alle lederne ud af normeringerne.
De 53 kommuner som ikke allerede har en normering der kan rumme at lederne bliver taget ud får en mindre kompensation end deres faktiske udgift til at ansætte det nødvendige ekstra personale til at opfylde de nye normeringer uden ledere. Derfor skal kommunerne finde ekstra penge på andre serviceområder for at finansiere deres tab.
Modsat betyder det også, at de kommuner, som i dag har så gode normeringer, at de kan pille lederne ud af normeringerne uden at ansætte flere medarbejdere, får et overskud på kompensationen fra staten. Men det overskud rækker ikke til at ansætte personale, som svarer til 85 procent af de ledere, der ikke længere skal tælle med.
Effekten kan du se i nedenstående landkort. Her har vi forudsat, at alle kommuner, som ikke i dag lever op til at opgøre normeringen uden ledertimer, finder pengene og ansætter det nødvendige antal voksne, og at de øvrige kommuner (altså dem, der allerede opfylder normeringen uden at regne lederne med) ansætter det antal voksne, som deres kompensation fra staten dækker. I kortet kan du dermed se, hvor mange procent af forventningen om fuld konvertering af ledertimer til ekstra personale, der vil blive opfyldt.
Sidst opdateret: 10/09/2025 - 12:41










































