
NB-Økonomi kan erfare, at regeringen i finanslovsforslaget for 2026 afsætter et markant milliardløft til dagtilbudsområdet. Tidligere på ugen ville man løfte med 1,1 mia.kr. På få dage er beløbet vokset til 1,6 mia.kr. - Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Finanslovsforslag: Regeringen vil styrke dagtilbud med 1,6 mia. kr. årligt
Regeringen vil i finanslovsforslaget for 2026 afsætte et markant milliardløft til dagtilbudsområdet. Tidligere på ugen ville regeringen løfte med 1,1 mia.kr. Det beløb voksede så til 1,6 mia.kr. ved dagens fremlæggelse.
Udgivet: 29/08/2025
Regeringen lægger i sit finanslovsforslag for 2026 op til en samlet investering på over 1,6 mia. kr. årligt i daginstitutioner og dagpleje. Midlerne skal både gå til flere pædagoger, lavere forældrebetaling og bedre vilkår for private pasningstilbud.
Tirsdag fremlagde regeringen en del af forslaget på socialdemokraternes sommergruppemøde, men altså ikke det fulde billede.
Flere voksne omkring børnene
En central del af udspillet er et løft af normeringerne i vuggestuer og børnehaver. Fremover skal pædagogiske ledere ikke længere tælle med i opgørelsen af minimumsnormeringer. Ifølge regeringen betyder det, at kommunerne bliver forpligtet til at ansætte 1.360 ekstra årsværk. Til dette formål afsættes 1,1 mia. kr. årligt.
Lavere forældrebetaling
Finanslovsforslaget indeholder også en reduktion af forældrebetalingen i dagtilbud. Den maksimale forældreandel sænkes gradvist fra de nuværende 25 procent til 23 procent og videre ned til 21,3 procent. Det giver angiveligt familier en gennemsnitlig årlig lettelse på omkring 3.200 kr. pr. barn. Regeringen afsætter i alt ca. 1 mia. kr. til denne del.
Styrkelse af private tilbud
For at understøtte andre typer af dagtilbud afsættes desuden 100 mio. kr. årligt til privatinstitutioner og private pasningsordninger. Samtidig forhøjes dagplejernes standardfradrag fra 60 til 65 procent, hvilket koster staten 35 mio. kr. årligt.
Initiativerne bygger videre på den økonomiaftale, der allerede er indgået med kommunerne for 2026.
Sidst opdateret: 29/08/2025 - 13:26









































