Over 30 kommuner skal kæmpe om resterne af særtilskudspulje
Når den håndfuld kommuner med udviklingspartnerskaber er tildelt særtilskud, er der ikke meget tilbage til deling mellem de resterende kommuner, der har ansøgt om særtilskud.
Udgivet: 14/08/2025
Der er rift om særtilskudspuljen til de særligt vanskeligt stillede kommuner. Men puljen på 800 mio. kr. er næsten halveret, når de mest udfordrede kommuner har fået deres del.
Men hvis tidligere års mønster i tildelingen holder stik, kæmper omkring 30 kommuner om at få en del af puljen, som når de fire-fem vanskeligst stillede kommuner er tildelt deres andel, er reduceret fra 800 mio. kr. til omkring halvdelen.
Tre kommuners samarbejdsaftaler, som sikrer kommunerne et fast tilskud årligt i fire år, løber ud ved udgangen af året. Alle kommuner som i dag har samarbejdsaftaler, inklusive Morsø hvis aftale først udløber i udgangen af 2026, har ansøgt om fornyelse af deres aftale.
Flere søger partnerskabsaftaler
Samtidig har Bornholm siden sidste år fået en aftale, hvor kommunen årligt modtager 50 mio. kr. (105 mio. kr. i 2025) frem til 2028. Og to "nye" kommuner søgt om at få et udviklingspartnerskab - og dermed et garanteret flerårigt særtilskud.
Fik du læst?
Aftaler om flerårigt særtilskud udløber i år: En fornyelse er altafgørende for kommunerne
Dermed er antallet om ansøgere til udviklingspartnerskaber oppe på syv. Samlet set har de syv kommuner ansøgt om 720 mio. kr. til næste år.
Hvis de udløbende aftaler forlænges med samme niveau som hidtil, og kommunerne med aftalerne i øvrigt får samme totale særtilskud som i år, vil der i 2026 være 370 mio. kr. tilbage i puljen til deling mellem de 32 resterende ansøgere.
Hvis de to nye ansøgere om partnerskaber bliver tildelt samme tilskud som i år - men gennem et partnerskab, vil beløbet i stedet være 345 mio. kr. i puljen til fordeling mellem de resterende ansøgende kommuner.
Et partnerskab vil give langsigtede løsninger
I Frederikshavn, som er den ene "nye" kommune, som søger en partnerskabsaftale ser kommunaldirektør Thomas Eriksen udviklingspartnerskabet som en mulighed for at kunne planlægge på længere sigt.
"Vi har en demografisk udvikling, hvor vi taber mange borgere hvert år. Vi har store udgifter til det specialiserede socialområde og høje socioøkonomiske tal. Vi halter hele tiden efter, vi lægger 1% besparelser ind hver år for bare at tilpasse vores drift og få alt til at hænge sammen."
"Derfor mener vi, at der har vi behov for noget længere sigte. At lave planlægning et år frem er godt nok, men kunne man få tre år og et længere sigte, så giver det nogle andre muligheder for at strukturere økonomien anderledes," siger Thomas Eriksen.
Samtidig har kommunen store økonomiske udfordringer efter at have overtaget gæld fra havnen sidste år på omkring 1,7 mia. kr.
Frederikshavn Kommune har i år søgt om 85 mio. kr. i særtilskud. Sidste år blev kommunen tildelt 40 mio. kr.
Sidst opdateret: 14/08/2025 - 16:25









































