Dødsboskat udløser store uligheder mellem kommuner

Skatten fra afdøde borgere giver især en række nordsjællandske kommuner et årligt tocifret millonbeløb i overskud, som svarer til et ekstra beskatningsgrundlag på næsten 30.000 kroner pr. indbygger.

Udgivet: 10/06/2025

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Christian Brandt Pedersen

Redaktør

Del artiklen:

En række især nordsjællandske kommuner bør sende en venlig tanke fra Rådhuset til kommunens nyligt afdøde på Kirkegården.

Velhavende borgere i Danmark fortsætter nemlig med at betale skat i op til godt to år efter de faktisk døde, og en tredjedel af pengene lander i kommunekassen og er helt fritaget for kommunal udligning. Det betyder, at en krone i såkaldt dødsboskat tæller mellem 4 og 20 gange så meget som én ekstra i krone indkomstskat fra en levende borger.

For de nordsjællandske kommuner, som har de største gevinster på dødsboskatten, der tæller en krone fra dødsboskat lige så meget som14 kroner i indkomstskat fra de levende. Dermed svarer eks. en indtægt på 500 kroner i dødsboskat til et løft i beskatningsgrundlaget på næsten 30.000 kroner pr. indbygger.

Sådan omregner vi dødsboskat til beskatningsgrundlag

Hvis en kommune får 500 kroner i udligningsfri dødsboskat, så kan det omregnes til normal skatteindtægt med udligning ved at dividere de 500 kroner med (1-den marginale udligningsgrad på skatteindtægt). De nordsjællandske kommuner har en marginal skatteudligning på 93 procent, og dermed svarer 500 kroner i dødsboskat til 500/(1-0,93)= 7142,86 kroner.

For at opregne den skatteindtægt til beskatningsgrundlag, så dividerer vi skatteindtægten med kommuneskatten. De nordsjællandske kommuner ligger typisk på cirka 24 procent, og derfor skal der et beskatningsgrundlag pr. indbygger på 7142,86/0,24=29.761,90 kr. til at opveje en indtægt fra dødsbobeskatning på 500 kr. pr. indbygger.

Nye tal viser skævhed

Indenrigsministeriet har netop sendt nye tal i et svar til Liberal Alliances indenrigsordfører Carl Andersen. De nye tal til Folketinget viser, at de lukrative indtægter fra dødsboskatten falder meget ujævnt i de danske kommuner. Mens Morsø i gennemsnit får 5 kroner om året pr. indbygger i dødsboskat, så får de nordsjællandske kommuner med landets rigeste borgere som Gentofte, Hørsholm og Rudersdal omkring 500 kroner om året.

Liberal Alliances indenrigsordfører Carl Andersen ser gerne, at man tænker dødsboskatten ind i den kommende reform af udligningsordningen.

”Indtægterne fra dødsboskat i kommunerne er både tilfældige og noget underlige. De færreste danskere ser næppe kommunalbestyrelsen som en ønsket arving til dele af deres bo. Liberal Alliance ønsker mere gennemsigtighed og stabilitet i kommunernes finansiering og her er det oplagt at lade hensigtsmæssigheden af denne del af den kommunale finansiering blive yderligere belyst i finansieringsudvalgets arbejde med en ny finansieringsmodel for kommunerne"

Kommuner reagerer forskelligt

Rudersdal er en af de kommuner, der får fordel af dødsboskatten, men man betaler også rigtig mange penge til andre kommuner:

"Udligning består jo af mange delelementer, og for nogle kommuner vil nogle elementer være svære mens det for andre kommuner er andre elementer som det fx er med selskabsskatten. For borgerne handler det om hele summen, og jeg konstaterer blot, at borgerne i Rudersdal fra begyndelsen af august sender alle skatteindtægter ud af kommunen,” siger Ann Sofie Orth, borgmester i Rudersdal kommune.

Andre kommuner taber direkte penge på ordningen, fordi dødsboskatten som alle andre skatteindtægter modregnes i balancetilskuddet, og derfor skal alle kommuner aflevere 33 kroner om året i balancetilskud. Det betyder at en kommune som Morsø taber Morsø 28 kroner om året pr. borger på grund af kommunernes ret til at få en tredjedel af dødsboskatten. Også Brønderslev taber penge på dødsboskat, det er borgmester Mikael Klitgaard (V) godt klar over:

"Vi ved godt dødsboskat er ujævnt fordelt. Med årene bliver dette, sammen med indkomstskat og f.eks. virksomhedsskat, mere og mere udtalt. Netop derfor har en række borgmestre inkl. undertegnede sagt at udligningen mellem kommuner skal være bedre, ellers får vi et A og B Danmark, noget ingen kan synes om. Jeg tror vi skal tage alle tingene under et, og indtil det sker, forhøje puljen til vanskelig stillede kommuner."

I landkortet kan du se forskellene på kommunernes indtægter fra dødsbobeskatningen inden modregning i balancetilskuddet.

Her er begrundelsen for den kommunale dødsboskat

Her kan du læse Indenrigsministeriets svar til Carl Andersen (LA), der havde bedt ministeriet ”oplyse bevæggrunden for, at en del af dødsboskatten tilfalder afdødes bopælskommune, frem for at hele skatteindtægten tilfalder statskassen?”

Svar

Det følger af dødsskattelovens § 92, at dødsboskatten fordeles med 1/3 til den kommune, hvortil afdøde svarede kommuneskat på dødsfaldstidspunktet, og 2/3 tilfalder staten. Kommunens andel afregnes af staten over for kommunen på grundlag af de oplysninger, der foreligger den 1. maj i året 2 år efter dødsåret.

Den gældende fordeling blev indført som led i Aftalen om en kommunal finansieringsreform (2006). Inden da blev dødsboskatten fordelt med 2/5 til staten, 2/5 til kommunerne og 1/5 til amtskommunerne.

Det fremgår af aftalen, at fordelingsreglen ændres, så den svarer til det, som gælder for de øvrige skatter fra dødsboer og for en række andre skattearter. Af bemærkningerne til lovforslag L 207 (2005-06), der udmøntede det aftalte fremgår, at ”Ved at udforme delereglerne ensartet opnås en mindre administrativ forenkling. Ændringen vurderes ikke at medføre større ressourcebesparelser, men den vil forenkle budgetlægningen og afregningsopgørelserne ikke mindst i kommunerne.” 

Det fremgik endvidere om provenumæssige konsekvenser, at ”I overensstemmelse med aftalen om den kommunale finansieringsreform foreslås det at nedsætte den kommunale andel af dødsboskatten vedrørende de manuelle eller endelige skatteansættelser for dødsboer fra de gældende 40 pct. til 33,3 pct., svarende til andelen for den maskinelt ansatte dødsboskat. Provenunedgangen ved nedsættelsen skønnes at udgøre ca. 50 mio. kr. årligt. For den enkelte kommune varierer dødsboskatten betydeligt fra år til år, da skatten primært fremkommer fra et begrænset antal større dødsboer. Provenueffekten af forslaget er indregnet i de samlede økonomiske virkninger af den kommunale finansieringsreform, og fremgår af indenrigs- og sundhedsministerens forslag til lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner."

Sidst opdateret: 10/06/2025 - 12:37

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]