
Holbæk Kommune ligger i toppen af ny benchmarkanalyse som den kommune, som bruger mindst på administration pr. borger. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Forskel på 5.000 kroner pr borger: Kommunernes udgifter til administration er vidt forskellige
I den kommune, der bruger mindst på administration, svarer udgifterne til under to tredjedele af udgifterne i den kommune, der bruger mest.
Udgivet: 23/06/2025
Hvis alle kommuner havde samme udgifter pr borger på administration som kommunen med de laveste udgifter, Holbæk, ville det svare til en besparelse på landsplan på 13 mia. kr.
Med en udgift til administration pr borger på 8.253 kr. er Horsens Kommune kommunen med den laveste benchmarkindikator i en netop offentliggjort analyse fra Indenrigs- og Sundhedsministeriets Benchmarkingenhed.
I gennemsnit brugte kommunerne 10.463 kr. pr borger på administration i 2024 - en stigning på knap én procent i forhold til året før. Ishøj er den kommune, som udover ø-kommunerne, bruger mest på administration i 2024 med udgifter på 13.364 kr. pr borger. Kommunen har dog brugt mindre end forventet og ligger kun lige over indeks 100 i analysen.
Storbyer bruger mere end forventet
Københavns Kommune ligger i den tunge ende af analysen med en indikator på 119. Kommunen brugte i 2024 10.771 kr. pr borger på administration mod et forventet forbrug på 9.037 kr. pr borger. Også Gentofte og Aarhus markerer sig ved et højere forbrug end det beregnede niveau.
Udover Holbæk - med en indikator på 78 - ligger også Horsens, Herning og Greve væsentligt under indeks 100 i analysen.
Se indikatorerne for hver kommune i kortet herunder, hvor du også kan se udviklingen i udgifter fra 2023 til 2024.
Sidst opdateret: 23/06/2025 - 12:54









































