Selvom beskatningsgrundlaget vil stige voldsomt i særlige de store bykommuner når de nye ejendomsvurderinger bliver indfaset i den kommunale udligning fra 2028, så må det, ifølge kommissoriet til analysen bag et nyt udligningssystem, ikke medføre markante ændringer i den byrdemæssige fordeling.

Regeringen beder direkte Finansieringsudvalget om at komme med tiltag, der kan forhindre "markante byrdefordelingsmæssige konsekvenser", når de nye ejendomsvurderinger bliver indfaset i udligningssystemet fra 2028.

Det kunne umiddelbart lyde som om regeringen forsøger at beskytte de store byområder, fordi eks. København alt andet lige ville skulle betale i omegnen af to milliarder kroner mere i udligning, hvis de nye ejendomsvurderinger blot blev indfaset i udligningen og fik lov at påvirke beskatningsgrundlaget.

Men helt så enkelt er det ikke.

Sådan fungerer udligning af grundværdier

For at forstå hele miseren, så skal man tilbage til de grundlæggende regler for udligning af grundskyld.

Kommunerne blev inden fastfrysningen af udligningen på boligskatteområdet udlignet af deres grundværdier ganget med den landsgennemsnitlige grundskyldsværdi. Det betød populært sagt, at hvis en kommune havde en gennemsnitlig grundskyldspromille, så ville man få udligning, hvis man havde lavere grundvurderinger pr. borger end landsgennemsnittet, og dermed betale til udligningen, hvis man havde højere grundvurderinger.

Men i og med, at vi kun har 75-95 procent udligning af skatteindtægter i udligningssystemet, så ville de fattigste kommuner stadig tabe, mens de rigeste kommuner ville få lov til at beholde en væsentlig del (typisk 25 procent af deres provenu fra de større grundværdier).

Hvis en kommune med lave grundværdier så havde en grundskyldspromille over landsgennemsnittet, så kunne den tjene en del af eller hele underskuddet efter udligning ind igen, ligesom kommuner med høje vurderinger kunne vælge at bruge en del af sit overskud efter udligning på at have en grundskyldspromille under landsgennemsnittet.

Folketinget fastsatte forkerte grundskyldspromiller

Da man i 2024 fik nye og korrekte ejendoms- og grundvurderinger, så tvangs-justerede Folketinget de kommunale grundskyldspromiller, så borgerne i de enkelte kommuner samlet set betalte en uændret grundskyld. Særligt i de store bykommuner eksploderede grundværdierne, og derfor fik eks. Frederiksberg en grundskyldspromille helt nede på 3,3 promille.

Det ville umiddelbart have udløst så gigantisk en udligningsregning til Frederiksberg, at kommunen ville få store problemer. Derfor fastfrøs man i perioden fra 2024-2028 udligningen, så man indregnede såkaldt tekniske grundværdier, med det formål, at alle kommuner med udligning skulle have uændrede indtægter og udligning fra grundskyld frem til og med 2028.

Det gik så helt galt, fordi Folketinget fastsatte de nye grundskyldspromiller på voldsomt fejlbehæftede skøn, men det er en helt anden historie, som regeringen foreløbigt har forsøgt at løse med kompensationspakker til de kommuner, som har tabt.

Spørgsmålet er hvor hurtigt boligejerne i de store byer skal mærke smerten

Det store spørgsmål er nu, hvad der skal ske efter 2028. Og der er ikke nogen god løsning for partierne bag boligskatteforliget.

Hvis man blot indfasede de nye vurderinger over eksempelvis fem år, så ville udligningssystemet flytte et betydeligt encifret milliardbeløb fra kommuner med høje ejendomspriser til kommuner med lave ejendomspriser.

Det ville formentligt ruinere en række storbykommuner, og derfor ville det være nødvendigt at give de kommuner lov til at hæve de grundskyldspromiller, som Folketinget havde pålagt dem.

Men det ville udløse mindst to problemer:

Det vigtigste er, at de voldsomt stigende boligskatter i de store byer formentligt ville få huspriserne til at falde, så mange husejere blev teknisk insolvente.

Det andet problem er, at boligskatteforliget har en bestemmelse om, at de gennemsnitlige grundskyldspromiller skal sættes ned, så boligejerne under et ikke betaler mere i grundskyld. (Der korrigeres for BNP-udviklingen, men det er en detalje i den her sag).

Derfor ville man være tvungen til at inddrage gevinsten hos kommuner med lave grundværdier ved at tvinge dem til at sætte deres grundskyldspromiller ned. Men så kunne de stå med et tab efter udligning.

Derfor peger alt på, at partierne bag boligskatteforliget i forbindelse med forhandlingerne om en udligningsreform skal aftale en styret indfasning af de nye grundværdier, som er koblet med en styring af grundskyldsværdierne.

Altså: Hvor hurtigt skal man indfase de nye grundværdier og gradvist hæve grundskyldssatserne i de store byer, og sænke grundskyldspromillerne i alle andre kommuner?

Ikke ligefrem nogen vindersag for nogen partier.

Alternativet er et af verdens mest regressive boligskatte-systemer

Men alternativet - ikke at gøre noget - er formentligt værre.

Forklaringen er, at Danmark lige nu har et af verdens mest regressive boligskattesystemer, nr man ser på grundskylden - altså at de svageste skuldre i form af de fattigste boligejere skal bære de højeste grundskyldspromiller, mens de bredeste skuldre i form af rigeste boligejere får den laveste grundskyldspromille.

Den skævhed er gradvist opstået i takt med at ejendomsvurderingssystemet brød sammen. Det regressive system er foreløbigt blevet overskygget af de mange skandaler om indførelsen af de nye vurderinger, men der er næppe mange politikere der tror, at de i længden kan holde det skjult, at husejerne i Varde betaler 17,7 promille af deres grundværdier, mens husejerne på Frederiksberg betaler 3,3 promille.

Slutfacit er, at det er et meget kompliceret område, hvor politikerne har brug for gennemarbejde forslag fra Finansieringsudvalget, og derfor får Finansieringsudvalget ifølge kommissoriet adgang til at få ekstern hjælp til den del af arbejdet.