
Berygtet Brixtofte-model viste sig i en lovlig version at være en god forretning - men modellen med at sælge kommunens bygninger og leje sig ind i dem igen er kun sjældent brugt i dag. - Foto: Liselotte Sabroe/Nf-Nf/Ritzau Scanpix
Omstridt del af Farum-model endte med at blive en god forretning og lovlig
Berygtet Brixtofte-model viste sig i en lovlig udgave at være en god forretning - men modellen med at sælge kommunens bygninger og leje sig ind i dem igen er kun sjældent brugt i dag.
Udgivet: 01/09/2025
Kun få kommuner benytter sig af muligheden for at sælge bygninger for at leje sig ind igen - den såkaldte sale and lease back model. Det har ellers været en god økonomisk løsning for en række kommuner
Ordningen blev landskendt, da Farum Kommune under borgmester Peter Brixtofte i slutningen af 90'erne solgte kommunale bygninger for at generere likviditet, som blev brugt på blandet andet sportsanlæg og rejser for ældre. Det viste sig at være i strid med reglerne på området, fordi pengene blev brugt (i modsætning til at blive deponeret) og dermed var et camoufleret lån.
En gennemgang af kommunernes budgetter og regnskaber viser dog at ordningen er så godt som forsvundet.
"Der er ingen fordel ved modellen, da det opfattes som et lån, og kommunen skal dermed deponere et beløb svarende til ejendommens værdi. Det bliver altså en finansieringsform, som ikke er attraktiv, fordi kommunerne kan låne hos Kommunekredit til en fordelagtig rente," siger professor i økonomistyring på Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh.
Lovændring lukkede ned for den gode forretning
Omkring årtusindskiftet var det ellers et populært greb i kommunerne for blandt andet at finansiere omfattende renovering af kommunale bygninger.
Efter skandalen i Farum Kommune blev reglerne strammet - først i 1998, hvor reglerne for deponering af midlerne blev præciseret.
I 2000 trådte en ændring i lånebekendtgørelsen i kraft, som blandt andet krævede, at Indenrigsministeriet skulle godkende kommuners sale and lease back planer. Det har gjort det til en sjældent brugt model.
Kommuner i kø op til regelændring
Op til stramningen i 2000 fik flere kommuner travl med at indgå aftaler om sale and lease back. Også selvom KL på daværende tidspunkt advarede mod den risiko, der er forbundet med at sælge bygninger og regne med en god forrentning i fremtiden.
Blandt andet i de kommuner, der i dag er lagt sammen i Assens og Guldborgsund Kommune.
Når den ikke er mere udbredt i dag, skyldes det, at der generelt ikke er en gevinst i det for kommunerne.
"Når pengene skal deponeres - og banken eller investoren som udlejer til kommunen også skal tjene på ordningen, er der ingen fidus i det længere. Kommunekredit er som udgangspunkt den af de finansielle aktører, der tjener mindst på udlån, så det vil i de fleste tilfælde være lettere at låne pengene her til en renovering," siger Per Nikolaj Bukh.
Få tilfælde giver mening
NB-Økonomi har henvendt sig hos Indenrigs- og Sundhedsministeriet, som oplyser, at de kun modtager ganske få anmodninger fra kommuner om godkendelse af sale and lease back planer.
Seneste offentligt kendte eksempel stod Vordingborg for, da de i 2020 solgte støberihallerne til Realdania med henblik på at bevare bygningerne og udvikle dem. Kommunen lejer sig ind i lokalerne, der skal bruges som blandt andet bibliotek.
"Lige i det her tilfælde giver det mening. Køber er Realdania, som har et filantropisk sigte. Formålet har givetvis være at bevare bygningerne fremfor at få en markedsbaseret indtjening på at udleje," siger Per Nikolaj Bukh.
Sidst opdateret: 01/09/2025 - 15:53









































