FAKTA - Sådan har vi gjort:

For at give et billede af kommunernes serviceudgifter i forhold til deres udgiftsbehov baseret på alderssammensætningen af befolkningen og de socioøkonomiske forhold, har vi taget udgangspunkt i den beregning af udgiftsbehovet, som ligger i det kommunale udligningssystem. Denne metode har vi valgt at farvelægge kortet efter.

Normalt omfatter det aldersbestemte udgiftsbehov i udligningssystemet både service, anlæg og overførsler. Ved brug af data fra et særligt prognoseværktøj fra Dataproces, er det muligt at trække serviceudgifterne ud af det samlede udgiftsbehov i udligningssystemet.

Udligningssystemets beregning af udgiftsbehov rummer dog nogle grundlæggende udfordringer:

Udligningssystemet giver ikke fuld dækning til alle aldersgrupper for socioøkonomi, og udgiftsbehovet for børn og ældre er dermed systematisk undervurderet, mens udgiftsbehovet for 20-64 årige er systematisk overvurderet. Det har vi valgt at tolke som en politisk valgt ændringen af udligningsgraden, så særligt de største universitetsbyer får en mere favorabel udligning. Derfor har vi i metode 2 valgt at korrigere for dette forhold.

Det har vi gjort ved at give de enkelte aldersgrupper fuld socioøkonomisk dækning ved, at hver aldersgruppe får tildelt et socioøkonomisk udgiftsbehov, der svarer til 33 procent af den enkelte aldersgruppes udgiftsbehov. Du kan se denne afvigelse ved at klikke på de enkelte kommuner, og læse teksten.

En anden udfordring er, at udligningssystemet efter reformen i 2020 ikke længere alene er baseret på objektive forhold, men også på politisk tildelte varige særtilskud.

Det er helt uklart, i hvilket omfang særtilskuddene er udtryk for at et ønske om at øge udligningsgraden af indkomster, og i hvilket omfang det er udtryk for en erkendt skævhed i beregningen af udgiftsbehovene.

Analyser fra Dataproces har tidligere vist, at udligningssystemet undervurderer udgiftsbehovet i særlig yderkommunerne, og det indikerer, at indekstallet for yderkommunerne generelt er kunstigt højt - yderkommunerne har altså en lavere serviceramme i forhold til deres udgiftsbehov end tallene i den her analyse viser.

Sådan er serviceudgiftsbehovet beregnet: Ved at bruge et særligt prognoseværktøj fra Dataproces har vi fået trukket serviceudgifterne ud af det samlede udgiftsbehov i udligningssystemet.

Rent praktisk er det foregået ved, at alle konti som indgår i serviceudgifterne er fordelt efter den særlige fordelingsnøgle angivet i bekendtgørelsen om tilskud og udligning.

Eks. er alle serviceudgifter til daginstitutioner fordelt på de 0-5 årige osv.

Fordelingsnøglen kommer fra udligningseksperterne i Indenrigs- og Sundhedsministeriet, og er ifølge loven udregnet på baggrund af stikprøver og analyser fra en række udvalgte kommuner.

Bemærk: Udregningen af serviceudgiftsindekset er grundlæggende følsom overfor fejl i udligningssystemet.

Hvis eks. en landkommune ikke får den korrekte kompensation for lange afstande mellem borgerne, så vil kommunen godt nok bruge mange penge på ældrepleje, men en forholdsmæssig stor del af pengene går til at transportere personalet mellem adresserne og ikke til at pleje de ældre.

Modsat vil det gælde, at såfremt en kommune får et for højt udgiftsbehov, så vil et lavere forbrug på service til et område give et falsk billede af, at kommunen ligger lavt.