Af Karsten Bo Larsen Forskningschef, Cepos

Den kommunale omfordeling er langt større end den omfordeling, der sker via det mellemkommunale tilskuds- og udligningssystem. Det sætter vi fokus på i en ny CEPOS-analyse, hvor vi opgør omfordelingen mellem kommunerne på baggrund af borgernes skattebetalinger til staten, kommunernes tilskud og udligning samt udbetalte overførselsindkomster. Der er således tale om en opgørelse af den omfordeling, der kan relateres direkte til kommunens borgere.

Forskellene er markante: Hvor Gentofte bidrager netto med 188.447 kroner pr. indbygger til fællesskabet, modtager Lolland netto 95.260 kroner pr. indbygger. Opgørelsen viser, at borgerne i 20 kommuner netto bidrager til velfærden i resten af landet, mens borgerne i de resterende 78 kommuner modtager mere, end de betaler.

Debatten handler ofte om, at de rige kommuner burde bidrage mere, men det hører med i det samlede billede, hvor meget de bidrager med i forvejen. Hvis de 78 modtagerkommuner selv skulle finansiere deres velfærd og overførsler, ville det kræve en stigning i bundskatten på næsten 18 procentpoint. Det svarer årligt til 126.100 kroner mindre til en arbejderfamilie med to børn.

Vi skal selvfølgelig have kommunal omfordeling i Danmark. Men det er afgørende, at der samtidig er sunde incitamenter for alle kommuner til effektiv drift, tiltrække skatteydere, øge beskæftigelsen, fremme lokal økonomisk vækst osv.

Derfor bør politikerne tænke sig godt om, inden de i en kommende udligningsreform måtte beslutte sig for at skrue endnu mere op for omfordelingen og dermed samtidig skrue endnu mere ned for de sunde økonomiske incitamenter.

Her skræmmer sporene fra den seneste udligningsreform, hvor man indførte særordninger og betydelige milliardbeløb fordeles via tilskud til henholdsvis ’udsatte ø- og landkommuner’ og ’udsatte hovedstadskommuner’. Ydermere skete der ved den seneste udligningsreform en omlægning af de såkaldte særtilskudspuljer, som efter reformen er blevet markant forhøjet og tildeles til færre kommuner end hidtil. Derfor er det nu blevet endnu mere afgørende, om man er med i gruppen af vanskeligt stillede og økonomisk udfordrede kommuner.

Det har givet borgmestrene et endnu stærkere incitament til at være landspolitiske udgifts- og udsathedsadvokater for deres egen kommuner, så de kan komme i betragtning til målrettede særtilskud. Tilsvarende har det svækket incitamentet til at effektivisere den kommunale drift, da pengene i stedet kan hentes udefra. Effektiviseringer vil i første omgang stort set altid med sikkerhed resultere i sure medarbejdere – der i parentes bemærket også ofte er vælgere i kommunen. Det er en stor forhindring, der skal overvindes, især hvis effektiviseringsgevinsten skal opnås på længere sigt, og der er jo altid maksimalt 4 år til næste valg.

Det er således nemmere og langt mere attraktivt for borgmesteren at forsøge at få pengene fra andre kommuner, da det giver borgmesteren mulighed for at fremstå som en frontkæmper for borgernes interesser uden nogen form for ansvar for udfaldet af kampen, der jo i sidste ende afgøres af landspolitikerne.

En borgmester med fokus på at få endnu flere penge fra andre kommuner vil altid forsøge at forklare enhver form for dårlig service med, at kommunen ikke har fået nok i tilskud- og udligning. For hvis borgmesteren tilkendegiver, at hans kommune kan drives mere effektivt, har den jo ikke i samme grad brug for hjælp udefra, og i givet fald vil den dårlige service entydigt være borgmesterens ansvar.

I CEPOS laver vi løbende en række analyser af effektiviseringspotentialet i kommunerne, hvor vi gang på gang dokumenterer, at langt de fleste kommuner har meget betydelige muligheder for at levere mere velfærd for pengene i folkeskolerne, daginstitutionerne, ældreplejen, administrationen mv. Det understreger netop den svage tilskyndelse til kommunale effektiviseringer.

Der er altså behov et nyt udligningssystem med bedre incitamenter til effektiv drift, hvor ansvaret for det kommunale skatte- og serviceniveau entydigt kan placeres hos lokalpolitikerne, fordi der er en klar og gennemskuelig sammenhæng mellem det lokale beskatningsniveau og kvaliteten af velfærdsydelserne.

CEPOS har udarbejdet et konkret forslag til, hvordan sådan et udligningssystem med en bedre incitamentsstruktur kan udformes. Meget kort beskrevet er grundprincipperne i forslaget, at der indføres en høj eller eventuel fuld udligning af kommunernes service-/udgiftsniveauer op til niveauet i den mest udgiftseffektive kommune (i de sidste mange år har det været Vejle), hvorefter yderligere udligning ophører. Alternativt kan man også udligne til det landsgennemsnitlige serviceniveau, hvis man ønsker at være mindre ambitiøs i forhold til at give kommunerne bedre incitamenter.

Denne udligning vil sikre, at alle kommuner får mulighed for levere et serviceniveau svarende til henholdsvis enten den meste udgiftseffektive kommune eller landsgennemsnittet. Hvis man i en kommune ønsker et højere serviceniveau, skal dette fuldt ud betales af borgerne i kommunen med samme gennemsnitlig skattebetaling i kroner og øre pr. borger. Hvis man ønsker et lavere serviceniveau og/eller kan drive kommunen mere effektivt, kan man i stedet sende det samme beløb til hver borger i kommunen.

Denne udligningsreform vil både revitalisere det kommunale selvstyre og give stærke incitamenter en effektiv drift af kommunerne.