Ifølge Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, og Niels Jørgen Mau Pedersen, projektchef i VIVE, er der gode grunde til, at kommunerne ikke ramte servicerammen præcist.

Ifølge Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, og Niels Jørgen Mau Pedersen, projektchef i VIVE, er der gode grunde til, at kommunerne ikke ramte servicerammen præcist.

Eksperter: Bredt kommissorium lægger op til store ændringer i udligningssystemer

Både Per Nikolaj Bukh og Niels Jørgen Mau roser kommissoriet for at være bredt formuleret. Det giver finansieringsudvalget rige muligheder for at analysere og komme med bud på ændringer.

Udgivet: 17/06/2025

Kristoffer Sutton

Journalist

Del artiklen:

Der er lagt op til omfattende ændringer af udligningssystemet.

Det konkluderer professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh ud fra det netop offentliggjorte kommissorium for Finansieringsudvalgets arbejde frem mod en ændring af udligningsordningen.

"Jeg synes, kommissoriet er åbent. Det synes jeg er positivt. Jo mere åbent det er, jo flere løsningsmuligheder er der. Og jeg synes, de fire pejlemærker er fire rigtige pejlemærker, som man ikke kan have noget imod," siger han.

Udvalg opfordres til at indhente relevant viden

Der er med andre ord ikke tale om en lappeløsning af det nuværende system. Det ser man også ved, at udvalget opfordres til at inddrage faglig bistand og input fra kommunerne.

"Noget af det vigtigste, når man skal lave et bedre udligningssystem er, at man inddrager den viden, der internationalt findes på området. Den her åbenhed og bredde i kommissoriet gør, at udvalget ikke er så begrænsede af fastlåste formuleringer af, hvad der skal indgå i arbejdet," siger Per Nikolaj Bukh.

Der er dog stadig tale om et embedsmandsudvalg, der er ikke eksterne eksperter eller lignende med i selve udvalget, uddyber han.

Frie hænder og rum til fortolkning

Niels Jørgen Mau Pedersen, projektchef på VIVE og tidligere formand for Finansieringsudvalget bider også mærke i den åbne og brede tilgang i kommissoriet.

"Udvalget har mere frie hænder, kan man sige. Det er udmærket, at man holder lidt armslængde i forhold til både analyse og løsningsdelen og siger, at det må udvalget så kigge på," siger han.

Men de brede formuleringer giver også plads til fortolkning, forklarer Niels Jørgen Mau Pedersen.

"Jeg tror nok, at udvalget får et vist arbejde med at få diskuteret sig frem til, hvad er det så arbejdet skal bestå i."

"Forenkling, er jo et meget brugt og meget bredt udtryk; hvad mener man så med det og hvor vidtgående kan man være for at forenkle? Og både KL og regeringen bruger formuleringen 'rimelig service til borgerne'. Hvor slår vi lige op, hvad der er rimelig service? Det er klart, at der ligger meget fortolkning i det," siger han.

Nye muligheder for at modellere efter virkeligheden

Oplægget til ændringerne i udligningssystemet går dybere end tidligere, mener Niels Jørgen Mau Pedersen.

"Der tales også om finansieringssystemet, incitamenter og vækst- og erhvervsudvikling. Og så bider jeg mærke i, at der lægges op til, at ændringerne skal afspejler den aktuelle situation i kommunerne," siger han.

Også Per Nikolaj Bukh ser en markant ændring i forhold til i hvert fald 2020 reformen.

"Det nuværende system har sin oprindelse mange år tilbage, hvor der var mindre gode data og mindre viden om, hvordan man laver den her slags modeller. Det betyder, at man har konstrueret kriterier og har givet dem forskellige vægte. Men det, den nuværende model ikke har kunnet tage højde for, er hvordan de her forskellige kriterier interagerer med hinanden, og hvordan de påvirker i kommuner, som afviger meget fra gennemsnittet. Det har man bedre mulighed for at tage højde for i dag," siger Per Nikolaj Bukh.

Sidst opdateret: 02/07/2025 - 14:24

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]