
Det er blandt andet større anlægsprojekter der fylder godt op i kommunernes gældsporteføljer. Flere kommunerne er tilbageholdende med tilbagebetalingen grundet det nuværende og favorable renteniveau. - Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Kommuner med store kasser betaler ikke ekstra af på stor gæld
En række kommuner har både rigeligt med likviditet og pænt med gæld - men fælles for langt de fleste af de kommuner, så har de gode forklaringer på, hvorfor de overskydende midler ikke skal eller kan bruges på at nedbringe gæld ekstraordinært.
Udgivet: 12/08/2025
Der sker ikke meget med den samlede kommunegæld selvom kommunerne hvert år samlet set er overfinansieret med omkring seks milliarder. Kun ganske få kommuner forsøger at leve op til regeringens gentagne formaninger om at nedbringe gælden - altså udover allerede faste forpligtelser. En opfordring regeringen ellers er kommet med i de sidste mange års økonomiaftaler.
Skal man lede efter kommuner, der både har en stor likviditet, over 10.000 kr. pr. borger og som også har en anseelig gæld, over 10.000 kr. pr. borger - så har de næsten alle sammen forklaringer på, hvorfor de ikke vil, eller kan, nedbringe gæld, selvom de har rigeligt med penge i kommunekassen.
Fjernvarme og ældreboliger
Gentofte er den kommune, der har tredje mest gæld pr. borger, og man er den kommune med sjette størst likviditet. Alligevel er Gentofte ikke en kommune, regeringen skal kigge efter. Det fortæller Gentoftes kommunaldirektør Torben Frølich:
"Hovedparten af Gentofte Kommunes gæld er optaget til mellemfinansiering af en omfattende udbygning med fjernvarme og til finansiering af om- og nybygning af kommunale plejeboliger. Gentofte Kommune adskiller sig fra mange andre kommuner ved, at fjernvarmen er direkte kommunalt ejet, hvorfor det er kommunen selv, som låner til udbygningen med fjernvarme i kommunen i modsætning til lånoptagelse via et selvstændigt selskab i mange andre kommuner. Tilsvarende har Gentofte Kommune flere kommunale ældreboliger, hvor kommunen også står som låntager ved ombygning og nybyggeri af pleje- og ældreboliger. Gælden "tilhører" således i praksis fjernvarmekunderne og beboerne i plejeboligerne."
Der er i den forstand ikke tale om traditionel kommunegæld, fordi hovedparten af kommunens lån er en del af et "lukket" kredsløb med løbende tilbagebetaling fra fjernvarmekunderne og beboerne i plejeboliger.
Favorable renter og store byggerier
Bliver man i hovedstadsområdet, så er Frederiksberg en anden kommune med en stor gæld og en stor kassebeholdning, men også her er det ifølge økonomichef Jesper Kragerup ikke relevant at nedbringe ekstra på gælden, selvom der er mange penge i kassebeholdningen:
"Frederiksberg kommune har en stor gældspost, der vedrører Frederiksbergs del af metrobyggeriet - det er et byggeri, der kommer mange fremtidige generationer til gode, og derfor er det ikke rimeligt, hvis de nuværende borgere skal betale hele den regning. Desuden er en stor del af vores gæld så favorable pga. lav fast rente, at det er en bedre forretning at få afkast af vores kassebeholdning end det er at betale ekstraordinært af på gælden. Endelig er vi i kommunen i gang med at spare op til at købe Frederiksberg hospital fra Region Hovedstaden".
Lemvig planlægger at nedbringe gæld ekstraordinært
To andre kommuner, Vallensbæk og Lemvig, opfylder begge ovennævnte kriterier om gæld og kassebeholdning og er dermed to gode bud på to kommuner, der kunne vælge at betale mere af på deres gæld. Lemvig valgte eksempelvis at betale ekstraordinært af på deres gæld i regnskab for 2024. Det bekræfter Lemvigs borgmester, Erik Flyvholm (V):
"Vi vil klart lægge op til, at vi også i den kommende budgetproces bruger af vores kassebeholdning til at betale ekstraordinært af på vores gæld."
Andre kommuner, der både har rigelig likviditet og rigelig gæld at bruge pengene på, melder pas forbi:
Der er selvfølgelig også kommuner med stor likviditet, og ikke så stor gæld. De kommuner ser vi på i et kommende nyhedsbrev.
Sidst opdateret: 12/08/2025 - 12:19









































