Poker med udskrivningsvalg: Hvem tør selvbudgettere?

Kommunerne står foran et vanskeligt valg: Skal de satse på selvbudgettering med mulighed for store gevinster – og tab – eller vælge den mere sikre statsgaranti, som med de nye regler i højere grad beskytter mod udsving.

Udgivet: 21/08/2025

Oliver Gantriis

Jounalist

Christian Brandt Pedersen

Redaktør

Del artiklen:

Der er deadline senest den 15. oktober for at indberette budget og udskrivningsgrundlag, og det kan blive en tid med svedige håndflader for en række kommuner. For skal man gå all in og vælge selvbudgettering, der både kan give en stor gevinst, men også et tab - eller skal man erkende, at man ikke har gode nok kort på hånden når det gælder økonomisk vækst og droppe ud af spillet og vælge statsgarantien?

I Ishøj vælger man, som det ser ud lige nu, at droppe spillet og tage statsgarantien:

"Både administrationen og jeg, som borgmester, kommer til at anbefale, at vi går med statsgarantien på baggrund af den nye model, som KL og staten har udarbejdet, som giver lidt mere valide tal. Jeg forstår godt de kommuner, der vækster virkelig meget, og dermed også forventer en abnorm stigning i deres beskatningsgrundlag. Det gør vi ikke i Ishøj," siger borgmester, Merete Amdissen (S).

I Hedensted har selvbudgeteringsordningen over årene været god ved kommunen, fortæller Hedensteds borgmester Ole Vind (V) til NB-Økonomi:

"Det er jo byrådet, der tager den beslutning, men jeg er jo altid tilhænger af selvbudgettering. Det er jeg jo i særdeleshed, fordi vi som regel bliver kraftigt undervurderet i statsgarantien. Det er vi også blevet for 2026. Så når udligningen har været forbi os, så er vi jo endt som den 6. fattigste kommune i Danmark. Det er vi jo ikke, når vi får vores skat. Så derfor er der jo et kæmpe gab. Så vi har jo et stort tab der, så derfor har jeg jo i hvert fald altid personligt synes, at selvbudgettering er et fornuftigt valg for os, fordi vi har den vækst vi har."

Loft over gevinster og nye regler

Det optimale selvbudgetteringsscenario - i hvert fald for selvbudgetteringskommunerne, er hvis ikke alt for mange kommuner vælger ordningen, og selvfølgelig, at den formodede vækst og udvikling materialiserer sig. For hvis de kommuner, der ender med at vælge selvbudgettering, kan holde sig under loftet for den samlede overskydende gevinst på 1,5 mia. kr. - så bliver der ingen nedregulering af de kommuners gevinst.

En central ændring er indførelsen af en økonomisk loft for samlede overskydende gevinster ved selvbudgettering: maksimalt 1,5 mia. kr. per år. Hvis gevinsten samlet overstiger dette beløb, skal den overskydende del korrigeres – fordelt mellem de selvbudgetterende kommuner efter en fordelingsnøgle.

For statsgaranti-kommunerne er det optimale scenario, at Meddelelse og Tilskud og Udligning, MTU'en, har overvurderet udviklingen i kommunen eller i det mindste rammer præcist, og helt optimalt vil det være, hvis ingen kommuner vælger selvbudgettering for statsgaranti-kommunerne skal finansiere selvbudgetteringsgevinsterne. Med de nye regler dog maksimalt 250 kr. pr borger. Hvis udviklingen går imod selvbudgetteringskommunerne og de står til et tab, så er det selvfølgelige alt andet lige også økonomisk godt for statsgaranti-kommunerne.

Vækst i egen kommune er afgørende

Så hvad skal man vælge? Ordningen er mest gunstig for vækstkommuner, der vækster mere end statsgarantiens prognose, og nyt er det også, at man ikke længere kan spekulere i en gunstig landsudvikling for vækst. Der skal være vækst i egen kommune.

Ekspert i selvbudgettering Kasper Lund Nødgaard fra konsulentvirksomheden Dataproces siger:

"Hvis jeg var en kommune, der lå lige på vippen, men jeg vidste, at det tegnede godt, så vil jeg trække den så lang tid som muligt, for at have det bedst mulige kendskab til, hvordan mit folketal ser ud, og hvor mange borgere har jeg i den arbejdsdygtige alder? Og hvad forventer jeg, at de vil tjene?"

Beslutningen træffes sent

De borgmestre, vi har talt med, er ikke helt overbeviste om, hvad der skal vælges. Nogen hælder mere til det ene frem for det andet. Fælles for dem alle er dog, at de først tager endelig stilling, så sent som muligt - dels for at have mest mulig data om udviklingen og dels for at se, hvor mange kommuner der rent faktisk vælger selvbudgettering.

Selv om det kan blive en fordel for selvbudgetteringskommunerne, at man kun bliver en lille flok, så tror Merete Amdissen ikke på, at der er kommuner, der vil forsøge at holde det hemmeligt, om de vælger Selvbudgettering eller ej:

"Vi taler jo sammen på kryds og tværs, og i de år, hvor det har været stukket helt af, der har det jo også været et tema på borgmestermøderne. Så på den måde får man jo et bud på, hvilken vej det går for de andre kommuner. Jeg har ikke indtrykket af, at man på den måde så spiller poker med udskrivningsgrundlaget. Altså det har vi nogle ærlige samtaler om."

Der skal dog ikke meget til før end det pludselig er statsgarantien, der er det bedste valg. Sådan ender det nok i Solrød, der ellers har været med på selvbudgetteringsvognen i mange år:

"Normalt er det selvbudgettering det oplagte valg for os, men i år er beslutningen lidt mere svær. Og det skyldes, at vi har et par boligprojekter, som er lidt forsinkede. Og i praksis så betyder det jo så, at vi bliver stille og roligt indhentet af prognosen i statsgarantien. Som det ser ud lige i dag, så var der noget, der godt kunne tyde på, at vi kunne gå med statsgarantien i år. Men det er noget, vi følger ret tæt, og i vores nyeste prognose, så kan vi jo se allerede, at der er kommet lidt flere, end vi har forventet i juli måned, og hvis den tendens fortsætter, så kan det godt være, at vi lander på selvbudgettering alligevel. Men der skal jo også være et vist overskud, før det giver mening, at man tager det gamble."

Sidst opdateret: 21/08/2025 - 14:03

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]