De 98 borgmestre står overfor en historisk svær opgave, når de torsdag indleder forhandling om fordeling om fordelingen af service- og anlægsrammer.

Det er altid svært i et valgår, men derudover har regeringen på to punkter gjort det umådeligt meget sværere. Det største substantielle problem er, at regeringen siden udligningsreformen i 2020 ikke alene har fortsat en årlig overfinansiering af kommunerne med cirka seks milliarder kroner, men man har også valgt den nemme løsning at hælde yderligere milliarder i overfinansieringen, hver gang utilfredse borgmestre fra fattige kommuner har presset regeringen til at komme med flere penge.

Mens overfinansieringen i de første år i mange kommuner blev brugt til en helt nødvendig polstring af kommunekasserne, så ligger pengene i stadig flere kommunerne og brænder i lommerne. Og det er en dramatisk forandring, som får større og større effekt år for år.

Dengang hvor regeringen respekterede det gyldne styringsprincip om, at kommunernes finansiering skulle stemme med deres samlede udgiftsrammer, var forhandlingerne mellem borgmestrene relativt enkle. Når alle kommunerne af simpel nød tilpassede deres ønsker efter deres finansiering, ja så endte det hele med at stemme helt automatisk og kommunerne overholdt samlet set rammerne.

Samtidig var det meget enkelt, at staten via udligningssystemet afgjorde, hvor mange penge den enkelte kommune skulle have - og derfor var det grundlæggende Folketingets ansvar, når en borgmester tog hjem fra KL-Huset med en lille serviceramme, som derefter udløste kommunale besparelser.

Nu er det i stedet blevet et potentielt rivegilde mellem borgmestrene, fordi alle kommuner på nær en 15-20 stykker har råd til at finansiere større service- og anlægsudgifter.

Høje forventninger presser borgmestrene

Presset på borgmestrene for at komme hjem med større løft i servicerammen er samtidig steget markant, fordi borgernes forventninger til serviceløft er steget i takt med at regeringens ministre har travlt med understrege pengerigeligheden i statskassen.

Det er hævet over enhver diskussion, at regeringen har givet kommunerne historisk gode kommuneaftaler de seneste par år. Men det er bare ikke det, som afgør borgernes tilfredshed og dermed deres pres mod landets byråd for mere service.

Det afgørende er, om de historiske løft er større eller mindre end borgernes forventninger. Og da peger rigtig meget på, at borgernes forventninger er skruet langt højere op. Ikke mindst på grund af kaskaden af pressemøder, hvor regeringen har fundet nye milliarder, som ministrene lover vil styrke velfærden.

Når Folketinget løber fra ansvar ender udligningsstrid i KL

Umiddelbart kan det jo virke rigtig smart af regeringen, at den får sendt aben over til KL-huset og landets borgmestre.

Men reelt kommer det med en pris, især for de store partier.

Når Folketinget overfinansierer kommunerne for at slippe for ansvaret, så bliver det reelt fordelingen af service- og anlægsrammerne, som bliver afgørende for forskellene i service mellem landets kommuner.

Dermed flytter Folketinget reelt den klassiske udligningsstrid over i KL. Ikke forstået som alle de tekniske diskussioner om udligning, men derimod den store udligningsdiskussion om hvor store forskelle, der må være på servicen i en fattig og en rig kommune.

Det skaber splid, fordi svaret på det spørgsmål er et rent politisk spørgsmål, og sjovt nok afgøres af, om borgmesteren kommer fra en rig eller fattig kommune.

De store partiers interesse, at landets kommuner kæmper mod hinanden, og derfor har borgmestrene gået meget langt for at skabe konsensus om de overordnede krav til en udligningsreform, og derfra stoppet alle udligningsstridigheder i KL. Men det hjælper ikke nødvendigvis meget, når Folketinget så sender en proxy-udligningsdebat over til kommunerne i form af fordeling af service- og anlægsrammer på et bagtæppe af stor pengerigelighed i de fleste kommuner.

Det er imponerende, at landets borgmestre de seneste år har udvist så stor ansvarlighed, at fordelingen af service og anlægsrammerne ikke er endt i ragnarok.

Men spørgsmålet er, hvor meget benzin Folketinget og regeringen kan hælde ind i det store mødelokale i KL, før en gnist i debatten får det hele til at eksplodere?