Ny selvbudgetteringsprognose: Vinder-kommuner må af med små 700 mio. kr.

Nye skøn for indtægter samt en aftale mellem KL og regeringen betyder, at tab og gevinster i selvbudgetterings-regnestykket fra 2024 flyttes rundt.

Udgivet: 10/06/2025

Oliver Gantriis

Jounalist

Del artiklen:

Som det ser ud lige nu, står de 16 kommuner, der oprindeligt havde valgt statsgarantien, til "kun" at tabe 71 mio. kroner i 2027. Det står i kontrast til de 760 mio. kroner, som de oprindeligt skulle af med. De små 700 mio. kroners forskel mellem de to tal, betales af de resterende kommuner, der tidligere stod til at vinde et sted imellem 1,3-1,5 mia. kroner.

Det viser nye beregninger fra software- og konsulenthuset Dataproces. Prognosen er baseret på det seneste udskrivningsgrundlaget på landsplan fra Økonomisk Redegørelse, der kom i slutningen af maj.

De meget store tab og gevinster, som valget af selvbudgettering for 2024 og 2025 stod til at medføre, har betydet, at regeringen nu har sat et lovforslag i søen (det er d.d. ikke endeligt vedtaget -red.), der skal indføre et decideret loft over selvbudgetteringsgevinster. Den regel skal gælde fra budget 2026. Dermed indføres der også en nedre grænse for det samlede tab.

En detalje fra økonomiforhandlingerne

Men i mellemtiden står 16 kommuner dog stadig med en regning på et sted mellem 750 og 800 mio. kroner, fordi de valgte selvbudgettering for 2024. I kommunernes økonomiaftale for 2026 er den problematik adresseret med to sætninger:

"[...] parterne enige om, at de kommuner, der i 2024 og 2025 har valgt statsgaranti, ikke skal stilles værre, end hvis de havde valgt selvbudgettering efter den nuværende ordning. Den nærmere håndtering fastlægges i forbindelse med, at efterreguleringen for selvbudgetteringen i de to år kendes."

Den sidste sætning fortæller, at det endnu ikke er 100 procent sikkert, hvordan den egentlige 'håndtering' kommer til at se ud. Men den første sætning fortæller, at de statsgaranterede kommuner, ikke skal stilles værre, end hvis de havde valgt selvbudgettering. Derfor har vi som forudsætning i prognosen herunder indregnet, at alle kommuner har valgt selvbudgettering. Dermed står de statsgaranterede kommuner nu til et betydeligt mindre tab, end de gjorde før.

Et tegn på et skævt system

En af de borgmestre, der nu må vinke farvel til en del af gevinsten, sidder på rådhuset i Hedensted. I den nyeste prognose står kommunen til at gå fra selvbudgetteringsgevinst på 22,5 mio. kr. til 16,5 mio. kroner. Der ryger altså ca. seks millioner kroner af gevinsten, når de 16 kommuner kommer med på selvbudgetteringen. Men på trods af tabet, så ønsker Ole Vind (V), hverken at pege fingre af de 16 kommuner eller den nye selvbudgetteringsordning.

"Vi selvbudgetterer, fordi statsgarantien ikke følger med vores egne prognoser. Hvis ikke vi selvbudgettere, så kan vi ikke følge med antallet af nye borgere i kommunen. Vilkårene i selvbudgetteringen passer ikke med den udvikling vi ser hos os," siger borgmesteren.

Ifølge borgmesteren er selvbudgetterings-dramatikken blot endnu et tegn på, at hele udlignings-motoren skal kigges godt og grundigt efter i forbindelse med en ny udligningsreform.

"Det spiller ind i en større diskussion om den samlede kommunale økonomi. Hele problematikken om, hvordan udligningssystemet flytter rundt på pengene mellem kommunerne, kan ikke løses ved kun at se på enkelte elementer. Hele systemet skal ses efter når man laver en ny reform"

Dataproces' forudsætninger for prognosen:

  • Udskrivningsgrundlaget på landsplan er givet i Økonomisk Redegørelse Maj 2025

  • Udskrivningsgrundlaget for hver kommune bygger på Dataproces skøn ud fra den forholdsmæssige andel af det samlede udskrivningsgrundlag historisk set.

  • År 1 effekten er uden ændringer i udskrivningsprocenten.

  • Prognosen er ud for en forudsætning om, at alle 16 kommuner der valgte statsgarantien, er flyttet over på selvbudgettering.

Sidst opdateret: 10/06/2025 - 12:41

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]