
Borgmester Mikael Smed (S) fra Vordingborg og borgmester Stephanie Storbank (V) fra Billund er i hver sin ende af listen over kommuner der taber eller vinder på selskabsskatten. - Foto: TH: Vordingborg Kommune TV: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Selskabsskat skaber historisk stor ulighed mellem kommuner i 2026
Økonomiaftalen skød en mulig løsning for uligheden i selskabsskatten til hjørne. Borgmestre fra hver deres ende af ranglisten over gevinst og tab fra selskabsskatten har vidt forskellige holdninger til, hvor meget en løsning haster.
Udgivet: 19/06/2025
Indtægterne fra selskabsskat skaber en historisk stor ulighed mellem kommunerne i 2026. Det er ikke kun fordi kommunernes samlede indtægter fra selskabsskat stiger med en lille milliard målt i forhold til rekordåret 2024, men også fordi en lille gruppe på otte kommuner tager en stadig større del af kagen.
Og da alle kommuner bliver trukket i bloktilskud for de stigende indtægter fra selskabsskat, så betyder den ekstra milliard, at bloktilskuddet falder med cirka 155 kroner pr. indbygger.
Det betyder at den gennemsnitlige kommunes tab eller gevinst på selskabsskat nu afviger med 950 kroner pr. indbygger. Det gennemsnit dækker dog over en forskel fra Billund Kommune, der i 2026 får en nettogevinst efter udligning og bloktilskudsregulering på 9.288 kroner og kommuner som Vordingborg, Ærø, Stevns, Halsnæs og Solrød taber over 1.000 kroner om året pr. indbygger.
"Jeg er ærgerlig over, at man i økonomiforhandlingerne har udskudt vurderingen af, om man skal gøre noget ved selskabsskatten til en senere diskussion med argumentet om, at i 2026 så det jo ikke specielt anderledes ud," siger borgmester Mikael Smed (S) fra Vordingborg. Han har ikke nogen viden om, om den vurdering kom fra KL eller Finansministeriet, og vil derfor ikke kommentere, hvem der bærer ansvaret.
Borgmester i Lego Kommune vil vente med opgør om selskabsskat
Billund Kommune kan se frem til et indbringende 2026 efter en halvering af gevinsten på selskabsskatten for 2025.
Og selvom hun forstår og er enig i, at der er behov for at få mere gennemsigtighed i udligningen af selskabsskatten, mener borgmester Stephanie Storbank (V) ikke, at en løsning alene for selskabsskatten er en god løsning.
"Jeg synes, det er lidt forsimplet at kigge alene på selskabsskatten. I de kommuner, hvor der er en høj selskabsskat, er der jo også, i hvert fald i de kommuner, jeg har kendskab til, mange udgifter forbundet med at understøtte erhvervslivet, sådan at de kan levere de regnskaber, de gør, til gavn for hele landet. Og det er man jo nødt til at tage ind i det samlede billede," siger Stephanie Storbank.
Det peger altså frem mod ændringen af udligningssystemet, hvor kommissoriet blev fremlagt tirsdag.
"Når vi skal kigge på udligning, skal vi kigge på den samlede pakke - og ikke bare et element. Jeg synes, det er vigtigt, at vi ikke bare kommer til at diskutere udligning af selskabsskatter. Så er der mange andre parametre, som jeg også synes, vi skal kigge på, som tæller en anden vej," siger hun.
Selskabsskatten er som en god Tour de France-etape
Og selvom store indtægter fra selskabsskatten kan virke som en entydig gevinst, er der også udfordringer forbundet med skatterne for netop erhvervslivet.
"Vores selskabsskatteindtægter minder lidt sådan Tour de France-etape på en rigtig god dag, altså hvor der både er år uden for kategori og år, hvor det går ned af? Det gør jo, at vi er nødt til at sikre, at vi har en rigtig god likviditet, og skal måske ligge noget højere end andre kommuners, for vi har noget at bremse op med, fordi hvis Lego for eksempel får et dårligt år, så skal vi ikke ude at spare 100 millioner fra det ene år til det andet."
"Det gør det jo lidt mere usikkert at arbejde med, og man har jo også i mange år arbejdet med, at det var selskabsskatteindtægterne, man kunne lave anlæg for. Det er vi så begyndt at bruge påservice, hvor vi så har sikret os, at vi har en god likviditet også," siger Stephanie Storbank.
Ifølge borgmesteren gjorde nedgangen i gevinsten fra 2024 til 2025 at man netop måtte trække på likviditeten for at få budgettet til at hænge sammen i indeværende budgetår.
Sidst opdateret: 19/06/2025 - 12:58









































