Få overblikket: Her er de kommunale snitflader i finanslovsforlaget

Kommunerne er med i finanslovsforslaget, når det gælder nye initiativer på børneområdet, ældreområdet og klima og energi.

Udgivet: 29/08/2025

Oliver Gantriis

Jounalist

Susanna Arpi

Redaktør

Del artiklen:

Her er et overblik over de punkter i regeringens finanslovsforslag, der involverer kommunerne:

Daginstitutioner

Regeringen vil afsætte 1,1 milliard kroner til 1.360 ekstra ansatte i dagstilbud i landets kommuner. Der afsættes også ca. 0,4 mia. kr. årligt til en yderligere nedsættelse af den maksimale forældrebetalingsandel fra 23 pct. til 21,3 pct.

Ifølge regeringens egne beregninger svarer det til en gennemsnitlig årlig nedsættelse pr. barn i daginstitutioner og dagpleje på omkring 3.200 kr. Derudover varsler regeringen en hævning af standardfradraget for dagplejere og dagplejelignende i private pasningsordninger fra 60-65 procent.

Skoleområdet

Regeringen vil indføre krav om, at der lokalt skal vedtages politikker, der sikrer, at smartphones mv. kommer ud af folkeskoler og fritidstilbud. Regeringen ønsker at justere de lovgivningen for fysisk indgriben i folkeskolen mv., så der er tydeligere rammer for, hvornår og hvordan skolens personale kan gribe fysisk ind over for elever, når alle andre tiltag er forsøgt. Der afsættes en ramme på 10,0 mio. kr. årligt i 2026 og frem til en model for fysisk indgriben i folkeskolen.

Ældreområdet

Det skal være billigere for ældre og personer med handicap at få leveret mad i kommunal sammenhæng. Initiativet er målrettet de ca. 41.000 borgere, som er visiteret til kommunal mad-levering. Der afsættes 200 millioner kroner årligt og frem til det.

I kommunerne er der i dag sat et prisloft på maksimalt 63 kroner pr. hovedmåltid. Med finanslovsforslaget vil loftet blive reduceret til omkring 50 kroner. For den enkelte ældre forventes det at ville medføre en besparelse på op mod 4.000 kroner årligt til madlevering.

Derudover er der i finanslovsforslaget afsat i alt 80 mio. kr. 2026-2029 til at understøtte den kommende nationale strategi for udbredelse af velfærdsteknologi i ældreplejen. 

Velfærdsteknologi dækker over teknologiske løsninger, der understøtter og forbedrer velfærdsydelser – særligt inden for sundhed, pleje og social omsorg. Formålet er at øge borgernes livskvalitet, styrke deres selvhjulpenhed og samtidig frigøre ressourcer hos landets pleje og omsorgsmedarbejdere til den borgernære velfærd.

Der er i for vejen afsat  39 millioner kroner til at understøtte den na-tionale strategi på området. Med finanslovsforslaget vil der dermed være afsat i alt 119 millioner kroner til at fremme udbredelse af vel-færdsteknologi i ældreplejen.

Klima og energi

Der skal fjernes krav om kommunal og regional selskabsudskillelse og krav om kommunal modregning for solceller til egetforbrug. Lovændringen forventes at koste 400 millioner kroner fra 2026 til 2030.

Regeringen vil afsætte en ramme til kystbeskyttelse på 245 mio. kr. i 2026, 268 mio. kr. i 2027, 235 mio. kr. i 2028 og 139 mio. kr. i 2029. Regeringen vil dertil senere offentliggøre sit udspil til Klimatilpasningsplan II, som vil have fokus på at øge fremdriften og investeringerne i kystbeskyttelse.

Der er afsat 500 mio. kroner til forhandlinger med Folketingets øvrige partier.

Sidst opdateret: 29/08/2025 - 13:18

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]